Jeg er stadig træt

Det er virkelig omstændigt at flytte, når man har huset fuld af unger. Og flytter til sin egen lejlighed, hvor man lissom selv skal skrue på det hele.
Og jeg er ualmindelig mør og sprød... Og jeg glæder mig til det hele er overstået.
Idag ser jeg lidt lysere på det, men jeg har godt nok været nede i kulkældren over projektet der kræver de kræfter vi ikke har. Jeg mærker meget tydeligt hvordag det sidste 1½ år har slidt på mig.
Jeg skal have gjort noget alvorligt ud af det der med Line-oaser når alt det her er overstået - hvis altså ikke vi så bare står overfor nye udfordringer der kræver os.

Tempoet er svært at vænne sig til... Jeg vænner mig garanteret først til det når det er ved at være overstået... AHA! Det er DERFOR bedsteforældre har så forbandet meget energi!

Træt

Jeg er simpelthen træt som et alderdomshjem i øjeblikket. Det er somom at depoterne er sluppet op, og jeg bare ikke orker det der natteroderi i øjeblikket. Der er natte-astma, babytænder, ammebaby, 3 årig med mareridt og en snorkende mand. Ved ikke lige hvad jeg skal starte med at gøre noget ved, eller om det lissom er op til alle de andre der ligger i min seng at... komme til nattefornuft - Suk!
Jeg skal have mig noget mere søvn. Ellers blir jeg bims. Og en bitterfisse. Og en endnu surere mor og kæreste end jeg er nu, hvor jeg er... træt!
Det er simpelthen det der fylder det hele for mig idag. Halleluja, hvor denne blog dog gir mening...

Godnat...

India 4 år

Igår ville India være blevet 4 år. Hun blev 4 år igår. Hun har været død i 4 år. Jeg har været hendes mor i 4 år. Hun har været her & ikke været her i 4 år. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Men hendes 4 års fødselsdag var det, det ved jeg, og det mærkede jeg.

Det var en hyggelig dag. Det var Indias dag på en lidt anden måde end tidligere. For det var også Rajas Indiadag. Hun er nemlig stor nok til at forstå en smule nu, og derfor bliver vi nødt til at indtænke hende i det hele. Planen var tivoli, Thors ryg udelukkede det temmelig meget.

Istedet var vi hjemme og en masse på kirkegården. Og jeg et smut i skin & bone med en veninde, der var rigtig god til at holde i hånd... Min lille stjernesol.

Jeg har tænkt det godt igennem. Og overvejet det nøje i 4 år. Min stjernesol...

(Og jeg har også overvejet om det var sån lidt cutting-agtigt at blive stukket i på Indias fødselsdag, det er det ik ;)

Vi startede dagen med at pynte op hos India. Og jeg blev ret så rørt da Raja Lys sad og satte flag og hjerter, mens hun sang "jeg har en flyvemaskine" - en sang vi sang hver aften for India. "En dag når solen skinner, så flyver du og jeg"...

Om aftenen spiste vi hos hende med dejlige venner. Og vi blev så glade i låget af alle de glade børnegrin og al den ballade der blev lavet hos India. Hold kæft hvor er jeg taknemmelig for at vi har så mange at dele India med. Ikke at fortælle til om India. Men at dele hende med. Og at Raja Lys har små venner og veninder der "kender" hendes døde storesøster, gør jo at det hele bliver hevet ned på jorden på en helt fantastisk måde!

Vi tændte stjernekastere og råbte hurra så højt at India kunne høre det. Men ungerne syntes det var for mærkeligt at synge fødselsdagssang når India er død... Det har de sgu da ret i! Der var lys, flag, liv og kærlighed ovenpå den lille døde fødselsdagspige. Vi sluttede af med is (i maverne og på stenen der idag er godt snasket).

Det var lige som det skulle være! Nemlig lige som kunne have forestillet sit at India ville have været med til, hvis hun altså ikke var så stendød.

Der var også plads til tårer. Men mange af dem var der ikke. Og hvor jeg de sidste år på Indias fødselsdag og dagene op til og efter, har savnet tårene. Rummet til tårene. Og følelsen af savn, sorg og hendes nærhed. Så var det i år anderledes. Dagen var som den var. Og jeg savner ikke savnet. Det er ikke længere væk end jeg kan genkalde det. Jeg bestemmer næsten selv hvornår - og den kontrol passer mig meget meget fint. Kun sjældent overmander tristheden mig. Så slår det måske også det hårdere.

Jeg ved at min kærlighed til India ikke kan gøres op i tårer eller besøg på kirkegården. Måske i kraft af mit moderskab overfor Sibille og Raja Lys er jeg blevet klogere og mere pragmatisk.

