Og det blev hverdag igen

Og det er faktisk det bedste der kunne ske. Vi har savnet hverdag. Og nu er den her, og den kører derudaf.
Pigerne er ret raske, Thor laver indledende specialeøvelser og jeg har ansat ham som min rengøringshjælp. Jeg arbejder og studerer - ret meget. Jeg bliver kun sjældent svimmel. Det er en lettelse af uanede dimensioner.
Jeg har tekniske problemer med kameraet, men når det ruller igen, så kommer der spam.
Vi har det faktisk ret så skønt. Både når vi er afsted til hver vores, og når vi samles igen herhjemme, fyldt med hver vores oplevelser fra dagene. Det er ligefør der er gået så meget hverdag i den at vi glæder os til ferie :)

Jeg elsker hverdagen.

Og så er der mig

Jeg er langsomt ved at samle kræfterne igen. Jeg tror faktisk lige at jeg blev slået omkuld i sneen denne vinter. Mange års lort skubbede lige balancen ud af kurs, eller noget.
Der er helt sikkert grænser for hvad en psyke kan klare, som en veninde sagde. Og man kan ikke bruge det til så meget at nogle andres kan lidt mere. Nogle gange er man ikke i tvivl om hvornår nok er nok. Helt vildt abstrakt, men ikke mindst sandt for mig...

Men er på vej tilbage igen. En veludhvilet mig, i flere betydninger. Yeahr...

Kæresterier

Raja har fået to kærester i børnehaven. Så var vi åbenbart nået dertil. Og alle de andre vil også være kærester med hende, de ved det bare ikke endnu. Go girl.

Smukke mor

Jeg bliver altså i ret godt humør over min Sibille, dagen lang, tuller rundt og siger "smukke mor".

Bekymringer og usikkerhed

Der er ingen tvivl om at jeg er et ret så bekymrende menneske. Jeg har allerede bekymret mig for hele året, nytårsaften.
Jeg bekymrer mig mindre og mindre om ting der kan gå galt. Altså uheld der skulle ske, så mine børn kom til skade. Eller, suk, dør.
Men jeg bekymrer mig mere og mere om alt det vi og jeg gør, skal få uheldige konsekvenser iforhold til pigernes livs, verdens og selvbillede - jeg tænker det hele er en helt naturlig udvikling. Fra småbørnsmor til børnemor. Med India i vores bagage, til at sætte kant på følelserne.

Sibille og Raja leger rigtig meget en leg hvor Raja putter, passer og servicerer Sibille. Og en bekymring går helt sikkert på om jeg bliver mormor som 45 årig. Hun er allerede ret så modermega.
Nå, men Raja får puttet Sibilles hoved ind i en dyne igår og vi opdager at hun ikke kan komme fri og at hun græder "inden i noget". Vi springer til og bliver selv forskrækkede. Og Raja bliver forskrækket og vi tænker os ikke om. Og jeg siger at det er fandme farligt og at man faktisk kan dø af at få noget over hovedet på den måde. Og Raja er forskrækket og ked og vred og siger grædende og vredt til mig at "nej, man kan kun dø hvis man er gammel".
Og så sidder man der med alle sine bekymringer om nærværet af hendes stendøde storesøster skulle have skabt dødsangst hos det lille menneske.
Fantasien overgår virkelig altid virkeligheden. Virkeligheden er sgu som oftest totalt røvsyg og udramatisk. Hurra for det... Og hurra for Rajas dødsmentale sundhed!

Ham den søde

Ham den søde og jeg har snart været kærester i 11 år. Og så har han givet mig en ascaso ekspressonmaskine. Jeg er simpelthen så glad for mit nyeste legetøj. Jeg er godt nok forelsket, både i ham og den.
Og efter sigende er jeg den eneste ud over Nick og Jay, der har den i grøn. Yay.

Udsalg

Vi er ved at sælge nogle af de store og dyre babyting, der ellers lå på loftet. Vugger, vogne, slynger og andet dyrt og stort og brugt og godt.
Og selvom jeg er helt afklaret med at Sibille er vores rosin i pølsenden. Så gibber det i mig. Over at jeg aldrig mere skal lægge en lille nyfødt baby i mine pigers slyngevugge. Eller gå en tur med Odder sølvpilen. Og alle de timer jeg har slynget mine kyllinger i alle mine dejlige slynger.
Alle de minder. Timer i ting. Alt det mine unger voksede i. Og som en af dem aldrig kom til at vokse ud af.

Jeg har sluttet fred med at vi ikke skal have flere børn. Jeg orker ikke flere graviditeter med kvalme hele vejen. Og jeg tør næsten ikke risikere flere fødsler. Spædbørn der græder og græder og græder fra de er 3 uger til 3 måneder. Og slet ikke en gang til få en baby der pendler til børnemodtagelsen om natten med vejrtrækningsbesvær. Og jeg har ikke lyst til at dele den tid jeg har til min Raja og Sibille med en til. Jeg vil nyde dem jeg har. Og give dem alt jeg kan. Og ikke mindst levne lidt til mig selv.
Men mest af alt så trænger vi til at afslutte kapitlet der omhandler graviditet, fødsel og spædbørn. Jeg tror faktisk bare at vi er mættet. Og parate til at træde ind på nogle nye baner, med nye udfordringer.

Jeg skal ikke udelukke at alting ser helt anderledes ud om mange år (og vi har jo lidt at løbe på). Men indtil da ville det være tåbeligt at have guld på loftet og SU på kontoen. Så der er sat til salg. Meget af det er allerede solgt. Og jeg håber at nogle andre får glæde af det.

Og jeg tænker at jeg alligevel var mere materalist end som så. For jeg pev sgu lidt da jeg pakkede slyngevuggen ned og sendte videre... Eller også er der noget om det der med, at man aldrig bliver helt så færdig med at forplante sig, som man gerne vil have man er.
Lidt symbolsk har jeg lagt en 50er fra hver solgt ting til side. De skal bruges på krøyerkugler til at fylde Indias sækkestol op. Den er nemlig blevet lidt flad. Af alt den brugen.

Det føles sgu lidt som om jeg har sat lidt af min moderhed til udsalg.