TO ÅR

Idag er det to år siden jeg oprettede http://www.indiaograja.blogspot.com/. Jeg anede ikke hvad jeg kastede mig ud i. Og bloggen her skifter ofte funktion i mit liv. Den bliver brugt til afløb i hverdagen. Men i særlig grad giver den afløb for mine tanker og følelser om at være mor til både India, Raja Lys og Sibille (jeg elsker når de tre navne står side om side, det gør de for sjældent).


India fylder i perioder ingenting herhjemme (andre gange fylder hun på sin helt særlige døde og søde måde). Det er bare blevet sådan. At når feberen siger 40, når natteamningerne er mange, når kvalmen bølger, når alting er i højt tempo - jamen så er det bare det øverste i bunken der bliver ekspederet. Det er dem med stemmer der bliver hørt, og dem er der efterhånden mange af herhjemme. Sådan skal det være, og sådan er det - uden at jeg fortryder og uden at jeg føler den mindste dårlige samvittighed over det. Hverken overfor mig selv eller overfor India.
India er død, hun har ikke længere nogen stemme.
Men hun har en stemme gennem mig. Nogle gange skriger hun nærmest til mig. For jeg mærker når hun er pakket for langt væk. Så skriger det i mig, næsten ligeså højt som da mine levende piger havde kolik - lige til mit hjerte.
Og så er bloggen her ofte det sted jeg får mit India-afløb. Den opfordrer og opmunterer mig til hele tiden at sætte ord på min sorg, på mit forældreskab og på mine følelser. Og jeg er faktisk lettet hver gang jeg trykker på "udgiv indlæg". Hver gang sættes et komma i den proces der startede engang...


Jeg fejrer bloggens fødslesdag med at sende den til print. Det skal være til Raja og Sibille, til når de engang gerne vil vide. Hvordan det var at være deres mor da de var helt nye. For lissom hele tiden, kan jeg mærke at mine tanker tager en lidt anderledes form i øjeblikket. Der er langt mellem tårer, og jeg er grundlæggende glad for mit liv. Glad for hvordan det hele har formet sig. Og det er blevet mit nye afsæt...