Årets måske sidste loppemarked

Igår var vi på loppemarked. Måske årets sidste. Oj vi fik mange ting. Både julegaver, kalendergaver og ting til os selv.

Min retro-pusher havde en stand hvor jeg støvsugede, så alle vi kender med børn får retrotøj.

Jeg ender jo altid med at falde i snak med folk sådanne steder. Og Thor veklsler vist mellem at syntes at jeg er "sej at jeg tør tale med alt og alle" til at jeg er sån lidt pinlig at have med i byen... Jeg ender rigtig tit med at fortælle om India. Ved ikke hvorfor, men nok fordi at det definerer mig forbandet meget som menneske og mor, at mit ene barn er dødt.

Jeg kan godt lide at jeg tør fortælle om hende. Men jeg får også mange sårende bemærkninger og holdninger at høre fordi jeg fortæller om hende til fremmede såvel som gamle kendinge. Hvorfor folk har en mening om en så ekstrem situation som døde børn, begriber jeg ikke. Men ikke desto mindre, har mange en mening om hvad der er slemmest, hvorfor, hvordan man bør gøre osv. Kommentarer som "det havde været værre hvis hun var blevet et par måneder". "Så var det godt i fik Raja istedet for". "Godt i er unge og kan få mange børn" osv. er noget jeg ofte støder på.
Men disse kommentarer giver jo ingen mening. Indias død kan ikke gradbøjes! Hun er død og det er intet mindre en tragedie. Det der er godt ved alt det her, er at hun var her. Vi nåede at få hende.

Forleden mødte jeg en der mente at der måtte have været en mening med at India døde. Hun havde måske haft et frygteligt liv. Det er jeg helt sikker på hun ikke havde fået. Hun havde haft det dejligste liv her sammen med Thor, Raja og mig(og en masse andre gode mennesker). Taget lige fra "en moder" af HC. Andersen.

Det er altså ikke godt at hun døde tidligt. Jeg ville give alt for at bare få en time med hende i live. Høre hendes gråd, klynken, lyde. Se hendes øjne og mærke hendes lille hjerte og vejrtrækning.
Jeg kommer forhåbentlig forhåbentlig forhåbentlig aldrig til at miste et barn der har levet udenfor min mave. Så jeg kommer forhåbentlig forhåbentlig forhåbentlig aldrig til at kunne lave en meningsfuld sammenligning mellem de to tab. Men jeg kan sige at jeg simpelthen ikke kan forestille mig det værre. Jeg kan ikke forestille mig en større smerte end den jeg føler ved savnet af India. Og selvom man måtte mene det er værre hvis barnet har levet, så fortæl mig det ikke. For det hjælper mig ikke. Tværimod gør det mig ondt.

Vi har altså ikke fået Raja istedet! Raja er sin helt helt egen(det vil dem der har mødt hende ihvertfald ikke være i tvivl om:) Vi har ikke fået Raja istedet. Vi har fået Raja også.
Og ja vi er unge, men selvom vi får 100 børn(det er jeg engang kommet til at sige til nogen at vi skulle... Tsk tsk) så vil India aldrig mangle mindre af den grund. Hun var sin egen. Hun kan ikke erstattes af nogen.

Men på en eller anden måde så praller disse kommentarer af på mig når de kommer fra fremmede. De kendte ikke India, så det er klart at de ikke forstår. Men dem der har set hende, kender hende og hendes historie håber jeg forstår. Forstår at India er vores lille menneskebarn der kom til verden den dag i juni. Var hos os alt for kort, men var her og altid vil være hos os på den måde hun nu kan selvom hun er død. Og det kunne ikke være værre end det er at hun ikke er her. Eller jo måske...
Ligegyldig hvor mange børn vi får vil der altid mangle India. Lige gyldig hvad, så bliver jeg aldrig ligeså hel og lykkelig som hvis India var her hos mig. Men jeg er lykkeligere end hvis hun aldrig havde været her.

Se lige hvor skøn hun var...

Raja er ved at blive et rigtigt dansk menneske

Igår spiste Raja en leverpostejsmad. Helt uden at blive kvalt og helt uden mor gik i panik! YES!

Gæster

Idag har vi haft morLone på besøg. Det er rejsende tante Annas mor. Hun kom for at hilse på Raja og for at hente Annas julegave, for de skal til Canada og holde jul med hende.

