Den sut, den sut...

I august skrev jeg om den lilla lyd i Rajas suttestop. Og efter mange nætter hvor Raja hapsede Sibilles sut. Og midt i det der kaotiske pendleri mellem Nørrebro og kolonihaven hver morgen og aften. Så fik hun den igen. Det var nok det aller dummeste tidspunkt at tage hendes højt elskede sut fra hende.

Nu prøver vi igen. Og det går fandme ikke særligt godt. Det er altså sårbart når man har en lillesøster der får lov at sutte løs. Og hun er nærmest sørge-agtig over det. Ligger bare stille og græder ind i dynen. Det er sgu da ik til at bære.
På den anden side så stritter hendes fortænder fandme snart vandret ud af munden på hende, og hun bliver 4 år om et par måneder.

Der er vist aldrig et rigtigt tidspunkt til alt det besværlige og nødvendige, hva...

Inddoktrinering

Sæt igang

Året startede med pletter. Skoldkoppletter til Raja. Hun er sluppet ualmindeligt billigt. I det hele taget er der kommet nye boller i hendes suppe.
Hun er sjældent syg, og når hun er det er hun ikke ret hårdt ramt. Hun er på alle måder kommet ud på den anden side. Godt hjulpet på vej af rigtig astma-medicinering. Og svampefrit miljø, vil jeg tro.
Men hun har jo ikke måttet komme i børnehave mens hun plettede, til hendes store fortrydelse. Thor skriver opgave, og Raja og jeg har hygget. For Sibille har været i dagpleje, selvom Raja er hjemme. Og det har givet anledning til nogle rigtig dejlige timer, bare mig og Raja.
Hun er blevet så stor. Hun kan, vil og skal selv. Og jeg nyder at tilbringe noget rolig tid med hende alene.
At se Sibille og Raja have så meget gavn af hinanden som de har, er en fest. De har nok i hinanden og har et univers af lege og tullerier, og taler nærmest kodesprog nogle gange. Det er helt sikkert gevinsten ved at vi fik dem så (uplanlagt) tæt. Benhård for os var starten. Og også for dem. Men det vinder ind, ja det gør så.
Alenetid med Raja er sjælden. Og på netop det punkt kan jeg godt være lidt grøn i kanten overfor dem der har store børn, hvor der ikke er en lille trold der afleder hele tiden. At kunne fordybe sig, spille spil, tegne og hygge på den ældstes præmisser. Det sker bare fandme sjældent.
- Og jeg føler mig sgu tit degraderet til madsmørrer og mælkeophælder, når den står på kvalitetstid i weekenderne. Og jeg syntes hele tiden man hænger, med tanke på at der liiige mangler lidt her og der - og hvor helvede er nærværet?
Jeg tror at det meget snart forskubber sig igen. Og Sibille i sin adfærd bliver mindre tumlingesmadrende, og mere barnelegene.
Indtil da nyder jeg lidt alenetid med Raja Lys i fulde drag.

Hun er en følsom en, hende Raja Lys. Og jeg genkender så mange træk ved hende. Og så overvejer jeg om det er forelskelse i dette lille menneske der gør dyrkelsen af vores børn acceptabelt. Eller om det er en form for socialt anerkendt narsicisme?
Den tygger jeg på. Men jeg skriver videre på det her indlæg, istedet for at læse om koldfronter.
Skrive, skrive, skrive.

Igår så jeg den dårligste skodfilm om en en metro-mor der havde sit liv fyldt op af sine børn og sin blog. Jøsses den var ringe. Motherhood.
Godt jeg fik den fineste mail kort før jul, med en historie så rå, men en bekræftelse af at en blog kan være nogens spejl, og at en blog der havde afsæt i sorgen, kan være nogens håb i begyndelsen.

Endelig nytår

Eller endelig NYT ÅR... Kunne man måske forestille sig jeg ville mene. For 2010 går fandme over i historien som svampens år. Og det gris er vi klar til at tage afsked med. Lægge låg på. Og bare komme videre!
Vi har boet i Emdrup, i Husumgade, i kolonihaven og nu i Kronborggade i 2010.
Året 2010 har også været præget af rakken rundt. Og vores sociale liv har været ikke eksisterende i lange perioder, hvor lejlighedsrenovering og hostende og hvæsende nætter dominerede.

I ved jo det meste - jeg har jo skrevet om det herinde.

Men selvom året har været kaotisk, stressende, hårdt og svampet. Så har det også været året hvor vi for alvor fandt vores ben som familie fire. Jeg famler ikke længere så meget i mit moderskab. Og det fylder heller ikke så meget for mig, hvordan hvad gøres bedst. Jeg er jo altså bare nogens mor. Og der er ikke helst så meget videnskab i det som jeg har tænkt det før. Og jeg har fundet ud af værdien i at være autentiske Linemor, fremfor at knokle min energi ind i perfekte Linemor - jeg vil hellere hygge med Raja og en disneyfilm, eller Sibille og en cookie, end forvirre mig selv i søgen efter det der helt rigtige.
Pigerne har deres eget bånd, og på kryds og tværs er der en masse relationer der skal plejes og passes. Også Thors og min.

Pigernes astma er der kommet ret godt styr på. Med massive mængder medicin. Og jævnlige tjeks af vores super børnelæge.

Studierne er ved at hænge os ud af halsen. Vi skal være færdige i år. Uden tvivl. Vi skal bare have papir på kompetencerne og ud i den virkelige verden.

