Jeg har utallige halve indlæg om hende. Mine tanker om hendes død. Mit savn. Og min totale forvirring over at bearbejde min sorg over hendes død. Jeg aner simpelthen ikke hvordan man kommer sig over en venindes død. Det er faktisk en meget ensom sorg... For den er for stor til at glemme og for fjern til at dyrke...
Thilde er død, kan jeg sige, men ikke forstå.
På mandag besøger jeg hendes plet for første gang. Der har simpelthen været for meget til at lukke det hele ind. Jeg har på fornemmelsen at jeg tager hul på en sorgbearbejdelse nu, et år forsinket. Fordi dette år har været. For vildt.
Sådan møder Sibille Thilde. Gid det istedet havde været sådan her:
Jeg savner hende. Mangler hende. Savner hende. Ser hende overalt. Mangler hende...
2 kommentarer:
Søde Line..
Det er skriverier som dette, der gør, at man bliver helt Tom indvendig et øjeblik. Det er simpelt hen ikke i orden, at du ikke fik lov til at dele mere med din veninde. Jeg håber, at Thilde en dag får en naturlig plads i din mindebank. Varme hilsner herfra.
Jeg har bare ingen ord søde Line, snøft!
Send en kommentar