Lone havde 4 solsikker med. En til os hver. Og hun kommenterede en af billederne af India med; "der er den anden lille putte" eller noget i den stil...

Vi er bare så taknemmelige for at så mange gode mennesker omkring os husker India. Omtaler hende, og inddrager hende i samtaler.

Det kan virke mærkeligt at samtaler om vores døde barn, bemærkninger om hende og små ting der minder os om hende, kan gøre os lykkelige. Men det gør det. I aner ikke hvor meget det varmer. Det gør os i stand til at mindes og glædes ved India. Og det gør det muligt for os at have India med i vores evende liv, på en måde så Raja vil lære hende at kende som det mirakel hun var...

Og Raja hun var vild med Lone. Raja lider jo af godt gammeldags seperationsangst på 3. måned. Hun er total morsyg og fremmede skal holde sig væk. Det der med at charmere verden... Nixen bixen, verden skal bare holde sig væk, hun vil bare have sin mor og far uuuuaaaaahhhh... (Og måske mormor og Frederik). Men Lone var en fest. Hun er nu også sådan en varm en. Og Lone blev vist om muligt mere bedstemor-skruk. (Og jeg er tante skruk, Anna & Kristian!!!)

Og hvem hulen kan lide SYLTE?

En svimlende jul

Nå, men vi kom fra at vi er flyttet.

Ja, vi er nu flyttet op i vores mega giga lejlighed. Det var en lille smule vemodigt at flytte fra Rajas første hjem. Og vi kommer uden tvivl til at savne det store hyggelige køkken. Men er du gal manner et palads vi har nu! Og vi kommer ikke til at savne larm om natten fra kiosken under, eller lugten af røg i soveværelset! Og en ekstra lille bonus er at tante skod og Kristian flytter ind dernede, så vi kan udspionere dem og drille dem hele tiden.

Vi bor selvfølgelig stadig i kasser, og gør det nok et godt stykke inde i Januar, men her er så dejligt. Og der er ingen tvivl om at vi bliver her. Måske endda til vi skal bæres ud.
Her er plads til mange børn, og vi vil gerne blive på Nørrebro, lige tæt ved India. Det er ihvertfald vores tanker lige nu. Og "lige nu" er sandheden for os lige nu...

Vi elsker Nørrebro. Og det er på trods af at forhjulet på min cykel forsvandt natten til igår, og der bor rotter under bagtrappen. For ikke at tale om at der ligger et bordel i gården og ind imellem er undtagelsestilstand i nabolaget. Men det er også et spraglet område hvor ingen kigger langt efter nogen, for dem der glor er selv så ultrerede at det ikke giver mening at glo. Og vores børn vil ikke kun blive opdraget til mangfoldighed her på Nørrebro, men indgå i den, hvilket for os er meget meget værdifuldt at kunne give vores børn.

Nå men flytningen gik godt, og her virimlede med dejlige venner og familie der igen flyttede familien Svendsen fra A til B. Vi har altså nogle vidunderlige mennesker omkring os. De er der bare altid og hjælper, støtter og lytter. Og hold da kæft manner de er stærke.

Mangel på søvn og flytning og oplæg på studiet har taget hårdt på mig. Jeg har svimlet rundt og været rigtig rigtig skidt. Faktisk har jeg ikke turde været alene med Raja, og har måttet ligge på langs meget af tiden. Nu går det lidt bedre, men min læge mener det er stres, søvnmangel og sorg, og det er der jo desværre ingen medicin for... Ihvertfald ikke tilgængelig for mig. Lige nu.

Fordi India er død fra mig er mit filter sgu i stykker. Jeg frygter og forventer alt for tit det værste. For det værste skete jo den dag i juni sidste år. Og så kan det også ske igen(og lad være med at sige det ikke kan, for det kan det). Så tanker som hjernebetændelser, svulster eller andre hyggelige kroniske sygdomme er altså ikke fjerne.

Men på en mærkelig måde er døden alligevel ikke så skræmmende mere. Det er jo der India er. Ikke at jeg ønsker mig derhen(lige nu!), men den er ikke skræmmende. Men det er skræmmende at blive skilt fra Raja & Thor(hvorfor jeg IKKE ville til lægevagten, tænk hvis doktormanden indlagde mig!).

