For 3 år siden...

... var det dagen før dagen. Hvor lyset så lyset for første gang. Og jeg anede det derude i fremtiden...

Jeg er helt vemodig idag. Over hvad ved jeg ikke. Jeg går rundt om mig selv. Og jeg forstår hvorfor fødselsdage er så vigtige for en mor. Fordi dagen hun kom var min allerstørste (af tre)...

Det føles somom hun altid har været her. Kan næsten ikke genkalde før. Det må jo være fordi hun er havnet det helt rigtige sted. Jeg tænker stadig ofte, hvor vanvittig heldig jeg er at det lige netop var hende der blev min...

Tillykke med din fødselsdag imorgen Raja Lys. Så lille og fin du var, så stor og fin du er...

Tænk at jeg kan rumme det

I går var en helt almindelig Line-dag. Det var endda en dejlig dag. Hvonår mon jeg lærte at navigere i alt det forskellige?

Jeg startede dagen med at trille formiddagstur med Sibille i barnevognen over til India (og ja, jeg er en stolt mor der nu har en baby der kan sove i sin barnevogn. Yep yep!).
Her lå jeg med rumpen i vejret og ordnede. Rigtig fint og længe. Og plantede og vandede. Og tændte en masse lys og røgelse. Og såede lidt. Og hyggede mig. Og om hende. Og nød at få hendes jord under mine negle.
Herefter var jeg i legestue med Sibille, spiste frokost med min søster, var på arbejde og hjem igen (og lagde næsten sidste hånd på mit fantastiske pachwork-tæppe).

Det er en helt naturlig og almindelig begivenhed at svinge forbi India. Det har hele tiden været mit håb. Min drøm. At hun på den måde som hun er nu, var en del af vores families hverdag og hverdagserinder. At have noget af min døde datter med i mit levende liv. I min families levende liv.
Men alligevel så tænker jeg hvornår det blev så naturligt at besøge mit døde barn, i rækken af andre gøremål på en kold forårsdag. Jeg troede aldrig hendes manglende levendehed ville blive så vant for mig.
Det er da stadig forbandet forkert at hun er død. Men jeg har vænnet mig til det. Det er da glædelig absurdisk, tænker jeg...

Og om morgenen da jeg stod op

Midt om natten

Sibille og Raja er forkølede. Bare helt almindeligt forkølede. Men de der nætter er ret slemme for helt almindeligt forkølede børn, når de har astma.
Hende Sibille, hun må da tage prisen som verdens gladeste baby... Med verdens trætteste mor...

Raja hos India

Vi går ofte forbi India. Nogle gange hver dage. Andre gange sjældnere. I det gode vejr nogle gange flere gange om dagen. Til og fra. Alene og sammen.

Forleden var Raja og jeg forbi. Jeg bad hende sætte sig på bænken så jg kunne tage et billede af hende. Men hun ville hellere have jeg tog et billede af hendes akrobatiske numre på klapvognen...

Nogle gange bliver det så konkret hvor meget følelserne er mine, og barnesindet og glæden er hendes. Og hvor vidunderligt jeg syntes det er at have Raja Lys at dele det hele med, altså alt det levende. For hun får altså vendt det hele på hovedet. Og nogle gange helt bogstavligt.

Hvorfor skulle jeg dog ville tage et billede af hende på den røde bænk når hun kan det her!?:

Prioritering

Det jeg bruger meget krudt på at tænke over lige i øjeblikket er prioritering.

Med trolde på knap 3 og knap 1 (og det siger jeg med en stor stolthed i stemmen, somom jeg helt selv har lavet dem :) så skal der prioriteres. Rigtig meget endda.
Mange taler om at organisere sig ud af tingene. Vi kan vist ikke organisere os mere ud af det hele end vi gør. Så næste skridt er at prioritere. Og det gør vi nu. I stor stil.
Det der er med prioriteringer er jo, at noget skal nedprioriteres. Og det kan altså være en lidt sej proces at nå frem til hvad. For kan man undgå at skuffe og såre? Også mig selv...
Jeg tror jeg er ved at have en fornemmelse af hvad jeg kan sløjfe. Og hvad der er nødvendigt at sløjfe.
For vi kan sgu ikke få både i pose og sæk. Vi kan ikke både have to dejligste lækkerlinger, som vi gerne vil være meget nærværende for (i både fysisk og psykisk forstand), arbejde på spændende arbejdspladser, gå ud om aftenen, tage på romantiske dates, holde kolonihave (med store ambitioner om en fantastisk familiehave), vedligeholde rigtig mange venskaber og være der når nogle har brug for os, have et stort netværk af dejlige mennesker med liv der er så værd at følge med i, være familiære med kagen klar og kaffe på kanden og så videre og så videre...
Der er bare ikke tid til det hele. Og værre endnu. Der er ikke hjerterum til det hele. Så simpelt er det. Det giver mig følelsen af at være bagud hele tiden.

