torsdag den 25. februar 2010
mandag den 15. februar 2010
Og vinderen er
Raja ville være en løve-prinsesse til fastelavn (egentlig ville hun være kylling og jeg skulle være bamse, men det gad jeg altså ikke, jeg var kedeligmoren og så ville hun bare være en løveprinsesse). Vi kunne ik rigtigt overskue syeri af dragter osv. Heldigt var det, at Raja selv opfandt at man tager; en løvedragt og en prinsessekjole udover - og så er man en løveprinsesse. Og for originaliteten vandt hun for bedste udklædning. Og det blev Raja Lys' første tilfælde af pave-stolthed...
Og her ses hendes første rasle-tur. Hun sang "boller op". Fik penge og slik. Og samlede ind til Gran Canaria. Var der egentlig ikke engang vi havde nul-sukkerpolitik i familien Svendsen?
Flere skridt frem
Hvor kom jeg egentlig fra? ...
Sagen er den at begge piger har astma. Det er en ond spiral af søvnløse hostende, pivende, rallende nætter = mere udsatte overfor nye infektioner, virus osv.
Raja er nu så godt medicineret at hun har fine lunger. Hoster lidt i forbindelse med forkølelse, men er ellers i topform lige nu. Det er FANTASTISK at få vores glade Lys tilbage! Hun får sin nattesøvn, så hun er glad. Ikke (nær) så mange flip med... Bum bum; hys Raja og konflikter hvor man klør sig selv i håret bagefter og tænker; hva fanden skete der lige der!?
Sibille derimod er virkelig hårdt ramt af astma lige nu. Men nu er hun også på medicin i rå mængder. Gud hvor jeg har lært at elske medicin (og os der engang bævrede ved tanken om kemi i vores små børns kroppe og fravalgte både panodil og vaccinationer). Alt vil jeg gøre for at mine piger får det bedre! Også tvinge en maske med binyrebakhormonspray over hovedet på dem 4 gange i døgnet. Måske er der noget med det der hård hud på hjertet, for jeg bliver ikke drønked længere hver gang. Jeg tager nu ansvaret, med hele mig. Jeg viser både mig selv, mine børn og alle andre at; det her er det rigtige at gøre! - Hvor brutalt det end må virke lige nu... Jeg ved hvad der er bedst og tager ansvaret for det langsigtede.
Sidste mandag fik Sibille lagt dræn i ørene. Ikke nogen rar oplevelse at se sit barn vågne fra narkose med primalskrig. Men nøj hvor det gjorde Sibillebarnet godt. Igen, vi tager det på os... Vi betaler med samvittigheden, de med kroppen. Det store regnestykke giver plus. Det er jeg stensikker på...
Der er mange ting på en gang. Meget vi jonglerer med her i familien Svendsen. Og når det hele ser mest sort ud, og jeg rammer bunden. Så kommer der skub i tingene og jeg ser lidt frem igen.
Jeg har været på mange mange mange mange (for) mange cykel-sommmerferier i mit (barndomsliv). Og noget jeg husker allerbedst er duften af dansk sommer, mens jeg knokler op af en eller anden bakke. En bakke der i en 8årigs ben mærkes som det kæmpeste bjerg. Og lige som jeg næsten ikke kan mere, så mærker jeg min fars eller stedfars blide hånd på min ryg. De skubber mig forsigtigt op ad. Næsten så jeg tror jeg selv klarer skærene. Og alligevel mærker jeg den dybeste form af kærlighed og opbakning, som gør at ferien er god selvom det pisser ned og jeg kaster op over Hammershus. Jeg kan mærke det og husker det hele, som det klareste minde. Fordi det for mig var indbegrebet af en forælders hårfine fornemmelse for mit behov for dem, på den helt rigtige måde.
Og lige netop den fornemmelse har jeg haft de sidste par uger... Fornemmelsen af at mange forsigtigt skubber mig i ryggen, uden at presse. Uden at jeg ikke kan følge med. Bare lader mig vide at jeg ikke er alene i alt det her, selvom det føles sådan - og selvom det dybest set kun er Thor og jeg der kan tage de store numre i det her cirkus, så er det uvurderligt at vide at vi ikke er helt alene...
En kurv fuld af gaver står i vores midlertidige udlånte hus. En gave til hver dag indtil 6. marts hvor vi skal holde jul reloaded, fordi nogen ved jeg elsker jul og inderst inde er totalt nisseuforløst pga årest juleaflysning.
