Man har et standpunkt til man tager et nyt

Skøn tur til Sverige. Og jeg er helt mast. Og det selvom der var et sæt varme ekstra arme med. Mine to trolde var lidt hektiske i den svenske skov. Og jeg er helt mast.

Og helt særligt var det, at jeg tænkte tilbage til den dag sidste år hvor jeg pissede på en pind på vej hjem fra Sverige. Og der var en Lillebittebitten på vej...

Vi fik hygget, løbet stærkt og fundet en masse mos og andet skovligt til India. Jeg tror hun blir lidt gladere for mosset end for den der cykel-elastik som Raja Lys har fundet til hende! - Men hvad ved jeg, jeg er jo bar voksen.

http://indiaograja.blogspot.com/2009/09/jeg-syntes-ikke-det-er-hardt-at-have.html

tandem-amning

Tilbage til India

Nogle gange er hun for langt væk. Eller det er hun faktisk hele tiden. Der ville ellers have været plads til hende inde i mega-sengen, men istedet ligger hun helt ovre på den anden side af Jagtvej og er stendød. Det er ligesom den del af India jeg sgu ikke kan gøre så meget ved. Og nogle kloge ville måske nok sige, at vi nu har lært at leve med tabet.

Men nogle gange er hun også for langt væk i tankerne og ikke engang i baghovedet er hun at opdrive. Og det er sådan det må være med to baryler i favnen. Selvfølgelig savner jeg at savne, at have hende nærværende. At græde og tænke over hende. Men for det meste er det bare okay. Men også kun for det meste.
I disse dage er jeg på vej lidt tilbage til India. Jeg har sat lidt ekstra billeder op af hende rundt omkring (de billeder ryger op og ned og rundt og ud og ind herhjemme). Jeg tænder lys for hende hver aften. Og Sibille og jeg lytter til "Little India" når hun bliver "puttet" om aftenen. Hun fylder meget i mine tanker, og jeg græder lidt ind imellem.

Sibilles graviditet var som Indias i årstider, terminer osv. Det kunne have føltes som en dårlig genudsendelse , at gennemleve. For kroppen husker. Dufte og billeder kan bringe mig lige tilbage til en dag i Indias sommer. I efteråret efter hende, da det blev nødvendingt med the og tæppe på kirkegården. Eller Den dag vi opdagede hun var på vej i min mave - for idag præcis 4 år siden. Jeg husker hende med hele min krop. Det er dejligt, og nogle gange benhårdt. Og det er svært at fortrænge kroppens minder.

Jeg har ikke haft rum til at huske på det sidste. Det handler ikke engang om at give hende plads. Der har ikke været noget plads at rutte med. Så enkelt er det. Jeg har armene fulde af levendehed - og jeg er taknemmelig og lykkelig for det.
Alligevel er det kommet snigende - den der India-knude i maven der bar kun kan løsnes ved at være lidt i det. Bare lidt. Bare så meget så jeg kan lidt igen. Og det har jeg så været, lidt...
Idag har vi haft møde med Gartner Sandberg (der også har hjulpet med Klemmens fineste have). Der skal ske noget hos India inden de der skovjordbær æder hele Assistens Kirkegård. Og jeg glæder mig til igen, (helt bogstavligt) at få fingrene lidt i hende der India igen... Det blir godt, ihvertfald for min indre englemor...
På den skøreste måde, kan det at beskæftige mig lidt med min stendøde datter, få mig i ualmindeligt godt humør. Det giver mig overskud, og det gør mig glad. Den lille døde skid...

