Dagene der går

Sygedage, med bekymret mor og tårnhøj feber. Omar har fået en storesøster. Sibille blir så stor. Afsted til dagpleje.
Og det slår mig. Dagene bare går og går. For os.
Da India døde forstod jeg ikke at Roskilde Festival blev gennemført et par dage efter. Havde de ikke hørt tragedien? Eller at studentervognene kørte (altid vil deres lyd af jublende studenter minde mig om veer i Charlottes bil, med bumstille baby i maven)!? Eller at metroen kørte som igår, under vores hus, hvor alting bare aldrig nogensinde blev som igår!?
Nu går vores dage bare, en efter en. Næsten som igår. Og alligevel sker der så meget. Mens dagen idag, bare slet ikke er som dagen forleden hos nogle andre...

Det skøre liv. Det er bare så relativt. Og mon man nogensinde ligger det fra sig, følelsen af at når der er stilhed, er det før stormen. Når man altså har den erfaring som jeg har?
Og I det næste glimt, så alligevel kun at tro på det bedste. For som en klog kone sagde til mig, så er der ikke noget ved sorger på forskud.

Jeg håber ihvertfald at vi snart glæder os lidt på bagskud. Måske i julen. Glæder os over alt det India var, og bidrog med til vores liv. Inden det blev storm. For der var smuk stilhed før den grimme stilhed.

Se det var også tankespind, på en højhellig mandag formiddag. Hvor halsen snørrer, og lidt feber er på vej. Og min Sibille ligger og sover i slyngevuggen. Og min Raja er i dagpleje med Thor. Og jeg har slet ikke lyst til kaffe idag.

Et nyt kapitel

Idag stoppede Raja i vuggestuen. Hun vidste godt at der skulle siges farvel. Da Thor og hun drog derned klokken 14.
Jeg blev hjemme med lille febersyge Sibille. Raja er efterhånden på toppen igen efter en uges febersyge med tilstødende mellemøresbetændelse.
Hendes yndlingspædagog fik mange kram. De andre børn fik guf. Og de voksne gaver. Og jeg var egentlig lidt glad for at slippe for afslutningen. For jeg ville have været en meget pinlig mor der sad og pev. For netop det sted og de voksne var dem der tog imod Raja, da vi puffede hende lidt ud af reden for halvandet år siden. Og de har spillet en stor rolle i hendes og vores liv.

På mandag skal hun ned til den skønneste "dagplejemor". Og jeg er stensikker på at beslutningen om at tage hende ud er den rigtige. Der er bare for mange baktusser i de institutioner! Og jeg undrer mig faktisk lidt over at der ikke er mere debat om hvordan man kunne forringe baktusseklimaet og ændre smittekutume. Jeg syntes jeg hører rigtig mange fortælle, at deres børn ikke kan tåle at gå i institution.

Jeg tror det næste kapitel blir godt. For os alle fire.

Tankespind om den døde i det levende

En kommentar første til følgende tanker. Kald det tankespind eller ren volapyk. Jeg syntes faktisk at spørgsmålet var så meget på kornet, at det kræver sit helt eget indlæg...

Jeg tror sgu at India i øjeblikket er et lidt åbent sår. Og hun er jo meget mere end sorg. Når jeg giver hende lov til det. Men lige nu er hun sgu bar skide meget kontrasten til den fantastiske levendehed.
Ja, egentlig tror jeg gennemlever den der anden sorg lige nu. Den der mange beskriver som følge af det forløsende barn nummer to(altså den efter den døde).
Sibilles og også Raja Lys levende fantastiskhed sætter fut i Indias dødhed (ja fut var der ihvertfald i hende, så meget at hun nu er helt støv)... Alt det hun ikke bliver, er og aldrig kommer til at vise mig. Jeg kommer aldrig til at opleve hendes smil. Hendes grin. Amme hende. Ikke engang hendes øjne har mødt mine. Så meget nåede hun ikke. Så meget nåede jeg ikke med hende. Jeg ville ønske. Jeg havde fået bare lidt. Lidt mere. Aldrig havde jeg fået nok. Gid. Gid jeg havde nået. Bare lidt mere.

Der er ikke meget tid og rum til at dyrke det der er summen af India. Nemlig alt det smukke. Kærligheden som hun kom med. Og som hun var og som hun fik. Som ikke kan som ikke kan måles i minutter, dage eller øjeblikke.
Når hun ikke dyrkes efter behov, jamen så tror jeg at hun gør ondt i mig. Nej ikke hun. Men det. Altså at hun er død. For de to ting er ikke det samme. Det India gør ved mig. Og det hendes død gør ved mig.

Giver det mening?

Og måske var jeg så vildt opmærksom på at India aldrig måtte blive noget "lort i vores liv" i starten, at jeg har holdt fast i det gode. Nu smuldrer hun mellem mine fingrer, for der er ikke ret meget tid til hende. Og for at gøre noget stendødt til levende nærvær, så skal jeg have overskud. - Og det overskud bruger jeg lige nu på de levende... - Som igen måske ville være rigtig godt tjent med at få del i den døde!
- Se det her er tankespind ;)

Raja Lys 2½

Sidste fredag blev Raja Lys 2½. Vi fejrede hende med lagkage og sang. Og lækker mad og hygge.