Ironisk nok, slutter jeg året af i en karussel. I snart to måneder har jeg været temmelig svimmel og skidt (har dog fået det gradvist bedre). Drøn ærgeligt, for alt det andet begyndte lige at lette. Jeg tror ikke længere at det er stress. Og jeg vil forfølge afklaring indtil jeg får det. Eller får det godt igen.

Mit højeste ønske for 2011 er hverdag. Vi trænger til hverdag, hvor ingen er svimle, vågne det halve af natten eller kører i pendul fart til Hvidovre med hvæsere. Vi ønsker os ro, rytme og renlighed. Vi skal finde styrken i hverdagen.
Og jeg tror jeg er parat til at ofre min wuupti'itet og kaositet for rutinen.
Det meste ligger på vores bane, men vi skal nok også have lidt hjælp fra universet og bedsteforældrene...

Jeg tror faktisk på at det bliver et fremragende nyt år. Virkelig meget endda.

Juleaftens dag, 4½ år efter India

Ingen forestillinger havde jeg om fremtiden, den dag for 4½ år siden. Kun håb. Og frygt. Og her er vi. Og så er det bare sådan det er. Og du er med, det er bare sådan det er. For det er jo bare os.

Glædelig jul, mit lille Indiabarn...

Da julen blev lyserød

Det kræver sin mor og far at holde lyserøde prinsesser for døren. Og det er hvad vi har prøvet på indtil nu. Men er du gal denne jul må gå over i historien som den lyserøde jul!
Prinsesse dims på prinsessedims, lyserødt med glimmer på og andet (ækelt). Det er helt sikkert en kombination af flere ting, at det eksploderer i år.
For det første er Raja startet i børnehave, og med det følger inspirationen fra en masse lyserøde piger - hun giver udtryk for at prinsesser og lyserødt er spændende. For det andet har vi vist givet lidt op. Og for det tredje er der en klar forventning til Raja om at hun er tøseagtig, og en velvilje fra omgivelserne (og os) til at dyrke det, vi skrev jo selv hendes ønskeliste.
Hendes gode ven Carlo og hende har lavet en aftale (ikke med os forældres samtykke) om at Raja får en prinsesse ting med fra Carlo hver gang hun er der (han har arvet en bunke klæ' ud' ting). Og han får en bil med af hende hver gang han er her (Raja har mange biler). - Hendes lynet Mc-et-eller-andet får han dog ikke.
Jeg syntes det er svært hvor og hvor meget vi skal gribe ind. Jeg syntes ikke der er ret meget legeværdi i alt det lyserøde crap der er på markedet. Hvornår fik markedsføringen fat i mit barn, og hvordan stopper vi denne glidebane?
For fortsætter det i denne dur, så drukner vi i en lyserød suppedag, uden særligt meget legeværdi, men til tårnhøje priser...

Det er jo naturligt at hun spejler sig i sine omgivelser. At hun får andre forbilleder og indput end hendes brandkloge forældre.

Det jeg nok bare mener er, at med en pige på 3+ bliver det en udfordring i fremtiden at lære hende at skelne snot fra snot. Og at det faktisk ikke er muligt at have et taljemål på 2½ cm og smukhed ikke er en værdi i sig selv.

Glædelig jul. Vi har haft en ret så hyggelig en af slagsen... Begavet i allerhøjeste grad. Også med andet end lyserødt. Og 1. og 2. juledag er der blevet leget igennem. Det er børnefamiliernes 1. januar. Jeg elsker det!

De dejligste gaver at give

Jeg elsker at give gaver. For det meste. Nogle gang går der pligt i den, og så er det ik så fedt.
Der er nogle gaver jeg elsker at give mere end andre. Og dem jeg nok allerbedst kan li' at gi', er dem der ikke er forventet.


Hvert år giver vi en gave til dem der tager sig af vores børn (i de timer vi skal noget andet. (Selvfølgelig er det en gave i sig selv at de får lov at have fornøjelsen af vores lækre unger ;) - Men en gave fortjener de. Jeg syntes faktisk at vi er ret så privilligerede at vi kan aflevere vores unger i armene på dejlige mennesker. Og være trygge ved det.


Nå, men en gave er særlig for mig at give hvert år. (Det er det man kalder win/win, tror jeg... )

Jeg pakker den og nusser om den. Og jeg bliver glad i maven. Det er gaven til Indias gartnere. Et par timer hvert år, står der tre gaver på ræd og række på mit køkkenbord. Og jeg er mor til tre piger, i konkret form. Det er er der bevis på, i et kort øjeblik.

Jeg ved godt jeg ikke er mor til dem på samme måde - årk, det mindes jeg om igen og igen. Alligevel jagter jeg følelsen af og situationer, hvor det er tydeligt at jeg er mor til tre. En dag bundfælder det sig nok at jeg er det. At jeg er det så meget i maven at udtrykket ikke er nødvendigt for mig længere - sådan syntes jeg at det går, støt og roligt, i det tempo det nu engang går. Tingene bundfælder sig, og det falder i hak, selvom det i sit udgangspunkt er riv rav ruskende forkert.

Og det slår mig, at gaverne ikke er ens; der er alko-gløg i gartnernes, og æblegløg i pædagogernes - man er vel fornuftige forældre.

Om lidt kommer disse to hjem



Vi skal pynte det hjemmefældede svenske juletræ. Og skyde juleferien igang. Mens vi krydser fingrene og kniber ballerne, og håber at mave-omgangen har været på sidste omgang her hos os. Dog desværre sendt videre til stort set alle besteforældre; hermed en offentlig undskyldning!