En ferie er blevet foræret så vi får varmen tilbage, på flere niveauer måske. Vi bliver krammet og ringet til. Har fået blomster. Tanker. Mange tager Raja med på tur og giver hende oplevelser så vi får en glad, træt og opfyldt Raja Lys hjem.
Det bliver anerkendt at vi er på nødblus.
Hold kæft hvor er der mobiliseret meget go karma vores vej. Det kan sgu da ikke gå galt så!?
India er jo død. Så der er sgu en flybillet i overskud. Den får moster Birla. Så er vi et sæt ekstra arme... Der skal indhentes søvn, hygges og der skal slet ikke vaskes tøj før vi er hjemme igen!
Vi glæder os fandme til bedre vejr(trækning). Hold kæft hvor vi glæder os!
Børnelægen opfordrede os til at søge om kompensation iforhold til både udgifter i forbindelse med deres sygdomme. Men orienterede os også om muligheden for at få noget kompensation for "tabt arbejdsfortjeneste". Og syntes det ville være en rigtig god ide for os at søge.
Det er et fuldtidsarbejde for to at være vores børns forældre lige nu. Og det gjorde mig så bund lettet at hun anerkendte og gennemskuede hvor nedkørte vi egentlig er. Vi tyggede lidt på det begge to. Og er ret nemt kommet frem til at det har været for hårdt. Og nu trækker vi nok stikket til det pulserende studieliv og søger om fri til at være... i det som vi er i lige nu... Med alt hvad vi har været igennem skal det ikke være en gang snot, host, astma og pestvinter der tager pippet fra os!
Hvor fed en læge er man ikke lige når man tager hånd om familien som helhed! Respekt! Det føltes også lidt som lidt skubben op af bakken...
Når vi kommer hjem går der nok ikke længe inden vi rykker hjem på Nørrebro. Alle vores forestillinger om at bo i Dødsur er blevet bekræftet. Både alle fordelene og alle ulemperne. Hvad vi på lang sigt skal er uvist. Først og fremmest skal vi hjem. Derfra tager vi det som det kommer. Vi skal have ro, renlighed og en tid hvor vi tager os af de vilkår der nu engang er vores lige nu.
Året 2010 bliver året hvor jeg afvikler forestillingen om; den perfekte mor, det perfekte børneliv, det perfekte familieliv, at charterferier er for de andre.
Og sidst men ikke mindst; at man kan handle sig ud af det hele. - Nu er det med at være i det. Jeg øver mig i at rumme det...
Sagen er den at begge piger har astma. Det er en ond spiral af søvnløse hostende, pivende, rallende nætter = mere udsatte overfor nye infektioner, virus osv.
Raja er nu så godt medicineret at hun har fine lunger. Hoster lidt i forbindelse med forkølelse, men er ellers i topform lige nu. Det er FANTASTISK at få vores glade Lys tilbage! Hun får sin nattesøvn, så hun er glad. Ikke (nær) så mange flip med... Bum bum; hys Raja og konflikter hvor man klør sig selv i håret bagefter og tænker; hva fanden skete der lige der!?
Sibille derimod er virkelig hårdt ramt af astma lige nu. Men nu er hun også på medicin i rå mængder. Gud hvor jeg har lært at elske medicin (og os der engang bævrede ved tanken om kemi i vores små børns kroppe og fravalgte både panodil og vaccinationer). Alt vil jeg gøre for at mine piger får det bedre! Også tvinge en maske med binyrebakhormonspray over hovedet på dem 4 gange i døgnet. Måske er der noget med det der hård hud på hjertet, for jeg bliver ikke drønked længere hver gang. Jeg tager nu ansvaret, med hele mig. Jeg viser både mig selv, mine børn og alle andre at; det her er det rigtige at gøre! - Hvor brutalt det end må virke lige nu... Jeg ved hvad der er bedst og tager ansvaret for det langsigtede.
Sidste mandag fik Sibille lagt dræn i ørene. Ikke nogen rar oplevelse at se sit barn vågne fra narkose med primalskrig. Men nøj hvor det gjorde Sibillebarnet godt. Igen, vi tager det på os... Vi betaler med samvittigheden, de med kroppen. Det store regnestykke giver plus. Det er jeg stensikker på...
Der er mange ting på en gang. Meget vi jonglerer med her i familien Svendsen. Og når det hele ser mest sort ud, og jeg rammer bunden. Så kommer der skub i tingene og jeg ser lidt frem igen.
