Så lang tid siden, den lille India...

I sidste weekend var Thor på kursus for frivillige i Landsforeningen Spædbarnsdød. Han vil gerne være med til at løfte en vigtig opgave. Og jeg syntes det er sejt. Og hvor var jeg glad for den forening, dengang India døde.

Men hvor er det hele også så utrolig langt væk for mig. Jeg kan ikke mærke hende mere. Jeg kan ikke smage sorgen i munden, heller ikke når en af de levende får sagt noget Indiask, jeg ser en film om døde børn eller jeg lugter til hendes dyne.
Jeg har endnu ikke prøvet at have mistet orienteringen til hende så længe før.
Lidt klichesk, så er der noget andet der fylder. Men jeg tror ikke bare det er det. Jeg tror hun er ved at få en ny plads i mit liv. En plads hvor jeg skal genkalde hende, det (nærværet) og den (sorgen). Jeg er den der skal være den aktive, hive hende frem for gemmerne. Og spørgsmålet er hvor ofte jeg er modig. Eller hvor meget jeg vil putte mig i at hun ikke længere selv titter frem.
Hun er kun alt det dejlige, når jeg også lader hende være alt det døde.

Til kulturnatten kom en kvinde hen til mig og spurgte om jeg var mig. Hun var hende, og hendes stemme kunne jeg kende. Den var den rolige stemme. Livlinen når jeg ikke vidste hvor jeg ellers skulle gøre af ordene. Hun var min rådgiver i foreningen Spædbarnsdød, for 5 år siden. Endelig fik jeg givet hende et kram, og sagt hende tak. Og til spørgsmålet om hvordan vi havde det... Vidste jeg ikke rigtigt hvad jeg skulle svare - for det var vel spurgt i India-perspektivet. Og det perspektiv har jeg ikke set det hele i, i rigtig rigtig lang tid.