2½ år lyder af ingenting, når man føler hun har været her altid. Og når man ser på hende. Og ser hvad hun har drevet det til, at være fuld af lys og liv.
Hun er det sjoveste menneske jeg kender. Hun er den dejligste at hænge ud med. Og hun er bare så meget min. 2½ år og forbandet dejlig.

Hun taler flydende. Og meget. Faktisk hele tiden. Faktisk så meget at jeg ind imellem bliver helt træt i hovedet. Og nogle gange må jeg sukke "Raja Lys, du taler så mine øre falder af", men det skulle jeg aldrig have sagt... "falder dine ører af mor?"... "Hvorfor falder dine ører af mor?"... "Gør det ondt på dine ører mor?"... "Er du et lille marsvin der hedder Pjuske der har ondt i ørene mor?"... "Skal du så på hospitalet mor?", "Så er jeg din dyrepasser der tager dig på hospitalet mor", "Og jeg siger, det er bare okay mor"...
Raja taler nærmest som en femårig. Jeg tror at en af grundende til hun taler så fint er, at hun har været så meget syg og har hørt på os plabre dagen lang. Og at der har været så stor fokus på sproget, fordi hun var klattet i næsten et halvt år.

Det er et par måneder siden hun smed bleen. Hun har stadig en del uheld, men hun bruger ikke ble mere. Hun sover også sjældent til middag. Og har faktisk også bedyret at hun ikke vil bruge sut mere (jeg har dog min tvivl om hun nu også mener det). Disse tre ting er kommer ret pludseligt i forbindelse med at hun blev storesøster. Det kan godt være lidt bekymrende for en bekymret mor. For hun skal jo have lov til at være 2½, selvom hun er 5Xså stor som sin lillesøster.

Raja Lys er virkelig blevet storesøster. Hun er blevet helt utrolig glad for Sibille. I takt med at Sibille er blevet mere opmærksom og underholdende. Sibille er den første hun siger godmorgen til om morgenen og hej til når hun kommer hjem fra vuggestue. "Hej Sibille, jeg vil holde dig". Og så kan de to sidde arm i arm i sofaen længe. Sibille er lige så glad for Raja. Og det er rigtigt hvad en mange-mor sagde til mig da jeg var gravid med Sibille; "man bliver ydmyg af at se sine børn sammen".
Det er fantastisk at opleve den kærlighed (i levende live) som jeg oplever til mine børn. Og det sprænger simpelthen det hele at se dem man elsker, elske hinanden.
Og selvom jeg måske ikke altid tænker det er det smarteste, så definerer jeg tit og ofte mine børn gennem deres relation til hinanden. Jeg er stensikkert ikke den første mor der gør det. Men jeg er meget opmærksom på ikke at komme til at presse dem til at være noget for hinanden der gør dem for meget til dem og jer og ikke den og dig. Selvom det er svært. Nærmest en impuls. At ønske at de elsker hinanden meget og altid. Ikke også at sige Sibille (og/eller India) når man siger Raja.
Mine børn skal have værdi fordi de er lige netop den. Og ikke for deres relation til hinanden. Det har jeg lovet mig selv, dem og nu også jer!

Hvilket fører mig videre til Rajas mange og lange og reflekterende snakke om India ;O). For Raja Lys er altså en tænksom, reflekterende og følsom lille fis. Og hun taler meget om India. Om at hun er død. Og at hun derfor ikke kan tale. Og også er født af Charlotte (vores vidunderskønne jordmoder), men at India ikke skulle ammes, for hun var nemlig død og blev begravet.
Hun har taget mig lidt med bukserne nede. Jeg er slet ikke færdig med at tænke over hvordan jeg bedst muligt servere hendes døde søster for hende. Måske er det bare okay - at jeg må svare med umiddelbarhed. Det er jo med den selvsamme umiddelbarhed hun spørger.
Engang imellem får jeg lyst til at beskytte hende mod India. Jeg har svært ved at hun skal vide. For jeg frygter at hun så også kommer til at føle. Jeg ville ønske jeg ikke behøvede fortælle. Forklare og beskrive. Men istedet kunne præsentere hende for verdens dejligste sprællevende Indiabarn. det er en del af Rajas historie. Det er det altså bar.
Jeg ønsker engang imellem at jeg kan beskytte hende fra sorg og tragedie. Og India er jo en sådan. Så jeg opvejer og nedvejer og finder nok en dag en vej...

Men hun er jo også så utroligt meget andet end sin historie, hende den lille Raja Lys. Hun er en helt særlig lille en, som jeg er utrolig taknemmelig for er min.

