Min lille tigerunge

Da Raja Lys var lille syntes jeg at den der tigerspringsteori var poppet og plat. Og jeg syntes slet ikke det passede på min lille sure baby-pige. For nu hvor vi har fået Sibille, så husker jeg tilbage og kan godt tænke at hun da var en ualmindelig sur baby. For Sibille er et glad æg. For det meste. Selv da hun havde kolik var hun glad, før klokken 20 om aftenen altså...
Bortset fra når hun tager de såkaldte tigerspring. Så er hun virkelig en lille tigerunge. Og det er hun lige nu. Og jeg ved at det er en fase. Og det hyler mig ikke spor ud af den. Jeg er nemlig i overskud igen. Og det er fantastisk.

Som sagt var Raja en sur lille brokkebøf, som jeg husker det. Men ikke alle husker hende sådan. Og forleden sagde en af mine og Rajas nære, at de faktisk ikke husker hende som så meget en brokkebøf, men som en glad, bestemt lille trold. Og på billederne af hende som baby ser jeg nu også noget andet end den sure baby. Måske var Raja slet ikke en lille sur brokkebøf. Men måske var hendes mor blind for smil og glæde? For da Raja Lys var så gammel som min Sibille er nu, da var det kun 14 måneder siden at min India var død.
Og jeg tænker om minderne om Rajas babyliv er forplumret af sorgen over Indias død. Om jeg måske slet ikke var så god til at jonglere med de utroligt modsatrettede følelser der var i mit liv I Rajas første tid!?
Jeg kan ikke bruge til noget at slå mig selv oveni hovedet over det der var dengang. Dog blot konstatere at mine børns identitet sgu er ret defineret af den fortælling jeg skaber om dem. Om jeg vælger at se dem som glade trolde, eller som glade æg. Eller som springende tigerunger eller som sure brokkebabyer. Og netop derfor giver den poppede "vidunderlige uger" mig lidt godt nu. Sibille er ikke skide sur og tvær. Hun er bare ved at lære nye færdigheder og syntes det er ret træls hun ikke kan kravle frem endnu. Tilgengæld kan hun nu tage et stykke legetøj fra hånd til hånd og ind i munden. - Åh favre nye verden.

Det jeg måske nok ville sige er, at få lille baby-Sibille sætter gang i tankerne og følelerne fra sidst. Og fra først. Og jeg kan mærke hvor meget jeg har rykket mig. Og det er dejligt. Og lidt vemodigt. For jeg har sagt farvel til at have India og sorgen helt helt tæt på. Nu er jeg kun tilbage i sorgen i glimt.
Tiden læger ikke alle sår (sorger). Men jeg er ikke længere i sorg. Men bærer på en sorg. Og der er koloenorm forskel på de to ting. Og det er bare okay.