I går var en helt almindelig Line-dag. Det var endda en dejlig dag. Hvonår mon jeg lærte at navigere i alt det forskellige?
Jeg startede dagen med at trille formiddagstur med Sibille i barnevognen over til India (og ja, jeg er en stolt mor der nu har en baby der kan sove i sin barnevogn. Yep yep!).
Her lå jeg med rumpen i vejret og ordnede. Rigtig fint og længe. Og plantede og vandede. Og tændte en masse lys og røgelse. Og såede lidt. Og hyggede mig. Og om hende. Og nød at få hendes jord under mine negle.
Herefter var jeg i legestue med Sibille, spiste frokost med min søster, var på arbejde og hjem igen (og lagde næsten sidste hånd på mit fantastiske pachwork-tæppe).
Det er en helt naturlig og almindelig begivenhed at svinge forbi India. Det har hele tiden været mit håb. Min drøm. At hun på den måde som hun er nu, var en del af vores families hverdag og hverdagserinder. At have noget af min døde datter med i mit levende liv. I min families levende liv.
Men alligevel så tænker jeg hvornår det blev så naturligt at besøge mit døde barn, i rækken af andre gøremål på en kold forårsdag. Jeg troede aldrig hendes manglende levendehed ville blive så vant for mig.
Det er da stadig forbandet forkert at hun er død. Men jeg har vænnet mig til det. Det er da glædelig absurdisk, tænker jeg...
3 kommentarer:
Nogle gange slår det også mig, hvor dybt underligt det i grunden er, at man bare vænner sig til at have et dødt barn. Man ved ligesom med hjernen, at det er en rigtig god ting, fordi det giver plads til at leve. Men alligvel... det er jo stadig ens barn, der er dødt.
Lige præcis!
Det er så rart at høre at du er kommet dertil. Jeg tror det er godt, for som Heidi skriver giver det jo plads til livet. Mit liv mangler en del plads for tiden. Måske er det derfor at jeg slet ikke kan nikke genkendende til den følelse. Jeg har stadig slet ikke vænnet mig til at Elisabeth ikke er her mere. Faktisk overhovedet ikke og bliver så ked hver gang jeg tænker på det.
Send en kommentar