Min retro-pusher havde en stand hvor jeg støvsugede, så alle vi kender med børn får retrotøj.
Jeg ender jo altid med at falde i snak med folk sådanne steder. Og Thor veklsler vist mellem at syntes at jeg er "sej at jeg tør tale med alt og alle" til at jeg er sån lidt pinlig at have med i byen... Jeg ender rigtig tit med at fortælle om India. Ved ikke hvorfor, men nok fordi at det definerer mig forbandet meget som menneske og mor, at mit ene barn er dødt.
Jeg kan godt lide at jeg tør fortælle om hende. Men jeg får også mange sårende bemærkninger og holdninger at høre fordi jeg fortæller om hende til fremmede såvel som gamle kendinge. Hvorfor folk har en mening om en så ekstrem situation som døde børn, begriber jeg ikke. Men ikke desto mindre, har mange en mening om hvad der er slemmest, hvorfor, hvordan man bør gøre osv. Kommentarer som "det havde været værre hvis hun var blevet et par måneder". "Så var det godt i fik Raja istedet for". "Godt i er unge og kan få mange børn" osv. er noget jeg ofte støder på.
Men disse kommentarer giver jo ingen mening. Indias død kan ikke gradbøjes! Hun er død og det er intet mindre en tragedie. Det der er godt ved alt det her, er at hun var her. Vi nåede at få hende.
Forleden mødte jeg en der mente at der måtte have været en mening med at India døde. Hun havde måske haft et frygteligt liv. Det er jeg helt sikker på hun ikke havde fået. Hun havde haft det dejligste liv her sammen med Thor, Raja og mig(og en masse andre gode mennesker). Taget lige fra "en moder" af HC. Andersen.
Det er altså ikke godt at hun døde tidligt. Jeg ville give alt for at bare få en time med hende i live. Høre hendes gråd, klynken, lyde. Se hendes øjne og mærke hendes lille hjerte og vejrtrækning.
Jeg kommer forhåbentlig forhåbentlig forhåbentlig aldrig til at miste et barn der har levet udenfor min mave. Så jeg kommer forhåbentlig forhåbentlig forhåbentlig aldrig til at kunne lave en meningsfuld sammenligning mellem de to tab. Men jeg kan sige at jeg simpelthen ikke kan forestille mig det værre. Jeg kan ikke forestille mig en større smerte end den jeg føler ved savnet af India. Og selvom man måtte mene det er værre hvis barnet har levet, så fortæl mig det ikke. For det hjælper mig ikke. Tværimod gør det mig ondt.
Vi har altså ikke fået Raja istedet! Raja er sin helt helt egen(det vil dem der har mødt hende ihvertfald ikke være i tvivl om:) Vi har ikke fået Raja istedet. Vi har fået Raja også.
Og ja vi er unge, men selvom vi får 100 børn(det er jeg engang kommet til at sige til nogen at vi skulle... Tsk tsk) så vil India aldrig mangle mindre af den grund. Hun var sin egen. Hun kan ikke erstattes af nogen.
Men på en eller anden måde så praller disse kommentarer af på mig når de kommer fra fremmede. De kendte ikke India, så det er klart at de ikke forstår. Men dem der har set hende, kender hende og hendes historie håber jeg forstår. Forstår at India er vores lille menneskebarn der kom til verden den dag i juni. Var hos os alt for kort, men var her og altid vil være hos os på den måde hun nu kan selvom hun er død. Og det kunne ikke være værre end det er at hun ikke er her. Eller jo måske...
Ligegyldig hvor mange børn vi får vil der altid mangle India. Lige gyldig hvad, så bliver jeg aldrig ligeså hel og lykkelig som hvis India var her hos mig. Men jeg er lykkeligere end hvis hun aldrig havde været her.
Se lige hvor skøn hun var...
4 kommentarer:
Ja, hun var godt nok skøn! Hvor må det have været helt fantastisk at have set, rørt og mærket hende i virkeligheden.
Godt hun var her!!!
Jeg kan heller ikke forstå, at folk mener det er værre at miste en der har levet udenfor mors mave. Nu levede min Laurits jo, og det er sgu da ikke noget jeg er ked af. Det er ikke lige det, der får tårerne frem. Og jeg ville også gerne bare have haft en time mere, åbne øje, klynk og alt det der og MEGET mere. Han levede i 38 timer og det var ikke nok. Men det var heller ikke det, som gjorde det hele slemt, det var døden. Jeg giver dig helt ret i, at døden ikke kan gradbøjes. Det kan forældrekærligheden heller ikke, tror jeg. De behøver ikke at åbne øjnene før man elsker dem, de små puslinger.
Heidi
Du kender mig, jeg kender dig ikke, men du er et af de mennesker jeg ikke kender som har gjort det største indtryk på mig - ever!
