Hvor kom jeg egentlig fra? ...
Sagen er den at begge piger har astma. Det er en ond spiral af søvnløse hostende, pivende, rallende nætter = mere udsatte overfor nye infektioner, virus osv.
Raja er nu så godt medicineret at hun har fine lunger. Hoster lidt i forbindelse med forkølelse, men er ellers i topform lige nu. Det er FANTASTISK at få vores glade Lys tilbage! Hun får sin nattesøvn, så hun er glad. Ikke (nær) så mange flip med... Bum bum; hys Raja og konflikter hvor man klør sig selv i håret bagefter og tænker; hva fanden skete der lige der!?
Sibille derimod er virkelig hårdt ramt af astma lige nu. Men nu er hun også på medicin i rå mængder. Gud hvor jeg har lært at elske medicin (og os der engang bævrede ved tanken om kemi i vores små børns kroppe og fravalgte både panodil og vaccinationer). Alt vil jeg gøre for at mine piger får det bedre! Også tvinge en maske med binyrebakhormonspray over hovedet på dem 4 gange i døgnet. Måske er der noget med det der hård hud på hjertet, for jeg bliver ikke drønked længere hver gang. Jeg tager nu ansvaret, med hele mig. Jeg viser både mig selv, mine børn og alle andre at; det her er det rigtige at gøre! - Hvor brutalt det end må virke lige nu... Jeg ved hvad der er bedst og tager ansvaret for det langsigtede.
Sidste mandag fik Sibille lagt dræn i ørene. Ikke nogen rar oplevelse at se sit barn vågne fra narkose med primalskrig. Men nøj hvor det gjorde Sibillebarnet godt. Igen, vi tager det på os... Vi betaler med samvittigheden, de med kroppen. Det store regnestykke giver plus. Det er jeg stensikker på...
Der er mange ting på en gang. Meget vi jonglerer med her i familien Svendsen. Og når det hele ser mest sort ud, og jeg rammer bunden. Så kommer der skub i tingene og jeg ser lidt frem igen.
Jeg har været på mange mange mange mange (for) mange cykel-sommmerferier i mit (barndomsliv). Og noget jeg husker allerbedst er duften af dansk sommer, mens jeg knokler op af en eller anden bakke. En bakke der i en 8årigs ben mærkes som det kæmpeste bjerg. Og lige som jeg næsten ikke kan mere, så mærker jeg min fars eller stedfars blide hånd på min ryg. De skubber mig forsigtigt op ad. Næsten så jeg tror jeg selv klarer skærene. Og alligevel mærker jeg den dybeste form af kærlighed og opbakning, som gør at ferien er god selvom det pisser ned og jeg kaster op over Hammershus. Jeg kan mærke det og husker det hele, som det klareste minde. Fordi det for mig var indbegrebet af en forælders hårfine fornemmelse for mit behov for dem, på den helt rigtige måde.
Og lige netop den fornemmelse har jeg haft de sidste par uger... Fornemmelsen af at mange forsigtigt skubber mig i ryggen, uden at presse. Uden at jeg ikke kan følge med. Bare lader mig vide at jeg ikke er alene i alt det her, selvom det føles sådan - og selvom det dybest set kun er Thor og jeg der kan tage de store numre i det her cirkus, så er det uvurderligt at vide at vi ikke er helt alene...
En kurv fuld af gaver står i vores midlertidige udlånte hus. En gave til hver dag indtil 6. marts hvor vi skal holde jul reloaded, fordi nogen ved jeg elsker jul og inderst inde er totalt nisseuforløst pga årest juleaflysning.
En ferie er blevet foræret så vi får varmen tilbage, på flere niveauer måske. Vi bliver krammet og ringet til. Har fået blomster. Tanker. Mange tager Raja med på tur og giver hende oplevelser så vi får en glad, træt og opfyldt Raja Lys hjem.
Det bliver anerkendt at vi er på nødblus.
Hold kæft hvor er der mobiliseret meget go karma vores vej. Det kan sgu da ikke gå galt så!?
India er jo død. Så der er sgu en flybillet i overskud. Den får moster Birla. Så er vi et sæt ekstra arme... Der skal indhentes søvn, hygges og der skal slet ikke vaskes tøj før vi er hjemme igen!
Vi glæder os fandme til bedre vejr(trækning). Hold kæft hvor vi glæder os!
