Jeg får ikke skrevet så meget i disse dage herinde på bloggen

Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg har virkelig meget på hjertet i denne tid. For jeg har det sgu ikke så godt. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor.
Det er ikke nogen højtid, der er ingen India-datoer i nær fremtid, tante skod er lige kommet hjem og Raja er simpelthen dejligere end nogensinde. Så jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke er glad...

Måske er det fordi at der på en eller anden måde er en forventning om at jeg burde have det bedre nu. Jeg burde måske være kommet videre og jeg burde ikke ramle så tit som jeg gør. Raja er også ved at være så stor at hun nok kan fornemme når jeg er trist, hvilket bare gør det hele meget værre. Nu er jeg ikke bare ked, men har også dårlig samvittighed overfor Raja, over jeg er trist. For jeg vil så gerne være en glad dejlig mor der bare tager livet i hånden sammen med hende, men ind imellem er jeg bare trist... Helt nede fra maven, bare trist.

Det var det der gjorde julen slem i år. Jeg savnede India. Hun manglede. Virkelig meget. Til at danse om træet med og og være en glad lille juletrold. Istedet var der pyntet så fint op hos hende. Så mange af hendes venner og familie var forbi hende i julen. Så varmt der var derovre, og fint og rart. Men det er jo så forkert at hun ligger derovre. Jeg vil ikke have sten og bænke og rosenbuske og Cirkelinefigurer ovenpå mit barn. Jeg vil have hende i mine arme herhjemme hos mig og resten af hendes familie. Jeg syns det er svært at håndtere at hun aldrig kommer til det. Og jeg syns det er svært at håndtere at jeg har det sådan!
Jeg har lyst til at stampe i kirkegårdsmulden at jeg vil have min "store" pige tilbage. Det er ikke iorden og det giver ikke mening for mig at hun er død. Jeg vil have hende herhjemme sammen med Thor mig og Raja.

Jeg har egentlig ikke følt mig splittet mellem India og Raja. Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed overfor India over at jeg var bundlykkelig over Raja og vores liv. Og jeg har egentlig heller aldrig følt at jeg ikke var der for Raja, selvom jeg var bundulykkelig over India ikke var her.
Men i øjeblikket føler jeg mig meget splittet. Rigtigt tit er det første jeg har lyst til om morgenen at sætte mig lidt over til India.
Og juleaften lå jeg og græd og ville ikke have gaver, danse om træet eller lave and(altså mit hysteriske flip varede en times tid). Og det er ikke ok når det er Rajas første jul. Hun skal have en nissemor der juler og hygger om hende. Hun fortjener en mor der er nærværende og kærlig og overskudsagtig.
Jeg syns ikke det er godt nok at jeg ikke altid kan give Raja det. Raja har en mor, og det er mig, og jeg skal gøre det godt nok.
Det skal bare blive bedre, det skal det bare... For India skal ikke være en hæmsko i vores familie. Jeg ønsker virkelig at hun er noget smukt, dejligt og varmt. Hun skal være en naturlig og afslappet del af vores families historie, og aldrig nogensinde blive taburiseret. Jeg kan ikke bære hvis hun bliver det "triste indslag i familien Svendsens liv"... Det skal bare blive bedre, det skal det bare.

Noget andet der nok ligger og ulmer er, at jeg føler et pres om at tingenes tilatand snart skal normaliseres... At undtagelsestilstanden omkring os er ophævet. Nu skal vi snart kunne det vi kunne før. Presset er ikke kun fra vores omgivelser, men også i høj grad fra os selv. Jeg tror ikke på man kan sumpe i sorgen, men det føles somom andre ind imellem tænker at det kan man... Og at det gør man... Ihvertfald så tror jeg at mange meget gerne vil se os som de glade unge mennesker vi var engang. Men som Vivian så flot skrev det i artiklen i femina, så bliver det jo aldrig det samme igen. Og målet er jo ikke at blive lissom før. Relationer har ændret sig, vores livssyn og menneskesyn har ændret sig(eller er vist nærmere blevet forstærket), og vores forhold til hinanden og verden omkring os har ændret sig.

Måske er det også den erkendelse jeg er ved at nå frem til, altså at alt har ændret sig? Og hvem er Line egentlig blevet? Som mor til en død lille pige. Og mor til en sprællevende bøf, gift med deres far, og ikke særligt studerende eller engageret i verdenssituationen lige nu. Ikke særligt håndboldspillende eller syngende!... Hvem hulen er mon hende Line så egentlig nu?