Prioritering

Det jeg bruger meget krudt på at tænke over lige i øjeblikket er prioritering.

Med trolde på knap 3 og knap 1 (og det siger jeg med en stor stolthed i stemmen, somom jeg helt selv har lavet dem :) så skal der prioriteres. Rigtig meget endda.
Mange taler om at organisere sig ud af tingene. Vi kan vist ikke organisere os mere ud af det hele end vi gør. Så næste skridt er at prioritere. Og det gør vi nu. I stor stil.
Det der er med prioriteringer er jo, at noget skal nedprioriteres. Og det kan altså være en lidt sej proces at nå frem til hvad. For kan man undgå at skuffe og såre? Også mig selv...
Jeg tror jeg er ved at have en fornemmelse af hvad jeg kan sløjfe. Og hvad der er nødvendigt at sløjfe.
For vi kan sgu ikke få både i pose og sæk. Vi kan ikke både have to dejligste lækkerlinger, som vi gerne vil være meget nærværende for (i både fysisk og psykisk forstand), arbejde på spændende arbejdspladser, gå ud om aftenen, tage på romantiske dates, holde kolonihave (med store ambitioner om en fantastisk familiehave), vedligeholde rigtig mange venskaber og være der når nogle har brug for os, have et stort netværk af dejlige mennesker med liv der er så værd at følge med i, være familiære med kagen klar og kaffe på kanden og så videre og så videre...
Der er bare ikke tid til det hele. Og værre endnu. Der er ikke hjerterum til det hele. Så simpelt er det. Det giver mig følelsen af at være bagud hele tiden.

Når jeg prioriterer så forsøger jeg at holde mig selv fast på, at det ikke er for altid at jeg giver lidt slip her og der. Men for en tid, er der bare andre ting der optager mig. Og det er okay, for det hele skal fungere. Og når jeg mærker helt efter i maven, så ved jeg godt hvor der skal skæres en tå og hugges en hæl.

Og det skuffer mig faktisk ikke det mindste at jeg ikke kommer til Dizzi Mizz Lizzi koncert på fredag, selvom jeg har haft billet i ½ år.
Jeg er træt som et aldersdomshjem, og jeg er ved at erkende at hende Sibille sover dårligere end jeg lige har villet sige højt. Og så må den slags luksus-oplevelser simpelthen bare vente. Jeg vælger fx at arbejde ret meget, holde mange lange weekender med min familie i kolonihaven. Og så er det altså nu engang konsekvensen. At jeg ikke kan det hele, med den halve tid. Me den halve søvn. Og det halve overskud.

I det hele taget er det lidt skørt med det med forventninger til sig selv og mine prioriteringer. Jeg har på det sidste planlagt flere ture ud af huset, just for fun. Sån noget aften-halløj. Og når jeg sån rigtig mærker efter, så er det faktisk slet ikke et behov jeg har. Jeg har slet ikke lyst til at gå fra mine unger om aftenen. Slet ikke at få Sibille passet endnu. Når jeg sån mærker rigtigt efter er det nærmere et lille pres jeg føler(men fra hvem?). For er man virkelig sådan en kedelig-Kaj der helst bare vil hænge herhjemme aften efter aften (og når jeg så lige tænker over det er der sgu ikke meget hængeri over det; nærmere oprydning, oprydning, opryndning!).
En bekendt havde fået en mail fra en nær veninde da hun melte afbud til endnu en fest, og det ramte nok lidt en nerve hos mig. Veninden skrev; "jeg er med på du har travlt med al din morhed, men får man dig aldrig mere at se?"...
Jeg tænker at mange af mine veninder kunne føle lidt det samme med mig. Og jeg kan også have ret sort samvittighed over det. Og måske burde man sparke sin popo lidt ud i verden.
Men egentlig er jeg slet slet ikke klar til at opgive symbiosen med min (lillebitte;) baby herhjemme. Jeg ved at det at være bundet herhjemme er en meget begrænset periode af mit liv. Og jeg ved at om lidt sover mine piger hele aftenen og hele natten, og jeg får rig mulighed for at gå på cafe og drikke en lille øl.
Jeg hverken vil eller kan mene noget om andres behov for at gøre det. Det er sgu deres sag... Min sag er ret afklaret. Jeg bliver hjemme indtil jeg kan og vil afsted igen... Og indtil der er nattero og jeg igen har overskudet.

Og så tænker jeg at det der med at måtte prioritere, det bliver nok kun mere udbredt med tiden. Og det er bestemt noget jeg har været meget dårlig til i fortiden, og bare rigtig gerne vil være bedre til i fremtiden. Ikke for mine børns eller arbejdes eller veninders skyld. Men for Lines skyld...