Jeg har været på mange mange mange mange (for) mange cykel-sommmerferier i mit (barndomsliv). Og noget jeg husker allerbedst er duften af dansk sommer, mens jeg knokler op af en eller anden bakke. En bakke der i en 8årigs ben mærkes som det kæmpeste bjerg. Og lige som jeg næsten ikke kan mere, så mærker jeg min fars eller stedfars blide hånd på min ryg. De skubber mig forsigtigt op ad. Næsten så jeg tror jeg selv klarer skærene. Og alligevel mærker jeg den dybeste form af kærlighed og opbakning, som gør at ferien er god selvom det pisser ned og jeg kaster op over Hammershus. Jeg kan mærke det og husker det hele, som det klareste minde. Fordi det for mig var indbegrebet af en forælders hårfine fornemmelse for mit behov for dem, på den helt rigtige måde.
Og lige netop den fornemmelse har jeg haft de sidste par uger... Fornemmelsen af at mange forsigtigt skubber mig i ryggen, uden at presse. Uden at jeg ikke kan følge med. Bare lader mig vide at jeg ikke er alene i alt det her, selvom det føles sådan - og selvom det dybest set kun er Thor og jeg der kan tage de store numre i det her cirkus, så er det uvurderligt at vide at vi ikke er helt alene...
En kurv fuld af gaver står i vores midlertidige udlånte hus. En gave til hver dag indtil 6. marts hvor vi skal holde jul reloaded, fordi nogen ved jeg elsker jul og inderst inde er totalt nisseuforløst pga årest juleaflysning.
En ferie er blevet foræret så vi får varmen tilbage, på flere niveauer måske. Vi bliver krammet og ringet til. Har fået blomster. Tanker. Mange tager Raja med på tur og giver hende oplevelser så vi får en glad, træt og opfyldt Raja Lys hjem.
Det bliver anerkendt at vi er på nødblus.
Hold kæft hvor er der mobiliseret meget go karma vores vej. Det kan sgu da ikke gå galt så!?
India er jo død. Så der er sgu en flybillet i overskud. Den får moster Birla. Så er vi et sæt ekstra arme... Der skal indhentes søvn, hygges og der skal slet ikke vaskes tøj før vi er hjemme igen!
Vi glæder os fandme til bedre vejr(trækning). Hold kæft hvor vi glæder os!
Børnelægen opfordrede os til at søge om kompensation iforhold til både udgifter i forbindelse med deres sygdomme. Men orienterede os også om muligheden for at få noget kompensation for "tabt arbejdsfortjeneste". Og syntes det ville være en rigtig god ide for os at søge.
Det er et fuldtidsarbejde for to at være vores børns forældre lige nu. Og det gjorde mig så bund lettet at hun anerkendte og gennemskuede hvor nedkørte vi egentlig er. Vi tyggede lidt på det begge to. Og er ret nemt kommet frem til at det har været for hårdt. Og nu trækker vi nok stikket til det pulserende studieliv og søger om fri til at være... i det som vi er i lige nu... Med alt hvad vi har været igennem skal det ikke være en gang snot, host, astma og pestvinter der tager pippet fra os!
Hvor fed en læge er man ikke lige når man tager hånd om familien som helhed! Respekt! Det føltes også lidt som lidt skubben op af bakken...
Når vi kommer hjem går der nok ikke længe inden vi rykker hjem på Nørrebro. Alle vores forestillinger om at bo i Dødsur er blevet bekræftet. Både alle fordelene og alle ulemperne. Hvad vi på lang sigt skal er uvist. Først og fremmest skal vi hjem. Derfra tager vi det som det kommer. Vi skal have ro, renlighed og en tid hvor vi tager os af de vilkår der nu engang er vores lige nu.
Året 2010 bliver året hvor jeg afvikler forestillingen om; den perfekte mor, det perfekte børneliv, det perfekte familieliv, at charterferier er for de andre.
Og sidst men ikke mindst; at man kan handle sig ud af det hele. - Nu er det med at være i det. Jeg øver mig i at rumme det...
søndag den 14. februar 2010
To skridt frem, et tilbage...
Jeg havde egentlig forfattet et laaaaangt indlæg. Men så læste jeg det igennem og fandt ud af, at det handlede om hvad hvem fejlede nu, hvordan og hvorledes. Det er sgu bare trist at læse. Og endnu endnu mere trist at det er det jeg skriver. For det er jo det jeg skriver, fordi det er det der fylder. Det er ud i en køre. Det er benhårdt. Og jeg er træt!