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle føle at mine børn kunne drive mig til vanvid. Den slags latterligheder har jeg nok altid tænkt jeg var opløftet over. Men det var jeg ikke.
For Raja Lys er 2 år, på godt og ondt. Og hun kan blive så vanvittig rasende og gal på mig. På Thor og på verden. Og vi skal engang imellem lige tælle til ti, og så huske os selv på; hun er kun 2½, hun skal hjælpes ud af det. Og det er vores ansvar som forældre at hun har en dør ud når det hele brænder sammen i et Raja-melt-down.
Og selvom det lille Lys kan diskutere som en 8årig, kan hun altså ikke konflikthåndtere som en! Hun er stadig totalt afhængig af vores hjælp og kram når det kammer over, og det får hun.

Vi forsøger stadig at holde fast i vores måde. At følge hende, netop hvor hun er. Vi fylder hende op op op, for vi tror at det er den måde hun bedst giver sig ud i verden på en dag.
Og dagene er kommet hvor hun ind imellem går afsted på sine små tykke ben. Hun har været i sommerhus med sin mormor og moster Dorhte, og Gude Frederik. Hun lukker os til tider ude fra hendes stue. Og når vi er i kolonihaven vil hun heller være sammen med naboen, end med os. Hun er en selstændig lille fis. Og jeg føler oprigtigt at vores "projekt" er lykkedes. At lade hende styre tempo og stil. Hun er en sund unge. Og en vidunderskøn unge. Og egentlig tilskriver jeg det ikke vores indsats, men bare at hun er hende...

Hun er vild med café Latte! Pasta. Rytmik. Bedsteforældre. Mostre, tanter, onkler, fastre. Mor og far, Fætter Frederik og hans marsvin. Omar er stadig favoritten. Ladcyklen. Men den hun er mest optaget af er Sibille. Og hun elsker vist stadig sin sut selvom hun påstår hun snart holder op med at bruge den.

Når man bliver 2½ og ens mor og far iøvrigt er blevet økolykkelige medlemmer af en indkøbsforening, så må man gerne får sin første sodavand!

Tillykke mit Lys. Hver dag er jeg glad, fordi du er min. Men mest din egen.

India - november 2009

Min lille tigerunge

Da Raja Lys var lille syntes jeg at den der tigerspringsteori var poppet og plat. Og jeg syntes slet ikke det passede på min lille sure baby-pige. For nu hvor vi har fået Sibille, så husker jeg tilbage og kan godt tænke at hun da var en ualmindelig sur baby. For Sibille er et glad æg. For det meste. Selv da hun havde kolik var hun glad, før klokken 20 om aftenen altså...
Bortset fra når hun tager de såkaldte tigerspring. Så er hun virkelig en lille tigerunge. Og det er hun lige nu. Og jeg ved at det er en fase. Og det hyler mig ikke spor ud af den. Jeg er nemlig i overskud igen. Og det er fantastisk.

Som sagt var Raja en sur lille brokkebøf, som jeg husker det. Men ikke alle husker hende sådan. Og forleden sagde en af mine og Rajas nære, at de faktisk ikke husker hende som så meget en brokkebøf, men som en glad, bestemt lille trold. Og på billederne af hende som baby ser jeg nu også noget andet end den sure baby. Måske var Raja slet ikke en lille sur brokkebøf. Men måske var hendes mor blind for smil og glæde? For da Raja Lys var så gammel som min Sibille er nu, da var det kun 14 måneder siden at min India var død.
Og jeg tænker om minderne om Rajas babyliv er forplumret af sorgen over Indias død. Om jeg måske slet ikke var så god til at jonglere med de utroligt modsatrettede følelser der var i mit liv I Rajas første tid!?
Jeg kan ikke bruge til noget at slå mig selv oveni hovedet over det der var dengang. Dog blot konstatere at mine børns identitet sgu er ret defineret af den fortælling jeg skaber om dem. Om jeg vælger at se dem som glade trolde, eller som glade æg. Eller som springende tigerunger eller som sure brokkebabyer. Og netop derfor giver den poppede "vidunderlige uger" mig lidt godt nu. Sibille er ikke skide sur og tvær. Hun er bare ved at lære nye færdigheder og syntes det er ret træls hun ikke kan kravle frem endnu. Tilgengæld kan hun nu tage et stykke legetøj fra hånd til hånd og ind i munden. - Åh favre nye verden.

Det jeg måske nok ville sige er, at få lille baby-Sibille sætter gang i tankerne og følelerne fra sidst. Og fra først. Og jeg kan mærke hvor meget jeg har rykket mig. Og det er dejligt. Og lidt vemodigt. For jeg har sagt farvel til at have India og sorgen helt helt tæt på. Nu er jeg kun tilbage i sorgen i glimt.
Tiden læger ikke alle sår (sorger). Men jeg er ikke længere i sorg. Men bærer på en sorg. Og der er koloenorm forskel på de to ting. Og det er bare okay.

Det er da skørt

Jeg undres over hvordan mine børns indre ur har stillet sig om til vintertid, mens jeg føler det somom jeg har jetlag på grund af en enkelt lille bitte time.
Raja har gjort det hvert år, det er da skummelt. Hun omstiller sig bare til den nye tid, somom det var det mest naturlige i verden. Sover bare en time ekstra, så klokken syv igen er klokken syv. Sibille gjorde det samme i nat. Det er da skørt!?