Jeg elsker at bo i byen

Vi har fundet vores helt rigtige hjem. Med base på Nørrebro om vinteren og i kolonihaven om sommeren. Jeg elsker København. Jeg elsker Nørrebro. Og om sommeren elsker jeg markerne omkring hytten. Men der er en ting jeg har rigtigt svært ved at æde ved København (og er ikke sikker på at det er særligt meget bedre andre steder). Og det er den udhuling der har været af institutionerne. Der er ikke hænder nok. Der er ikke ressourcer nok. Der er simpelthen ikke nok. Pædagogerne i Rajas institution kæmper en brav og modig kamp for at gøre et hæderligt stykke pædagogisk arbejde med de midler der er. Men der er ikke nok. I Rajas vuggestue blev vi bedt om at give hende underbukser på ud over bleen, for den faldt ned fordi den ellers var for tung (der var masseskiftning senere på dagen). Det er os forældre der i høj grad forsyner institutionerne med legetøj (og eftersom der er stor forskel på forældrekapacitet i de forskellige institutioner tør jeg slet ikke tænke på hvad andre institutioner må nøjes med). Jeg hører dagligt om totalt urimlige forhold i især vuggestuerne. Pladsmangel og mangel på hænder til det mest basale. En undersøgelse der blev henvist til i Deadline for noget tid siden beskrev som eksempel at en lille dreng på 1½ havde været uden voksenkontakt i 5 kvarter, selvom han "virkede pyldret og trist". Jeg er selv indenfor det pædagogiske fag og ved at ingen (eller ihvertfal meget meget få) uddanner sig til pædagoger eller lærere med mindre de har en grundlæggende lyst til at yde omsorg og pædagogisk virke. Så jeg æder ikke forklaringen om dovent eller ukvalificeret personale - tværtinod mener jeg sgu at den forklaring fritager de ansvarlige for at skride til grundlæggende handling. Det er uden min tvivl et spørgsmål om ressourcer. Og det er hele vejen rundt man hører om ting der ikke nås og opgaver (helt basale) der ikke kan gennemføres. Det er ikke kun forbeholdt særligt dårlige institutioner. Overlæggeren er fandme sænket på niveau med det der før var laveste fællesnævner. Jeg har rigtig svært ved at forholde mig til et arbejdsmarked der har brug for mig og Thor fuld tid, hvis vores børns vilkår ikke er gode nok imens vi fuldtider den. Hvor er visionerne for yngelplejen henne... Jeg syntes fandme ikke det er i orden. Og jeg syntes faktisk at det er en glidebane der har indhentet os, så rammerne ikke længere er tilstrækkelige nogen steder... Æv det er for dårligt... Mest af alt har jeg simpelthen bare så skide ondt i mit moderhjerte over det. Jeg tænker, at hvis jeg skal opretholde troen på at institutioner kan give mine børn noget som jeg ikke selv kan, så bliver der nødt til at være overskud til at gennemføre godt grundlæggende pædagogisk arbejde. Helt grundlæggende yngelpleje står jeg bedst selv for. Basta - jeg behøver en pædagisk og trivselsmæssig gulerod for mine børn ved at være i institution, hvis jeg skal trives med af fortsætte min orientering ud af... Det er sgu bare vildt vigtigt for mig at mine børn har det godt når vi ikke er der hos dem. Det betyder sådan set også ret meget for min præstationsevne derude i det pulserende arbejdsliv...