Når jeg prioriterer så forsøger jeg at holde mig selv fast på, at det ikke er for altid at jeg giver lidt slip her og der. Men for en tid, er der bare andre ting der optager mig. Og det er okay, for det hele skal fungere. Og når jeg mærker helt efter i maven, så ved jeg godt hvor der skal skæres en tå og hugges en hæl.

Og det skuffer mig faktisk ikke det mindste at jeg ikke kommer til Dizzi Mizz Lizzi koncert på fredag, selvom jeg har haft billet i ½ år.
Jeg er træt som et aldersdomshjem, og jeg er ved at erkende at hende Sibille sover dårligere end jeg lige har villet sige højt. Og så må den slags luksus-oplevelser simpelthen bare vente. Jeg vælger fx at arbejde ret meget, holde mange lange weekender med min familie i kolonihaven. Og så er det altså nu engang konsekvensen. At jeg ikke kan det hele, med den halve tid. Me den halve søvn. Og det halve overskud.

I det hele taget er det lidt skørt med det med forventninger til sig selv og mine prioriteringer. Jeg har på det sidste planlagt flere ture ud af huset, just for fun. Sån noget aften-halløj. Og når jeg sån rigtig mærker efter, så er det faktisk slet ikke et behov jeg har. Jeg har slet ikke lyst til at gå fra mine unger om aftenen. Slet ikke at få Sibille passet endnu. Når jeg sån mærker rigtigt efter er det nærmere et lille pres jeg føler(men fra hvem?). For er man virkelig sådan en kedelig-Kaj der helst bare vil hænge herhjemme aften efter aften (og når jeg så lige tænker over det er der sgu ikke meget hængeri over det; nærmere oprydning, oprydning, opryndning!).
En bekendt havde fået en mail fra en nær veninde da hun melte afbud til endnu en fest, og det ramte nok lidt en nerve hos mig. Veninden skrev; "jeg er med på du har travlt med al din morhed, men får man dig aldrig mere at se?"...
Jeg tænker at mange af mine veninder kunne føle lidt det samme med mig. Og jeg kan også have ret sort samvittighed over det. Og måske burde man sparke sin popo lidt ud i verden.
Men egentlig er jeg slet slet ikke klar til at opgive symbiosen med min (lillebitte;) baby herhjemme. Jeg ved at det at være bundet herhjemme er en meget begrænset periode af mit liv. Og jeg ved at om lidt sover mine piger hele aftenen og hele natten, og jeg får rig mulighed for at gå på cafe og drikke en lille øl.
Jeg hverken vil eller kan mene noget om andres behov for at gøre det. Det er sgu deres sag... Min sag er ret afklaret. Jeg bliver hjemme indtil jeg kan og vil afsted igen... Og indtil der er nattero og jeg igen har overskudet.

Og så tænker jeg at det der med at måtte prioritere, det bliver nok kun mere udbredt med tiden. Og det er bestemt noget jeg har været meget dårlig til i fortiden, og bare rigtig gerne vil være bedre til i fremtiden. Ikke for mine børns eller arbejdes eller veninders skyld. Men for Lines skyld...

Jeg mangler tiden

Jeg har en hel masse indlæg i ærmet. Men desværre ikke tiden til at ryste dem ud. Jeg er i allerhøjeste grad ramt af småbørnstravlhed. Og kolonihavekuller.
Og så har jeg altså et vildt spændende arbejde der tager mine aftener. Og som sagt en familie der tager dagene.

Der sker en masse herhjemme. Stort som småt. Jeg er lidt træt. Men grundlæggende glad og tilfreds. Det er faktisk ret dejligt at føle sån igen. Sån lidt zen-agtigt!

Vi har også udfordringer. Især Raja Lys er sgu mere en ekplosiv olietank nærmere end et lille Lys. Og jeg er virkelig en temperamentfuld mor, og vi aner nogle gange ikke vores levende råd. Og jeg tager mig selv i (i allerbedste uifavnske stil) at tænke; en måned til hun starter i udflytterbørnehave, så er hun kørt så træt at hun er from som Sibille. Og ja, jeg lærer nok en dag at lige med det med mine børn nytter det der med den hækken der er lav ikke hver gang. (og den højeste side prøver jeg også at undgå, det er jo mit forårsfortsæt). Vi prøver os frem, men uden nogen fællesfronts-agtig strategi. Det duer bare ikke for os. Vi er vist mest til det der med at tage det som det kommer.

Gisp i skulle have set mig med Sibille i slyngen, pizza i den ene hånd og skrigende Raja i den anden hånd ned af Jagtvej idag. Det var meget lidt zen!

Fik jeg fortalt at Sibille har lært at kravle? Yay. Fik jeg også fortalt at hun laver tænder hele natten og holder sin mor vågen? Pjay!

Men altså. Ret zen og ret meget kolonihaveidyl. Når vi ikke lige konflikter...