Det får mig iøvrigt til at tænke på noget. Indias fødselsdag var en kaotisk dag iår. Raja Lys var syg og vi kom hjem fra hospitalet med den skønneste Lillebitten Sibille. Vi hverken kunne rumme India eller havde rum til hende. Det samme galt tiden efter, der var præget af her og nu - der iøvrigt ikke var så fantastisk baby-romantisk...
Lige da India og sorgen over hendes død var ny spøgte udsagnet "at dyrke sorgen". Og det var en hårfin balance ikke at se ud som om man dyrkede den, men samtidig give den rum - og helst på sån en måde at man blev "den gode historie". Jeg tror egentlig at disse forventninger var noget vi både skabte selv, men også oplevede fra vores omgivelser. Vi brugte i tiden efter Indias død hinanden og andre der havde mistet helt vildt meget. Simpelthen fordi der her og der var uendeligt rum til India og til sorgen. Og til både det smukke og det grimme. Og i virkeligheden er det måske bare okay at det grimme fik afløb hvor det ikke gjorde for ondt på vores nære at opleve. På den anden side, så er dele af sorgen altså grim.

Jeg har aldrig haft det skidt eller ambivalent eller mærkeligt med levende børn. Ej heller dem der var født lige omkring India. Tværtimod gav det mig et lille bitte pusterum fra al den der børnedød. De viste mig et glimt af den lykke som India ville have givet (og gav trods alt). Ligesom at deres forældre oplevede India som et glimt af det modsatte vil jeg tro...
Det jeg tror der har været afgørende for at jeg ikke har følt nogle former for stikken i hjertet over andre børns levendehed er, at jeg har fået lov til at tage Indias dødhed med overalt. Og har kunnet give hende al den rum jeg ville, hvorend jeg ville. Og hvor der ikke var plads til hende, har jeg holdt mig rigtig langt fra...
Alle børn har ret til livet. Til et fantastisk liv. Det blev mit motto. Og jeg mener det stadig helt nede fra bunden af min føle-mave...

Da Sibille var 2 måneder blev vi inviteret til 3års fødselsdag hos den skønneste lækreste lille store levende pige - en af Rajas veninder. Og for første gang nogensinde havde jeg svært ved at rumme en levende lykkelig fødselsdag... Jeg tænker ikke at det er fordi jeg er et skidt menneske, eller ikke syntes det var vidunderligt at den lille skønne pige blev 3 år. Men det var følsomt. Og Indias 3års fødselsdag var så uforløst. Og hendes døde væsen var bare gemt væk under lag af søvnløshed, blødende brystvorter, halsbetændelser og kolik. Og jeg græd over at skulle til en sprællevende 3års fødselsdag - fordi jeg savnede min 3 år store India. Men ikke havde grædt en eneste tåre over hende på hendes dag - men kun for hendes søstre og alt hvad de bragte med sig i dagene omkring...
Derfor skal India være med mig. Og have rum (når rummet byder sig). Fordi det er et nøvendigt onde at gå ind i sorgen engang imellem. For ellers tror jeg sgu den sætter sig i alle mulige afskygninger der grundlæggende ikke har en skid med en skid at gøre. Det handler jo bare om det døde barn for helvede...

Så vi tager en lille stund tilbage til India...

Raja går ud af vuggestuen

D. 15. November går Raja Lys ud af vuggestuen. Hun er vanvittig glad for at gå der i øjeblikket, og endnu engang har Thor og jeg måttet tage den beslutning vi mener er bedst for hende, selvom hun måske selv ville have valgt anderledes. Sådan er det vist at være mor og far. Og jeg syntes bestemt ikke at det er blevet nemmere med tiden at tage disse beslutninger på mine børns vegne...
Ofte er der ikke et entydigt svar, men så mange facetter at tage med i sine overvejelser. I dette spørgsmål er udfaldet blevet at Raja Lys fra d. 15. november, skal gå hos den skønneste dejligste dejlige kvinde her i gården... Hun passer sin 1½årige søn hjemme, og snart også Raja. Det blir godt tror jeg.
Sagen er den, at Raja Lys bare er alt alt for ofte syg. Hun er blevet udredt af en børnelæge. Og hun er helt fin og lækker (som om man nogensinde var i tvivl om det). Så den eneste behandling af hendes abstrakt mange sygdomsperioder er at skærme hende fra smitte. Og det er altså det vi må gøre. Med skeen i hånden og alt det der... Både børnelægen og vi er bekymrede for om dette på sigt skal gå ud over hendes generelle udvikling og trivsel.