Børnelægen opfordrede os til at søge om kompensation iforhold til både udgifter i forbindelse med deres sygdomme. Men orienterede os også om muligheden for at få noget kompensation for "tabt arbejdsfortjeneste". Og syntes det ville være en rigtig god ide for os at søge.
Det er et fuldtidsarbejde for to at være vores børns forældre lige nu. Og det gjorde mig så bund lettet at hun anerkendte og gennemskuede hvor nedkørte vi egentlig er. Vi tyggede lidt på det begge to. Og er ret nemt kommet frem til at det har været for hårdt. Og nu trækker vi nok stikket til det pulserende studieliv og søger om fri til at være... i det som vi er i lige nu... Med alt hvad vi har været igennem skal det ikke være en gang snot, host, astma og pestvinter der tager pippet fra os!
Hvor fed en læge er man ikke lige når man tager hånd om familien som helhed! Respekt! Det føltes også lidt som lidt skubben op af bakken...
Når vi kommer hjem går der nok ikke længe inden vi rykker hjem på Nørrebro. Alle vores forestillinger om at bo i Dødsur er blevet bekræftet. Både alle fordelene og alle ulemperne. Hvad vi på lang sigt skal er uvist. Først og fremmest skal vi hjem. Derfra tager vi det som det kommer. Vi skal have ro, renlighed og en tid hvor vi tager os af de vilkår der nu engang er vores lige nu.
Året 2010 bliver året hvor jeg afvikler forestillingen om; den perfekte mor, det perfekte børneliv, det perfekte familieliv, at charterferier er for de andre.
Og sidst men ikke mindst; at man kan handle sig ud af det hele. - Nu er det med at være i det. Jeg øver mig i at rumme det...
4 kommentarer:
du skriver fantastisk malende
det lykkes dig at fremmane errindringen om min far der skubbede mig op af bakken, præcis ligesom din.
Og så lyser styrken og ærligheden ud af dine indlæg. I kommer ud på den anden ende igen, i solskin og med vind i håret.
jeg kender dig ikke IRL, men jeg vil bare skrive jeg tit har tænkt på jer, og har sendt jer mange pakker i tankerne. I har været alt for hårdt ramt på jeres familie, men sikke en rå kærlighed der gennemsyrer dine indlæg.
Totalt genialt at tage en moster med på ferien!
Og I er IKKE alene, nej I er så ej :)
Kære Line, du må ikke blande tingene sammen og tage fejl af hvad der er den perfekte mor for dine børn, og hvad der udadtil er den perfekte mor.
Den perfekte mor for Raja og Sibille og endda også for India er jo netop den mor der kan lade alting ske i eget tempo og under de forudsætninger som nu er stillet op for jeres lille familie.
Den perfekte mor tager ansvar for sine børns sygdom med medicin og tudeture og lange vågne nætter - og for deres liv generelt. Og så er hun træt.
Det er ikke muligt at læse sig til det perfekte liv på nettet i blogsene og i de forskellige fora der gør sig til fortalere for både det ene og det andet - for det kan være at man bare ikke passer ind lige der lige nu. Og så er det ok at bage en færdigkage fra Amo en gang imellem selvom den ikke er økologisk og det selvfølgelig kunne være meget federe med rigtigt hjemmebag, som man lavede fra bunden.
Der er da ikke nogen tvivl om at det kunne være superfedt at tage fri i laaang tid og rejse med ungerne og Thor til mere hemmelige og uberørte steder end Gran Canaria, men når nu I er ramt af alverdens hårdheder i hverdagen er det måske meget fint at der er nogen der har sørget for alt hele vejen derned og hjem igen...?
Det er ikke resten af dit liv at det er sådan her - men lige nu er det hårdt, og det må I bare indrette jer efter. I Dødsur eller på NørreBronx. Det er hip som hap hvis bare I er glade - og hvis SvampeBobs venner altså er flyttet helt ud!
Kæmpekram og god tur til jer alle (vi vil være lidt misundelige på jer for en gangs skyld, for jeg er siker på at det bliver godt med sol og vand og varme).
Haha Line, jeg ka' fadme godt huske dig på cykel ude på amar fra mine forældre, og ind til din far..ja eller det vil sige, jeg fulgte støvskyen foran mig!..Hold da kæft jeg har altid været en spasser på cykel.
Hvor mega'optur fik jeg lige af dit indlæg her? - Rimlig meget.
God ferie, god nydning og knus.
Send en kommentar