Lone havde 4 solsikker med. En til os hver. Og hun kommenterede en af billederne af India med; "der er den anden lille putte" eller noget i den stil...Vi er bare så taknemmelige for at så mange gode mennesker omkring os husker India. Omtaler hende, og inddrager hende i samtaler.
Det kan virke mærkeligt at samtaler om vores døde barn, bemærkninger om hende og små ting der minder os om hende, kan gøre os lykkelige. Men det gør det. I aner ikke hvor meget det varmer. Det gør os i stand til at mindes og glædes ved India. Og det gør det muligt for os at have India med i vores evende liv, på en måde så Raja vil lære hende at kende som det mirakel hun var...
Og Raja hun var vild med Lone. Raja lider jo af godt gammeldags seperationsangst på 3. måned. Hun er total morsyg og fremmede skal holde sig væk. Det der med at charmere verden... Nixen bixen, verden skal bare holde sig væk, hun vil bare have sin mor og far uuuuaaaaahhhh... (Og måske mormor og Frederik). Men Lone var en fest. Hun er nu også sådan en varm en. Og Lone blev vist om muligt mere bedstemor-skruk. (Og jeg er tante skruk, Anna & Kristian!!!)
Og hvem hulen kan lide SYLTE?
2 kommentarer:
Kære Line
Ja, det varmer bare så meget, når der er nogen, der hjælper med at holde jeres India tæt på... Lones besøg varmer jo helt herind i Rådhusstræde, hvor jeg ellers sidder og er meget, meget stakkels med min lorteopgaveskrivning (piiiiv) ;-)
Og lillesøster er ufattelig charmerende på de billeder!!
Knus fra Heidi
Nyd at jeres India bliver husket - og fremforalt omtalt - her i hytten hjælper ikke en gang provokationer:( jov, mormorderen husker at købe blomster til barnebarnet - men så er det også dét - og jo, mine venner - eller nogen af dem taler om hende. Pisse hårdt:(
Send en kommentar