onsdag den 9. januar 2008

Og hvorfor er vi så lige i Femina i denne uge?

I denne uge er der en artikel i Femina om Indias historie. Det er en rigtig fin og tro historie syns jeg. Der er et billede af India i artiklen. Meget modigt syns jeg. Fotografen insisterede på at Raja skulle have sele på i barnevognen, fordi de ofte fik klager på bladet af mærkelig karakter, men alligevel har de valgt at trygge et billede af India. Det gør mig til en meget meget stolt mor. Jeg syns jo hun er det smukkeste. Hun er jo min. Men jeg troede ikke at døde børn kom i avisen!

Og her er så historien om historien!
Da jeg var gravid med India blev vi spurgt om vi ville stille op til en artikel om hjemmefødsler. Det var vores tanker om at vælge en hjemmefødsel der var i centrum, men det var selvfølgelig også ren propagande for hjemmefødsler generalt, og det var vi helt med på. Som tak fik vi et hav af billleder taget af en fotograf af min tykke gravide mave, hvori lille India lå og hyggede i hulen.


Artiklen blev skrevet, eller første del af den. 2. del skulle skrives efter fødslen. Men India blev ikke født hjemme. Hun blev født død på hospital. Og det gav selvfølgelig ingen mening at lave artiklen.

Men vi havde og har et stort behov for at fortælle hele verden om India. Om hendes historie. Og om hvordan det har været at få og miste hende. Om at lære andre lidt om at være mor og far til en død pige. (Og nu også til en levende pige). Så vi ringede til Vivian, journalisten der er så sød og skøn. Hun havde sendt blomster og billeder og hilsner da India døde, og vi havde stor tiltro til at hun ville skrive Indias historie som den var. Som den var for os. Og som den skal fortælles.
Hun kom og talte med os, sammen med den samme fotograf som dengang vi ventede India. Interviewet tog det meste af dagen. Vi talte meget og længe. Og der blev grædt mange tårer den dag. Tror også Vivian følte sig lidt som en del af hele Indias historie. Det er hun jo også. Det er der mange mange mange der er.
Vi har fået lov at rette meget i artiklen. Så den er blevet lige som vi vil have den. For det er vores hjertes historie og den skal være tro mod os alle fire. India, Raja, Line og Thor.

7 kommentarer:

Heidi sagde ...

Hvor jeg dog glæder mig til at læse den! Vi er nok mange, der har ventet på at den skulle blive trykt - så endelig. Jeg må se, om jeg kan få fingrene i et blad i morgen.
Knus fra Heidi

Anonym sagde ...

Endelig! Jeg kiggede netop på sidste uges blad i rema dag fordi vi har ventet meget længe...
Og jo døde børn kan da sagtens komme i medierne. Alma var i TV2 Nyhederne for eksempel...
Knus Mie

Maomis sagde ...

Så kom det endelig! Jeg glæder mig til at læse jeres historien i morgen.

Anonym sagde ...

Line - jeg er løbet. Skal op at købe Femina. For jeg skal selvfølgelig læse jeres historie...
Knus
Sine
PS. Hvornår skal vi til slyngemøde?!

Anonym sagde ...

Det var smuk læsning. Det bekræfter min fornemmelse af dit og Thors forhold som usandsynligt stærkt. Jeg græd, da jeg læste det, for det var STÆRKT!
I er for seje...
Knus
Sine

Maomis sagde ...

Fantastisk artikel! – den kunne næsten være skrevet af dig, Line. Den var så stærk og rørende at jeg måtte fælde et par tårer skønt jeg sad midt i et overfyldt S-tog (kunne ikke vente til jeg kom hjem). Eneste indvending – den var alt for kort! Jeg sad med en fornemmelse af at ville høre mere. India bliver man ikke bare sådan lige færdig med. Er så glad for at kende dig, din mand og jeres to skønne unger!
Håber jeres historie har rørt rigtig mange derude. Knus fra Sofie

Anonym sagde ...

Hej med jer,
Rigtig dejlig og skøn artikel - FLOT!, jeg kunne nu også godt have læst et par sider mere ;-)Håber Raja musen er blevet rask igen. Kærligst Rikke