7 speciallæger og 3 diagnoser senere

Sidste mandag var jeg på Hamlet. De har en svimmelhedsklinik. Og jeg har kendt til den gennem hele forløbet, men har bestemt ikke haft lyst til at smide 7000 kr. efter et usolidarisk privathospital. Men sådan blev det alligevel, jeg fik besøget foræret i "gave", hvor heldig kan man være?!
Lægen, der er en meget svimmel-klog mand (der burde fedte tilbage i det offentlige, så alle kan få gavn af ham), var ikke i tvivl om min situation. Jeg fik lavet en omfattende undersøgelse på 2-3 timer. Og jeg blev diagnostiseret med vestibulær migræne. Diagnosen er definitiv, hvilket betyder at jeg opfylder alle kriterier og ligger lige i midten af diagnosen.
Jeg fik en artikel om sygdommen, og det var som at læse om mit fårking liv. Diagnosen er åbenbart meget anerkendt i USA, men ikke ret udbredt i Danmark. Men jøsses for en lettelse at kunne sætte en betegnelse på min årelange tømmermænd!
Behandlingen er i første omgang en ret omfattende migrænediæt. Herefter medicinering, hvis diæten ikke hjælper.
Det er uden problemer at følge diæten. Lidt ligesom da jeg stoppede med at ryge da jeg blev gravid. Der er jo ikke nogen vej uden om.
Han "skulle nok få styr på mig", jeg skal bare lige overbevises. Jeg har fandme næsten vænnet mig til at være dårlig. Det er da langt ude!?

Jeg har været helt i kulkælderen siden sommerferien. Og september brugte jeg ret meget på at tude. Jeg holdt ikke til det mere. Ikke at vide hvad imorgen bragte af bræk, svimlen eller okayhed. Og ikke at kunne sætte det i nogen former for rammer. Det har været, og er stadig pisse hårdt.
Nu er rammen på plads. Og jeg fornemmer en spirrende tro på en helt almindelig hverdag engang derude i fremtiden!? Tror det er både diagnosen og lykkepillerne der begynder at virke...
Det er hverken lange rejser, store huse, biler eller stormende karrierere jeg drømmer om. Det er en hel stille og rolig og almindelig hverdag jeg drømmer om. Hvor jeg ikke kvalmer, svimler eller har smerter i hoved og øre. Bare har det fint. Bare fint, er fint nok.

I dag da jeg afleverede Sibille (hvilket kun sker når jeg er okay) hørte jeg hende fortælle pædagogen at jeg er syg. Som det mest naturlige i verden. Ligesom Raja har sagt til sin Lene at "Line er syg, så hun må ikke spise burger". Alle de der bekymringer om hvordan de bliver påvirket. De er jo mine, ikke deres. Jeg tror faktisk at de er okay. Så længe vi fortæller dem at det er okay...


De er fandme så dejlige de to... Jeg er vild med dem.