Forventningerne var store...

... dengang vi flyttede vores ting og sager og børn ned i kasser og op i lejligheden over gården, og op på 3. sal. Vi troede at her skulle vi bo her i mange, mange, mange år. 2½ år bliver det til.
Her er ikke svampeclean. Faktisk lugter der så grimt i det lille værelse at det er lukket helt til og bliver ikke brugt mere.
Jeg tror ikke på at vi kan få sat gang i de fornødne undersøgelser og afrensninger uden en kamp der kommer til at trække endnu mere tænder og bitterhed ud af os. Og vores børns helbred skal ikke ligge i hænderne på en skør bolighaj. Og jeg tror aldrig vi får den nødvendige ro her i denne lejlighed. Det var muligvis en fejl at flytte tilbage i første omgang. Men sådan er vi jo; vi er som regel positive(grænsende til det naive) indtil det modsatte er bevist... Det er det så nu. Og afsted med os! I en vældig fart...

Vi er ved at købe en lejlighed 3 gader væk. Lidt mindre. Uden bad. Højt opppe. Men lige i øjet til os. Der kan vi godt se vores familie vokse op. Vi bliver ikke flere levende, og den har den perfekte størrelse, form og fordeling. Og så trak det lidt tænder ud at få et lån når man sån er studerende og der har været en eller anden krise der ikke har berørt os før nu, med SU og lejebolig.
Vi glæder os, mens vi siger farvel til denne lejlighed. Det er sgu her vi blev en lille rigtig familie. Det er sgu her vi vandt livet lidt mere tilbage. Og det er sgu et svært farvel... På den anden side hader jeg det den her lejlighed har gjort ved vores børn. Føj da. Og jeg glæder mig som et lille barn til at indtage Kronborggade. Det er stadig tæt på India. Tæt på Coffee Kollektive, tæt på mange af vores dejlige venner. Og midt her hvor vi har slået vores rødder - og jeg kan sige med stor sikkerhed; for good!

Forventningerne var også store til børnehaven. Måske for store. For der var vist ikke nogen børnehave der kunne leve op til de forventninger Raja havde til det at starte i børnehave. Det går nu godt. Men det har været en hård start for alle. Selvfølgelig mest for Raja. Hun savner trygheden hos sin skønne dagpleje, men nyder udfordringerne i haven fuld af børn. "Lille store Raja Lys" er helt rigtigt...

Sibille skulle have været hjemme til hun var omkring 1½ (der er sådan set heller ikke nogen vuggestuepladser at få før alligevel). Sammen med Thor og måske et barn mere. Så ville Thor være blevet privat dagplejefar. En skøn måde at sende hende ud i verden på tænker vi. Men da vi skulle skrive et opslag for at efterlyse en legekammerat til Sibille i dagplejebiksen, faldt vi over et andet opslag, hvor en mor ville passe sit eget barn og et til hjemme. Fra september og indtil de skal i børnehave. 25 timer om ugen (hvilket egentlig passer os fint) ... Vi var til samtale i fredags og selvfølgelig valgte hun Sibille - kan man andet!?...

Så er der mig. Jeg skriver opgave. Mens Thor er på barsel. Og jeg arbejder lidt, og forbereder næste år, hvor jeg både skal studere og arbejde rigtig meget. Og pludselig blir jeg færdig og er skolefrøken...

Fra september sætter hverdagen for alvor igang. Den, altså hverdagen, har vi ikke set meget til de sidste mange år. Vores liv har vist været enten i untagelsestilstand eller på sommerferie.
Det bliver mærkeligt ikke bare at være sammen og tage tingene som de kommer, læse når børnene sover og arbejde når det passer ind i dagsformen.
Men jeg tror sgu vi er klar til hverdagen. Tror faktisk at ustrukturerede familien Svendsen får godt af lidt struktur... (man får pludselig lyst til at hoste voksen)
Ud kommer vi alle, og vender hjem med oplevelser hver især. Det bliver spændende... Indtil da nyder vi solen, kolonihaven, isene og en tid til hinanden der nok aldrig kommer igen på samme måde...

Det var lidt update fra en stille blog... Fordi jeg har holdt vejret mens låneansøgningen var afsted og tingene skulle falde i hak.