Sæt igang

Året startede med pletter. Skoldkoppletter til Raja. Hun er sluppet ualmindeligt billigt. I det hele taget er der kommet nye boller i hendes suppe.
Hun er sjældent syg, og når hun er det er hun ikke ret hårdt ramt. Hun er på alle måder kommet ud på den anden side. Godt hjulpet på vej af rigtig astma-medicinering. Og svampefrit miljø, vil jeg tro.
Men hun har jo ikke måttet komme i børnehave mens hun plettede, til hendes store fortrydelse. Thor skriver opgave, og Raja og jeg har hygget. For Sibille har været i dagpleje, selvom Raja er hjemme. Og det har givet anledning til nogle rigtig dejlige timer, bare mig og Raja.
Hun er blevet så stor. Hun kan, vil og skal selv. Og jeg nyder at tilbringe noget rolig tid med hende alene.
At se Sibille og Raja have så meget gavn af hinanden som de har, er en fest. De har nok i hinanden og har et univers af lege og tullerier, og taler nærmest kodesprog nogle gange. Det er helt sikkert gevinsten ved at vi fik dem så (uplanlagt) tæt. Benhård for os var starten. Og også for dem. Men det vinder ind, ja det gør så.
Alenetid med Raja er sjælden. Og på netop det punkt kan jeg godt være lidt grøn i kanten overfor dem der har store børn, hvor der ikke er en lille trold der afleder hele tiden. At kunne fordybe sig, spille spil, tegne og hygge på den ældstes præmisser. Det sker bare fandme sjældent.
- Og jeg føler mig sgu tit degraderet til madsmørrer og mælkeophælder, når den står på kvalitetstid i weekenderne. Og jeg syntes hele tiden man hænger, med tanke på at der liiige mangler lidt her og der - og hvor helvede er nærværet?
Jeg tror at det meget snart forskubber sig igen. Og Sibille i sin adfærd bliver mindre tumlingesmadrende, og mere barnelegene.
Indtil da nyder jeg lidt alenetid med Raja Lys i fulde drag.

Hun er en følsom en, hende Raja Lys. Og jeg genkender så mange træk ved hende. Og så overvejer jeg om det er forelskelse i dette lille menneske der gør dyrkelsen af vores børn acceptabelt. Eller om det er en form for socialt anerkendt narsicisme?
Den tygger jeg på. Men jeg skriver videre på det her indlæg, istedet for at læse om koldfronter.
Skrive, skrive, skrive.

Igår så jeg den dårligste skodfilm om en en metro-mor der havde sit liv fyldt op af sine børn og sin blog. Jøsses den var ringe. Motherhood.
Godt jeg fik den fineste mail kort før jul, med en historie så rå, men en bekræftelse af at en blog kan være nogens spejl, og at en blog der havde afsæt i sorgen, kan være nogens håb i begyndelsen.