Jeg kan huske da jeg fødte Raja. Der blev jeg jo kørt ret akut til operation efterfølgende. Det hele var meget dramatisk, og både Thor og jeg nåede at tænke; "nu dør Line sgu, sikke noget rod, men ok, så er vi to her og to der"... På nogle punkter er jeg blevet så frygtelig sart, svag, bange, skrøbelig, tryghedssøgende, efter Indias død. Men på andre er jeg blevet godt gammeldags kynisk.

Her i den nye lejlighed har vi taget os nogle tude-hulke-ture vi ikke har taget os længe. For lige pludselig ser vi vores fremtid for os i denne lejlighed. Og tydeligheden af at vi aldrig kommer til at råbe; "India der er mad", "Skru så ned for den musik" eller "kom og spil cococracy" ned af den store gang, ned til det der helt sikkert bliver pube-værelset, er bare så hårdt! Hun er jo storesøsteren der skulle have haft det værelse først. Raja skulle have brokket og skældt ud hver dag over at hun ikke havde det gode værelse... Nu får hun det som den første, selvom hun er lillesøsteren. Helt sikkert også snart storesøsteren, men hun er også lillesøsteren. Ihvertfald i Thors og min bevidsthed. Lige nu...

Gud hvor jeg savner min India idag.

Og Bajabajaaaan har bare klaret flytningen så flot. Hun syns den nye lejlighed er en fest. Især fordi fætter Frederik er så meget på besøg. HAN er ihvertfald en fest syns hun. Og det er også en fest at vi har pyntet op til jul. Så der nu hænger engle og nisser og hjerter overalt. Mest engle. Engle er noget særligt her i familien. Så dem er der mange af.

Gud hvor jeg glæder mig til jul.

Kalendergavetid

Glædelig 1. december... Så er det kalendergavetid. Her i familien giver Thor Raja, mig og India hver tredje dag. Jeg giver Thor, Raja og India hver tredje dag. Og så giver mormor os på skift... Så der er gaveorgie hver morgen... De dage hvor vi altså ikke har snydt og åbnet dem om aftenen før.

Idag fik vi alle tre hjemmestrikkede vanter af mormor. De var så fede. India fik en grim(undskyld mor) julebuk, som Raja fik mollestreret i løbet af nul komma fem. Mine vanter er lilla, Thors er blå og Rajas er en af hver farve.

Af mig fik Raja et par velour-smækbukser nede fra retro-pusheren. Og India fik det fineste lille juletræ af Thor.

Og så gik flytningen godt. Skal nok skrive mere om det... Og bare rolig, jeg skal nok lade værre med at udpensle detaljer om kalendergaver hver dag i december her på bloggen.

Tsk tsk tsk...

Ja så fik vi sgu nøglen alligevel og flytter imorgen!

Ja, efter en masse diskussion og frem og tilbage fik vi en undskyldning og har lige fået nøglen her til aften.

I formiddags da vi troede viceværten kom med nøglen, kom han for at sige vi ikke kunne overtage den. Vi havde pakket ALT, så vi var bare så gale. En bæbs på ½ år og 40 flyttekasser i en uge er bare ikke sagen. Så jeg stod bare med tåre i øjnene og sagde "nej nej nej". Endnu engang kom det bag på mig hvor skrøbelig jeg er blevet. JEg piver over det mindste, efter India er død. Og pressede situationer er bare svære at håndtere for mig.

Imorgen går det løs. Håber jeg får lidt søvn i nat. Ellers har vi haft besøg af moster Dorthe hele dagen, og Raja har vekslet mellem at syntes hun var en fest, og til at være stiktosset over hendes tilstedeværelse. Hun er et sjåut barn.

Igår var der en fotagraf og tage billeder til Femina... De er blevet mægtig gode. Her er et af dem.

Ikke alligevel - hrmpf...

De er ikke færdige med lejligheden. Så vi har med en dags varsel fået af vide vi ikke kan flytte før om tidligst en uge. Grrrr...
Øv øv øv. Surt, men så kan vi se det sidste afsnit af forbrydelsen, og lære Raja at sove igennem inden flytningen...(nogen der sagde naiv?)