En rigtig god ide

Det her gir go mening... Frederikke har sat noget igang (hende med Gustav, Cirkeline og de gode ideer):

Lad os forkæle hinanden. Det gider jeg godt. Idéen er sød. Set hos Pia og andre steder og jeg synes, at du skal være med. Jeg deltager i hvert fald gerne.

1. Jeg lover at sende en fin hjemmelavet gave til de første 3 personer, som skriver en kommentar her, og som vil være med til at sende gaver på vandring.

2. Jeg ved endnu ikke hvad gaven vil være og jeg kan ikke love, at du får den i morgen eller i næste uge, men du får den inden der er gået 365 dage - det lover jeg!

3. Det eneste jeg beder dig om at gøre til gengæld, er, at du selv sender 3 gaver på vandring ved at give det samme løfte på din egen blog.

Er du frisk? Så sæt i gang!

Godt nytår

Det blev den bedste aften og dag.

Vi skulle have holdt en stille og rolig nytårsaften med Anna (Tante Skod) og Kristian, men Anna fødte igår eftermiddags deres lille søn, efter to dage i fødsel. Vi skal møde ham i eftermiddag, og jeg glæder mig så frygteligt til at møde ham, han har været rigtig meget længe ventet!

Vi holdt istedet en stille og rolig nytårsaften, næste alene. Vi dansede, spiste dejlig dejligt mad, skød raketter op til India (og Klemmens og Nor), sammen med deres forældre fra Assistensen. Vi havde fine hatte på, brændte 40 stjernekastere af, drak frugt-drinks og alt muligt andet festligt.

Vi sluttede hos vores genbo på 4. med udsigt over hele Nørrebro. Og med lækre chokolade-pizzaer.

Her til formiddag har vi spist brunch og råhygget.

- Det lyder måske helt normalt og trivielt, men jeg siger jer det var et brag af en fest -

Jeg ønsker...

... at det næste år bliver lige så eventyrligt som 2008. For 2008 har uden sammenligning været mit livs bedste år. Og jeg glæder mig til fremtiden!

Jeg har nu været mor til et levende barn i et helt kalenderår. Og jeg føler jeg får fod på det. Jeg famler ikke længere nær så meget. Og jeg stoler på mig selv, min morhed og min morintuition. Den har endnu ikke fejlet med Raja Lys, som jeg følte den så faltalt gjorde med India.
Jeg stolede i de første mange mange måneder af Rajas liv faktisk slet ikke på at jeg var istand til at holde liv i et barn. Jeg stolede ikke på at jeg kunne læse hende, passe på hende. Jeg havde ikke den nødvendige tillid til Line-moren. Og det gjorde starten på mit liv som mor til en sprællevende bøf meget meget svær. Nok også for Raja og alle andre omkring mig.
Jeg stoler nu på mig selv. På at jeg er nok for Raja. Min kærlighed er nok. Og jeg har hendes ryg - hun ved det og jeg ved det.

2008 blev året hvor jeg vendte næsen mod verden igen, uden at miste fokuset på mig og mine. Men jeg kunne igen titte udaf.
Og min elskede kæreste, han bliver på mærkværdig vis dejligere og dejligere for hvert år der går, jeg undres over hvordan han gør...
Jeg føler at mit liv som det er nu er værd at leve, det er dyrebart at leve det her liv, og jeg ønsker at det skal være sådan her. At vi bare bliver fler og fler er jo bar fedt...

Det har fandme været fedt at være mig i år!

- Og et indlæg om julen kommer når den er kommet lidt mere på afstand -

Min farmor døde i går

Min gamle farmor sov stille ind natten til igår. Hun døde efter en uge i smertehelvede pga et fald. Hun havde ikke været ved bevidsthed i en uge, i to år har hun grædt og var forsvundet fra sig selv og omverdenen. Den følelse jeg har er overvejende lettethed. Jeg føler mig som en kold skid!

Jeg var ikke ret tæt på min farmor. Men jeg har gode minder med hende fra engang. Minderne fra hendes sidste tid er barske. Og jeg kan mærke at sorgen over min farmor ikke i særlig høj grad over hendes død (jeg føler mig som en kold skid). Nærmere er sorgen at se hende lide sådan, forsvinde sådan hen, og se et gammelt gammelt menneske blive så ulykkelig over livet og over sin svaghed.

Det er forunderligt som døden kan føles så forskellig. At denne død mest af alt føles som uundgåelig og som naturens gang, mens en andens død så urimelig og ødelæggende. Alles død er jo definitiv. Og jeg tænker om jeg vil opleve følelserne komme om noget tid, eller om mavefornemmelsen bare vil være at det var okay og lettelsen af fred...

