Men jeg var sgu for svimmel til at tage nogle steder, og alle var trætte og hostende. Og vi er begyndt at se fidusen i aftalefrie søndage (ender man ikke alligevel med 1000 ting, man blev bare ikke stresset over det står på kaldenderen inden!?)
Vi var bare hjemme, indhentede søvn og tullede. Og så var vi et smut hos India.
Raja spørger meget om India i øjeblikket. Hun taler meget om hende. Også til andre.
Hendes umiddelbarhed er så kær. Og hendes spørgsmål, som fx overskriften på dette indlæg, kaster os ud i nogle meget suspekte forklaringer og fortællinger. Og som regel slutter de på; ehm altså Raja, jeg ved det faktisk ikke.
Jeg tror vi har været meget optagede af vores egen sorg. Vores egen sorgforståelse. Og projekt efterfølgende forløsende børn, så den der del af India - den med at hun har nogle søskende der også forholder sig til hende. Det har vi ikke reflekteret så meget over.
Og Raja vil så gerne se billeder af levende India. Hun syntes det er rigtig synd hun er død, for hun var jo bare en baby. Og så vil hun bare også gerne vide om jeg også brænder hende når hun dør. Og jeg væver og forklarer og kysser hende i panden og siger hun er vidunderlig.
Og så spørger jeg hende hvad hun egentlig selv tror. Og så siger hun at hun tror at India lægger slik til hende under bænken til jul. Og okay, det gør hun så måske nok...
Hun kan godt lide at besøge India. Og vil gerne være der i lang tid. Og nogle gange tager fantasien over, og hun begynder at digte om India der kommer om natten og kilder hende under tæerne, og India er sur på mig fordi jeg laver suppe. Og andre skøre historier. Og jeg klukker lidt og skumler over hvor mon det kommer fra?!
Det er en rejse at være de der tøsers mor. The never ending story af dejlige udviklinger - og nogle gange hårrivende episoder.
Men vi havde ihvertfald en fantastisk Allenhelgens søndag. Sammen med Raja og Sibille, i Indias nærvær.
4 kommentarer:
Lige umiddelbart tænker jeg at det er fantastisk som hun har taget India til sig. At hun beskæftiger sig så meget med hende er vel hendes måde at bearbejde det på og kan vel kun være godt. Hvordan man som forældre så takler den sag er en helt anden.
Det bliver en udfordring tænker jeg. Jeg tænker faktisk rigtig tit på hvordan mine børns forhold til Elisabeth bliver. Hvem af dem går helt i selvsving, og hvem af dem vil ikke vides af hende. Det er svært at vide hvilken reaktion de vælger i forhold til hende og til døden. Men at det bliver en udfordring som forældre er der nok ikke nogen tvivl om.
Ja, hun tager hende til sig - på sin måde... Men sjovt nok gør det mig faktisk ikke "glad"... Egentlig ville jeg gerne have været hende de følelser om døde børn foruden. Har altid forestillet mig det ville være anderledes...
Meget klogt og tænkende barn i har jer der :) Jeg er meget imponeret. Men det der er så fantastisk, er jo også at i taler om de ting, der er følsomme og derved lærer i jo, jeres børn noget, som de fleste børn først bliver orienteret om sent i livet... Hvor er det skønt at hun finder på små historier, sikke en god coping :)
Meget klogt og tænkende barn i har jer der :) Jeg er meget imponeret. Men det der er så fantastisk, er jo også at i taler om de ting, der er følsomme og derved lærer i jo, jeres børn noget, som de fleste børn først bliver orienteret om sent i livet... Hvor er det skønt at hun finder på små historier, sikke en god coping :)
Send en kommentar