Jeg læser med her på bloggen, jeg har "lært dig at kende" gennem netbaby juni 06 - hvor jeg d 11 juni fødte Villads - en lille vildbas!
Du har givet mig indsigt i det mest tragiske der kan overgå, at miste vores børn, jeg tror heller ikk på det kan gradbøjes, jeg har ikke mistet, men India er ligeså meget India om hun var her i 1 min, 3 dage eller 4 år. Det er der ingen der kan tage fra jer.
Ved mødet med jeres frygtelige tab og oplevelse, blev jeg bekendt med jeg faktisk havde berøringsangt med netop den sorg af miste et barn.
Jeg kender et par det mistede deres barn (hun er nr 3 i en søskedeflok på 4) for 14 år siden. Kamilla som hun hedder, døde i sin mors mave får dage før termin, min veninde fødte hende, de fik taget billeder af hende, hånd og fodtryk. Billedet af hende står den dag idag i deres soveværlse.
Jeg kunne desværre ikke finde ud af at snakke med hende om det dengang, jeg var en 18 årig pige, som kom og bare håbede mine øjne og buket på gravstedet sagde alt. Jeg var deres barnepige for de "store" drenge på 2½ og 4 år. Jeg husker bare stadig det billede af mig selv sidde der og lege lego med drengene, mens jeg bare lyst til at sige noget ude at ane hvad det skulle være. Jeg havde tager min mor med, der heldigvis turde snakke med hende.
Jeg skal besøge mine forældre her til jul sammen med min mand og 2 drenge - vi skal også besøge den før omtalte familie og jeg er ikk et sekund i tvivl om hvad jeg skal snakke med min "veninde" om!
Igår var vi til komsammen,hos nogle venner, her kom jeg til at snakke med en højgravid skøn kvinde, det fik nævnt i samtalen at da vi mistede.. Vi talte færdig om det vi var igang med - men jeg vendte tilbage og spurgte om hun havde lyst til at fortælle mig om den datter de havde mistet 10 min efter hun var født.. Hun fortalte deres historie, om deres sorg, angst, omverdens reaktion-kommentarer, det at blive mor igen, det at skulle være igen igen, det sorgen havde gjort ved deres liv.. Det var en gave at hører hendes historie, at turde spørge, lytte og kigge hendes i øjene!
Tak Line fordi du tør fortælle din/jeres livshistorie og bliver ved. Tak fordi du lærte mig en masse. Du er en fantastisk mor for dit smukke englebarn, din bandit af en Raja en rigtig 2'er der laver en masse skrubbe-ballade:)
Raja er helt sin egen, en lillesøster med en livshistorie der rummer en masse skønne minder om hendes engle storesøster. I er et enestående par - Tak fordi I tør!
Glædelig december og jul
Karina
At åbne op og fortælle om personlige ting, kan ind imellem give nogen knubs, men min erfaring er at det alligevel er at forestække. Jeg tror på at det gør en forskel – om ikke altid for andre, så i hvert fald for en selv.
Andres meninger om hvad der ville have været værre, er svære at bruge til ret meget. Et dødt barn er slemt nok i sig selv og en smerte der ikke kan gradbøjes. Den er der og vil altid være der og så må udgangspunktet vel være lige der hvor man nu en gang er.
Elisabeth levede i 6 uger. At hun nåede at leve så længe ville jeg da aldrig have været foruden. Smerten ligger i døden. Jeg er dybt ulykkelig over at hun skulle dø – ikke at jeg fik lov at mærke hendes varme lille krop, se hendes øjne, høre hendes gråd. Det ville jeg aldrig have været foruden.
Kære Line (og Thor og Raja og India),
Jeres lille familie gør noget ved mig! Jeg er (også) én af dem, som aldrig har vidst, hvordan jeg skulle forholde mig til, hvis nogen havde mistet et barn. Heldigvis har jeg ikke kendt så mange... Jeg har ikke tiet, men har ind imellem været i tvivl om, om jeg mon spørger for meget.
Line, du har lært mig, at døde børn er lige så vigtige som levende børn - og det giver faktisk rigtig meget mening for mig. Så meget mening, at jeg forleden dag kastede mig ud i en voldsom diskussion med noget (ikke så nær) familie om, om man var mor, når man havde født et dødt barn. Dem jeg diskuterede med mente, at det var man ikke - men tænk, jeg fik forklaret dem, at det ER man! Selvfølgelig er man dét.
Tak fordi jeg får udvidet min horisont - også selvom det ind imellem gør ondt at læse, hvor meget I savner India i jeres liv. Dét tror jeg først man forstår, når man selv er mor - uanset om det er til engle eller bøffer!!!
Knus fra
Sine
Send en kommentar