Jeg ved hun er hvor skal være, når nu hun ikke kan være i mine arme...

Jeg er klar

Til imorgen. Der er det et år siden jeg fødte Sibille, og 30 år siden min mor fødte mig.

Jeg har virkelig været træt af min fødselsdag siden India døde. Og måske egentlig også før det. Den ligger bare rigtigt dårligt, midt mellem eksamenshelvede og sommerferien (og jeg har nok været til mindst 5 eksamner på min fødselsdag i tidernes løb).

Jeg var syg den dag for 4 år siden. To dage før India blev født. Og selvom det at jeg havde halsbetændelse ikke blev kædet sammen med hendes død, så har det bare været en scene i filmen, der kører hvert år. Faktisk tror jeg at bundpunktet af Indias historie starter på min fødselsdag. Med at jeg vågnede, var syg, mærkede hende lidt mindre, havde tante skod med til lægen fordi Thor var til eksamen, var ked ked ked. Havde småveer/kraftige plukkeveer. Hørte Indias hjerte banke, men var ked ked ked...

Dagen efter, stadig ked, sankt hans aften og duften af bål, jordmoder Charlotte der prøvede at trøste, hjertelyd, kraftige spark. For livet, og for døden. Slut prut helt stille. Død var hun og det var den 24. Mens jeg havde veer. Det er svært at skille tingene ad, hvad der skete de dage før og dagene efter.

Indtil nu. For nu er der pludselig en Sibille, der kravler omkring vores ben og er sprællevende. Og det gør fandme min fødselsdag til verdens dejligste. For det er også hendes. Og imorgen blir hun 1 år. Og det er noget helt særligt.

Og jeg har fået købt (en masse) gaver. Og vi holder ferie i kolonihaven. Og jeg syns bare det er mega fedt (som Raja ville have sagt det) at have fødselsdag sammen med sin datter!

Imorgen blir Sibille 1 år og jeg bliver 30 år. Og festen er aflyst for Thor har hold i ryggen. Men jeg blir stadig 30 og Sibille 1 år. 1 år, det er jo for vildt. Sådan her så vi ud den dag hun blev født og jeg fik hende i verdens bedste fødselsdagsgave:

Jeg har brug for jeres hjælp

Jeg er ramt af rigtig dårlig samvittighed!

Sibille bliver fantastiske 1 år på tirsdag... Og dengang Raja var 5 dage fra 1 år, havde jeg alt på plads til den fineste fest - og de fineste gaver.
Jeg har INTET klar til Sibille. Jeg aner ikke engang hvad hun skal have i gave. Hun har alt fra Raja. Vi har legetøj overalt. Men man kan da ikke blive 1 år uden at få en eneste gave af sin mor, far og storesøster!?

Hjælp mig... Jeg sidder her i min egen bachelor-stressede verden, og mangler simpelthen et par links der kan lette min samvittighed... Så jeg kan få det ekspederet herfra pinden, og ikke behøver at bevæge mig ud i den der virkelige verden!

Hvad giver man lillebitten Sibille. Der har alt. Og mere til!

Bar det blir os...

... der vinder en halv times fotosession fra hende her...
Så skal vi have taget familieportræt på den røde bænk. På Indias fødselsdag. Inden vi tager i tivoli, men efter jeg har fået lavet min tatoo!

"Hej d'Line, Indias mor"

Sådan kommer jeg ikke til at ringe ned i børnehaven og sige. Ned i vuggestuen, til lægen. Håndboldtræneren. Eller i ungdomsklubben.
Men forleden fik jeg lov at ringe op og sige sån. Til Indias gartner, på Assistens Kirkegård. Hun havde nemmerli' lagt en seddel under den røde bænk med besked om at jeg skulle ringe. Jeg ringede til hende. Og hun ville fortælle mig at hun havde fundet en Malva. På en planteskole et sted. Hvor hun var forbi med sin søster en dag hun havde fri. Og hun vidste jeg havde prøvet at skaffe en Malva til min India, fordi den er så fin, så elegant og så sart og skrøbelig. Og alligevel smuk og lækker og stor. Og emmer lidt af Indien.
Jeg har ikke kunnet opdrive den nogle steder. Det kunne hun. Og hun havde købt en til India. Og jeg tænker bare, shit mand hvor er hun bare en pisse go' gartner, med alle de der fintfølende fornemmelser der er en gave når man arbejder på en kirkegård... Hende ligger jeg sgu gerne dødt barns plet til!

Og hvor var det fedt at få lov at sige; "Hej d'Line, Indias mor"!
Og hvor er jeg glad for at mit Indiabarn får sin Malva. Så tæt på hendes 4års fødseldag. (En malva for en løbecykel)