Mest er jeg træt af at det her cirkus æder mig op, og jeg er simpelthen ved at blive bitter. Jeg siger og tænker ting som; det er uretfærdigt, hvorfor lige mine børn, hvorfor er vi altid så uheldige, osv. Og jeg tænker mens jeg skriver det: det er simpelthen så ukonstruktivt. Og det er simpelthen ikke sådan jeg gider at tænke. Jeg gider ikke blive bitter!
Mest er jeg træt af at det her cirkus æder mig op, og jeg er simpelthen ved at blive bitter. Jeg siger og tænker ting som; det er uretfærdigt, hvorfor lige mine børn, hvorfor er vi altid så uheldige, osv. Og jeg tænker mens jeg skriver det: det er simpelthen så ukonstruktivt. Og det er simpelthen ikke sådan jeg gider at tænke. Jeg gider ikke blive bitter!
Idag er det fastelavn. Raja er i Kristkirken og slå katten af tønden med bedstefar og Thor. Og jeg ville så gerne have været der. Set hende når bunden faldt ud, se hende som farlig-tiger-prinsesse. Men Sibille er skidt, og jeg har brysterne (som lige i øjeblikket er eneste næringskilde hos Sibillebarnet). Og jeg savner Raja. Og splittelsen mellem mine to børn (skrev jeg to børn) vænner jeg mig nok aldrig til.
Det er stensikkert det hårdeste ved at have to børn så tæt på hinanden. At jeg går glip af nogle ting med Raja, som jeg ikke var gået glip af hvis Sibille først var kommet om nogle år. At Raja stadig er morputtet på en næsten babymåde ind imellem... Heldigves har hun jo verdens dejligste far...
Okay, i sidste uge skrabede jeg sgu lige bunden. Havde svært ved at se frem. Se en bedring engang. Jeg var virkelig modløs. Træt. Og syntes det hele var noget rod. Havde meget svært ved at se fremad. Og kunne slet ikke bære at det her var... livet!
Nu ser jeg igen lidt fremad. Ikke mindst fordi der er skub i tingene! Og ikke mindst fordi jeg lige nu prøver at tænke, sådan her er det... lige nu! Det er ikke sådan her for altid (vel?)...
I næste uge tager vi på ferie. Til de varme lande. Vi får forhåbentlig varmen. Og roen. Og får forhåbentlig en fantastisk ferie. Det er ihvertfald værd at se frem til. Lige hvad jeg har brug for! Noget at se frem til. Måske det bliver braste forventninger, forestillinger og stor skuffelse, fordi en eller flere af børnene bliver syg igen igen igen.
Selvom det er charter-helvede, så skal det fandme nok gøre os godt (hvis vi kommer afsted). Jeg er alligevel total færdig med at være alt for dogmatisk, med mindre det har sine meget gode grunde. Jeg skal dog lige se os på det fly før jeg tror på det! Men shit det blir fantastisk hvis vi kommer afsted...
Der er kommet gang i afrensningerne i lejligheden. Skimmelsvampen og fugtproblemerne er pga en utæthed et sted i badeværelset. Der er sevet vand ind under gulvet i soveværelset og badeværelset og ned i etageadskillelsen mellem os og vores underbo. Jøsses et cirkus. Det er ved at blive fixet. Men skimmelsvamp er noget nasty noget. Og det tager tid.
Når alt er fixet med fugtskade og skimmel, så skal der gøres sirligt rent af to omgange. Luftes ud et par døgn imellem, og alt tøj og nips skal vaskes... Sturt sturt nummer!
Vågen fis... fortsættelse følger!
fredag den 5. februar 2010
TUREN GÅR TIL
Gran Canaria... Fnis. Total charter. Fedt koncept de har fundet på der. Fly, bus og hotel. Intet andet end sin kuffert skal man tænkte på. Nu, 2 (levende) børn rigere gir det der charter vanvittig god mening! Glæder mig.
.JPG)
.JPG)
Alle fire billeder blev iøvrigt afvist. Noget med pixels, og en fotograf fik 100 dask pr. Svendsen for at skyde hhv. 2, 2, 3 og 1 gang.
.JPG)
.JPG)
Alle fire billeder blev iøvrigt afvist. Noget med pixels, og en fotograf fik 100 dask pr. Svendsen for at skyde hhv. 2, 2, 3 og 1 gang. Fuck det, vi skal på charter!
onsdag den 3. februar 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)