Tredje gang

Det er nu tredje gang, tredje år, jeg gør mange ting i forhold til India. Det har været tredje jul uden hende, med hende. Snart er det tredje fødselsdag, tredje sommer, og endnu mere snart tredje forår.

Vi har skabt traditioner, relationer og sikkerhed i vores forhold til vores første elskede barn. Snart en af tre.

Det giver mig ro, glæde, lykke og forelskelse at hun er inddraget i mange af vores mærkedage, højtider og i det hele taget i vores liv...

Jeg har ind imellem spekuleret på om jeg har vænnet mig til at sådan er det med India. Hun er stendød, og hun for dødsting, og er i dødsting...

I sidste weekend var det fastelavn. Tredje fastelavn som mor. Til et dødt barn.

India har hvert år fået et fastelavnsris. I år fik Raja Lys et og hendes to venner Carl og Carlo fik et. Og jeg havde lavet et (uden rosiner og figenstang) til India.

Jeg har altid elsket at pusle om hendes lille plet på jorden. Gøre det påske i påsken, jul i julen, og lysende i mørkets tid.

I år kunne jeg ikke sætte fastelvnsriset hos hende. Jeg kunne ikke. Det var for svært i år. Jeg fik hendes far til det.

Og jeg tænker at det er et skridt tilbage. Og alligevel så tænker jeg at det er meget godt. JEg er ikke så skingrende vanvittig som nogle har tænkt jeg var. Jeg fandt ikke i år glæde, lykke og forelskelse ved at stille et fastelavnsris og en kattekrone på min datters gravsted. For det er nemtlig helt forkert at det skal stå der.

Glæden, lykken og forelskelsen er i at Raja Lys slog far i hovedet med hendes fastelavnsris og råbte "BOLLER NU" ind i hovedet på ham, mens lillebitten havde hikke i min mave.

Det er forkert at India er død. Det er dødforkert. Det er skide sørgeligt og pisse langt ude. Og det følte jeg helt ned i min mave den dag i februar, hvor kujonmoren sendte sin mand over til sin døde datter, for der var for dejligt under dynen, og jeg kunne ikke rumme den del af min virkelighed.

Nogle dage er det for svært at det endte her.

Andre dage er der minder og kærlighed nok i billedet til et helt liv...

Sygdom

Raja er syg. For første gang siden oktober, så egentlig er vi sluppet billigt gennem denne vinter., som jo også er hendes første vuggestuevinter. Men hun er rigtig meget syg denne gang, og vi har ikke oplevet hende så ked før. Hun har mellemøresbetændelse. Og har haft omkring 39-40 i feber siden mandag.
Det var først igår hun fik penicillin, da lægen ikke havde kunnet se mellemøresbetændelsen før.
Stakkels lille Raja Lys...

Og I tror sikkert ikke på mig... Men den mest hårdtslående grund til at vi tog til vagtlægen i går aftes, var fordi at jeg bare havde det på fornemmelsen at det var hendes øre... Ikke kun på baggrund af at hun var ked og virkede som om hun havde ondt. Men mens hun var allermest ked fik jeg selv trykken for øret... Som gik væk igen med det samme efter vi havde været ved vagtlægen...
Jeg siger jer Raja Lys & mor er i nærmest symbiose... Og jeg gider ikke engang at være pinlig over det!

Man kan ikke kramme India

Rajas sprog er eksploderet. Hun kan gøre næsten alt hun vil, klart. Hun taler i lange komplicerede sætninger. Der er stensikkert en hel masse der kun er forståeligt for Thor og jeg, men ikke desto mindre så er det simpelthen et rent eventyr at få del i hvad der foregår i Raja Lys' lille smukke hoved.
En ny verden åbner sig, hun fortæller, forklarer, spørger og giver udtryk på en fantastisk ny måde.
Det forpligter selvfølgelig også en hel del. Når Raja kan fortælle at hun vil ned og gynge i gården, hellere vil have æg end leverpostej, eller at det er både mor og far der skal putte hende. Vores lille tyttebøf kan tale.

Raja er en kærlig pige. Hun krammer mere end sin mor (hvilket ikke siger så lidt!). Og igår formiddags sagde hun til Thor "men man kan ikke kramme India"... Og jeg græd.

Jeg er bange, men vi har været på en fantastisk kælketur...

Idag var vi ude og kælke. Eller jeg drak varm saft og kiggede på. Og det slog mig at det kun var fædrene der kælkede med børnene. Og jeg var lige ved at give dem baghjul i bar trods, men turde sgu ikke engang en lille bitte tur.
Jeg er blevet en forsigtigper. Især efter sidste skanning for et par uger siden...

Vi var til skanning i 20. uge, for to uger siden. Egentlig havde vi besluttet at vælge gennemskanningen fra. Ligesom vi har valgt nakkefoldsskanningen fra.
Jeg ved dette kan skære i nogens øre (og øjne), men for os var det det rigtige. Vi tager det barn der kommer til os. I vores hjerter er det her allerede.
Og vores barn i min mave skal have fred, ro og go karma at vokse på. Og da vi ved at enhver form for krummelure-mistanke vil kunne gøre os rigtig bekymrede = skabe rigtig dårligt mave-miljø... Ja så valgte vi ikke at blive fortalt noget. Babyen er lige der. Vi tror på at den er rask. Eller ihvertfald tror vi på at den er lige som den skal være, fordi den er lige præcis den...

Men da jeg jo har blødt ville vi rigtig gerne have et kig derind alligevel. Især et lille kig på livmoderhalsen og moderkagen (der sad forbandet godt fast med både India og Raja)...
Der var både gode og dårlige nyheder. De gode var at de kunne give os en forklaring på min blødning. En blodindsamling i moderkagen.
Den dårlige nyhed er at min moderkage er ret eksotisk. Ligner en lang medisterpølse, og ligger nede foran livmoderåbningen. Jeg skal skannes jævnligt resten af graviditeten, for at holde øje med moderkagen og med at barnet vokser. Jeg er taknemmelig over at der bliver holdt øje med mig. At der bliver passet på mit barn, og vi vælger selvfølgelig ikke disse skanninger fra, da der er en grund til dem.
Men jeg er bange. Jeg er bange for hvad jeg skal få af vide ved næste skanning. Jeg er bange for at barnet ikke vokser så den skal ud før tid. Jeg er i splitsekunder bange for at miste barnet i maven. Og det er en følelse jeg ikke har følt før...
Jeg var aldrig bange for at Raja skulle dø i min mave... Men denne graviditet har udviklet sit ret angsfremkaldende syntes jeg. Og jeg er bange.

Det er ret grænseoverskridende for mig at sætte ord på min frygt. For jeg føler at jeg skylder barnet i maven at have den stærkeste tiltro til den. Det har jeg også, mit lille barn. Jeg tror, håber og ønsker, men jeg frygter også lidt...

Idag har vi kærestet i 9 år

Thor & Line...

Vi syns dog det er lidt corny at skulle fejre noget som helst romantisk idag. Priserne på alt er fordoblet, og travlheden i byen ligeså...

Men Thor fik nu alligevel et par strikkede kæmpe lange sokker...

Tillykke til os. 9 år er temmelig ret meget. Og jeg er ikke det fjerneste i tvivl om at det også blir til 10, 11, 12... og mange mange mange fler.

Hvem tæller?

Jeg var gravid i 2005, 2006, 2007, 2008 og 2009...

De sidste 3½ år har jeg kun være ugravid eller uammende i 7 måneder...

Jeg syntes det er tid til et billede af hende her...