I kølvandet af sån en beslutning lurer den dårlige samvittighed. Er dette nu også hendes behov, eller blot vores behov for mindre afbrudte nætter. Færre bræk-tøjs-vaske osv. Er prisen for høj for Raja, hun skal forlade det sted der jo altså udgør 1/3 af hendes hverdag? Hun har hendes venner der, har knyttet bånd der, til børn og voksne - og ikke mindst den skønne køkkendame.
Og så er der alle de skift hun pludselig står overfor. For hvis hun ender med at starte i en børnehave her på Nørrebro, og vi så rykker til Dødsur, så går vi fra 0 skift (hendes vuggestue er en integreret institution) til i værste fald 3 skift.
På den anden side er der for mange dårlige dage. Der er alt for mange dage hvor feberen overstiger de 40 og hun sidder der med sine blanke øjne og er så brav. Hele foråret og sommeren har hun enten været syg eller på rebound. Og nu skal det være nok... Godt nok har hun nu været rask i fem uger, hvilket ikke er sket siden februar, men jeg tror desværre kun der skal en lille forbandet møgvirus til, så kører karusellen... Og den håber vi at undgå at blive svimle af denne vinter...

Så imorgen ryger hendes opsigelse til vuggestuen afsted. Og ligeledes en dispensationsansøgning om at hun ikke skal starte i børnehave før hun er 3 år og 3 måneder... For at komme over på den anden side af foråret før hun igen kastes for snotløverne...

Jeg håber så meget, at det er den rigtige beslutning vi har taget...

Bennys Badekar

Rigtig god weekend

TO ÅR

Idag er det to år siden jeg oprettede http://www.indiaograja.blogspot.com/. Jeg anede ikke hvad jeg kastede mig ud i. Og bloggen her skifter ofte funktion i mit liv. Den bliver brugt til afløb i hverdagen. Men i særlig grad giver den afløb for mine tanker og følelser om at være mor til både India, Raja Lys og Sibille (jeg elsker når de tre navne står side om side, det gør de for sjældent).


India fylder i perioder ingenting herhjemme (andre gange fylder hun på sin helt særlige døde og søde måde). Det er bare blevet sådan. At når feberen siger 40, når natteamningerne er mange, når kvalmen bølger, når alting er i højt tempo - jamen så er det bare det øverste i bunken der bliver ekspederet. Det er dem med stemmer der bliver hørt, og dem er der efterhånden mange af herhjemme. Sådan skal det være, og sådan er det - uden at jeg fortryder og uden at jeg føler den mindste dårlige samvittighed over det. Hverken overfor mig selv eller overfor India.
India er død, hun har ikke længere nogen stemme.
Men hun har en stemme gennem mig. Nogle gange skriger hun nærmest til mig. For jeg mærker når hun er pakket for langt væk. Så skriger det i mig, næsten ligeså højt som da mine levende piger havde kolik - lige til mit hjerte.
Og så er bloggen her ofte det sted jeg får mit India-afløb. Den opfordrer og opmunterer mig til hele tiden at sætte ord på min sorg, på mit forældreskab og på mine følelser. Og jeg er faktisk lettet hver gang jeg trykker på "udgiv indlæg". Hver gang sættes et komma i den proces der startede engang...


Jeg fejrer bloggens fødslesdag med at sende den til print. Det skal være til Raja og Sibille, til når de engang gerne vil vide. Hvordan det var at være deres mor da de var helt nye. For lissom hele tiden, kan jeg mærke at mine tanker tager en lidt anderledes form i øjeblikket. Der er langt mellem tårer, og jeg er grundlæggende glad for mit liv. Glad for hvordan det hele har formet sig. Og det er blevet mit nye afsæt...