Tilbage til India

Nogle gange er hun for langt væk. Eller det er hun faktisk hele tiden. Der ville ellers have været plads til hende inde i mega-sengen, men istedet ligger hun helt ovre på den anden side af Jagtvej og er stendød. Det er ligesom den del af India jeg sgu ikke kan gøre så meget ved. Og nogle kloge ville måske nok sige, at vi nu har lært at leve med tabet.

Men nogle gange er hun også for langt væk i tankerne og ikke engang i baghovedet er hun at opdrive. Og det er sådan det må være med to baryler i favnen. Selvfølgelig savner jeg at savne, at have hende nærværende. At græde og tænke over hende. Men for det meste er det bare okay. Men også kun for det meste.
I disse dage er jeg på vej lidt tilbage til India. Jeg har sat lidt ekstra billeder op af hende rundt omkring (de billeder ryger op og ned og rundt og ud og ind herhjemme). Jeg tænder lys for hende hver aften. Og Sibille og jeg lytter til "Little India" når hun bliver "puttet" om aftenen. Hun fylder meget i mine tanker, og jeg græder lidt ind imellem.

Sibilles graviditet var som Indias i årstider, terminer osv. Det kunne have føltes som en dårlig genudsendelse , at gennemleve. For kroppen husker. Dufte og billeder kan bringe mig lige tilbage til en dag i Indias sommer. I efteråret efter hende, da det blev nødvendingt med the og tæppe på kirkegården. Eller Den dag vi opdagede hun var på vej i min mave - for idag præcis 4 år siden. Jeg husker hende med hele min krop. Det er dejligt, og nogle gange benhårdt. Og det er svært at fortrænge kroppens minder.

Jeg har ikke haft rum til at huske på det sidste. Det handler ikke engang om at give hende plads. Der har ikke været noget plads at rutte med. Så enkelt er det. Jeg har armene fulde af levendehed - og jeg er taknemmelig og lykkelig for det.
Alligevel er det kommet snigende - den der India-knude i maven der bar kun kan løsnes ved at være lidt i det. Bare lidt. Bare så meget så jeg kan lidt igen. Og det har jeg så været, lidt...
Idag har vi haft møde med Gartner Sandberg (der også har hjulpet med Klemmens fineste have). Der skal ske noget hos India inden de der skovjordbær æder hele Assistens Kirkegård. Og jeg glæder mig til igen, (helt bogstavligt) at få fingrene lidt i hende der India igen... Det blir godt, ihvertfald for min indre englemor...
På den skøreste måde, kan det at beskæftige mig lidt med min stendøde datter, få mig i ualmindeligt godt humør. Det giver mig overskud, og det gør mig glad. Den lille døde skid...

Det får mig iøvrigt til at tænke på noget. Indias fødselsdag var en kaotisk dag iår. Raja Lys var syg og vi kom hjem fra hospitalet med den skønneste Lillebitten Sibille. Vi hverken kunne rumme India eller havde rum til hende. Det samme galt tiden efter, der var præget af her og nu - der iøvrigt ikke var så fantastisk baby-romantisk...
Lige da India og sorgen over hendes død var ny spøgte udsagnet "at dyrke sorgen". Og det var en hårfin balance ikke at se ud som om man dyrkede den, men samtidig give den rum - og helst på sån en måde at man blev "den gode historie". Jeg tror egentlig at disse forventninger var noget vi både skabte selv, men også oplevede fra vores omgivelser. Vi brugte i tiden efter Indias død hinanden og andre der havde mistet helt vildt meget. Simpelthen fordi der her og der var uendeligt rum til India og til sorgen. Og til både det smukke og det grimme. Og i virkeligheden er det måske bare okay at det grimme fik afløb hvor det ikke gjorde for ondt på vores nære at opleve. På den anden side, så er dele af sorgen altså grim.

Jeg har aldrig haft det skidt eller ambivalent eller mærkeligt med levende børn. Ej heller dem der var født lige omkring India. Tværtimod gav det mig et lille bitte pusterum fra al den der børnedød. De viste mig et glimt af den lykke som India ville have givet (og gav trods alt). Ligesom at deres forældre oplevede India som et glimt af det modsatte vil jeg tro...
Det jeg tror der har været afgørende for at jeg ikke har følt nogle former for stikken i hjertet over andre børns levendehed er, at jeg har fået lov til at tage Indias dødhed med overalt. Og har kunnet give hende al den rum jeg ville, hvorend jeg ville. Og hvor der ikke var plads til hende, har jeg holdt mig rigtig langt fra...
Alle børn har ret til livet. Til et fantastisk liv. Det blev mit motto. Og jeg mener det stadig helt nede fra bunden af min føle-mave...

Da Sibille var 2 måneder blev vi inviteret til 3års fødselsdag hos den skønneste lækreste lille store levende pige - en af Rajas veninder. Og for første gang nogensinde havde jeg svært ved at rumme en levende lykkelig fødselsdag... Jeg tænker ikke at det er fordi jeg er et skidt menneske, eller ikke syntes det var vidunderligt at den lille skønne pige blev 3 år. Men det var følsomt. Og Indias 3års fødselsdag var så uforløst. Og hendes døde væsen var bare gemt væk under lag af søvnløshed, blødende brystvorter, halsbetændelser og kolik. Og jeg græd over at skulle til en sprællevende 3års fødselsdag - fordi jeg savnede min 3 år store India. Men ikke havde grædt en eneste tåre over hende på hendes dag - men kun for hendes søstre og alt hvad de bragte med sig i dagene omkring...
Derfor skal India være med mig. Og have rum (når rummet byder sig). Fordi det er et nøvendigt onde at gå ind i sorgen engang imellem. For ellers tror jeg sgu den sætter sig i alle mulige afskygninger der grundlæggende ikke har en skid med en skid at gøre. Det handler jo bare om det døde barn for helvede...

Så vi tager en lille stund tilbage til India...