Og igen er jeg forundret over at jeg fandt dødens billede smukt og fredsfyldt. Ikke det mindste skræmmende. Nærmest helt rigtig. De klogeste mennesker jeg har set, er de døde!

Vi skal til begravelse mellem jul og nytår (så Sveriges-turen bliver nok helt eller delvist aflyst). Og jeg er meget spændt på hvordan jeg reagerer på hendes begravelse. Jeg håber at holde fokus, dette skal helst ikke blive en smutvej tilbage i India-sorgen. Det er ikke hende det handler om. Selvom jeg nok ikke kan lade være at skrive på kortet til bårebuketten at hun skal hilse mit India-barn.

Kære farmor, flyv afsted...

Tak er fandme et fattigt ord...

... I denne jul har vi simpelthen mærket så meget kærlighed komme vores vej. Det er helt overvældende. Det er simpelthen så bekræftende at mærke at selvom vi er lidt "out of the game", så er vi alt andet end glemt.

Se den fantastiske julekjole en blomsterdame har syet til Raja.

Og alt det fantastiske svenske pynt hos India, fra både VerdensBedsteLene og en anden blomsterdame. Og Carl og co, og hemmelige nisser!

Vi får små gaver alle steder fra, hilsner og tanker, alle tider, det er fandme alle tiders.

TAK FORDI JER VI KENDER HAR GJORT DENNE JUL TIL DENNE BEDSTE, selvom morenmims ikke er i topform!

Den Lillebitten forskel

Der sker små ændringer.

Min kvalme letter. Så meget at jeg var stensikker på at Lillebitten var gået til i min mave. Det er helt abstrakt for mig at man kan være gravid uden at være dødsyg.

Men gravid er jeg, og igår så Thor og jeg Lillebitten sprælle rundt. En sød gynækolog forbarmede sig over os og lod os hilse på den, selvom vi har fravalgt nakkefoldsskanningen. Den er fandme sød den Lillebitten!

Raja Lys er bare blevet gladere i takt med at jeg er blevet friskere.

Vi juler den, med dejlige mennesker, dejlig mad, dejlig hygge og dejlige kalendergaver. Se bare den her, som er strikket af hende her:

Vi har fået den her:

Som betyder dem hersens stofbleer på Rajas numse:


Små ting der betyder en masse herhjemme. Ikke mindst at det nu går lidt fremad. For det har faktisk været en temmelig strid tid. Vi har for første gang siden vi er blevet forældre, levet på rutinen og sgu ikke haft os selv med. Det er bare ikke godt nok. Heller ikke selvom man er i undtagelsestilstand. Det skal kunne gøres anderledes.

Vi er forpligtet til at nyde livet og vores børn. For ikke alle har livet. Og nogen jeg holder rigtig meget af, har endnu tommere arme, på dem tænker jeg meget ekstra i disse dage. Mens en Lillebitten vokser i min mave og en bøvlebøf forstyrrer min nattesøvn, blot for at få et kram, hvor heldig kan man være.

Det er jul og det er dejligt. Julen bliver ikke kun for os tre. Vi har nemlig også de to andre børn med os. Den ene i maven den anden i hjertet. Og så fyldes huset med gæster, selvom vi havde planlagt det anderledes. Det viste sig at det betød mere for os at holde jul med vores nevø end alene...

Undtagelsestilstand

Jeg tror at det vi har erklæret herhjemme er, undtagelsestilstand. Vi er bare i underskud, og vi får ikke nået, gjort og husket alt det vi burde, og som vi ville ønske vi gjorde.
Jeg er kvalm og træt og forsøger at forsørge min familie (hvilket føles ret godt iøvrigt), Raja ofte små-vinter-syg, og Thor er hårdt spændt for at de skrappe svenskere, og hans status som næsten enlig far...

Det føltes lige somom om vi var på vej ind i kampen igen. Efter Raja var blevet et års tid følte vi overskudet vælte tilbage. Alle de små ekstra ting for hinanden og for andre der gør så godt blev gjort, og vi kunne overskue det der lidt mere...

Nu er det altså tilbage i tilstanden af undtagelse. Forskellen på denne og de andre gange er at den ikke er præget af sorg og frustration. Vel er vi trætte, underskudsagtige og dårlige til at huske alle de der ting man skal huske. Men vi har det fremrygende fantastisk imens. Jeg nyder at se "det lille hus på prærien" med Raja, vi nyder at spise leverpostejsmader til aftensmad. Og vi nyder at vi til sommer bliver en til.
Så selvom vi er underdrejet og småsyge, så flasker livet sig for os, og for det er jeg meget meget tilfreds. Det er alligevel en stor og heldig bedrift at være en lykkelig familie.