Hvad har jeg dog gjort?

Jeg har da helt fårked det her lay out op.. Er der en kyndig der kan sende mig en mail og fortælle mig hvad jeg dog har lave/skal gøre for at få det til at gå i gendu?

Endnu en weekend er gået

Vi har været sammen med dejlige venner. Og set en (disney)film eller tre. Og har sat gang i forkultiveringen. Og så har jeg fået indkaldelse til neurologisk ambulatorium. Og det brev gjorde mig sgu bare nervøs. Faktisk er jeg for første gang i hele forløbet med hovd i udu, begyndt at blive lidt nervøs. Har hele tiden været det over hvordag vores situation nu og her skulle flaske sig. Men er det faktisk også lidt for om noget slemt kan være galt. Håber det ikke. Jeg tænker at så ondt kan universet ikke være... Ehm, hvorfor er det jeg skriver bare en stor og lang smøre? Hvor bliver mine linieskift osv. af?

Jeg elsker at bo i byen

Vi har fundet vores helt rigtige hjem. Med base på Nørrebro om vinteren og i kolonihaven om sommeren. Jeg elsker København. Jeg elsker Nørrebro. Og om sommeren elsker jeg markerne omkring hytten. Men der er en ting jeg har rigtigt svært ved at æde ved København (og er ikke sikker på at det er særligt meget bedre andre steder). Og det er den udhuling der har været af institutionerne. Der er ikke hænder nok. Der er ikke ressourcer nok. Der er simpelthen ikke nok. Pædagogerne i Rajas institution kæmper en brav og modig kamp for at gøre et hæderligt stykke pædagogisk arbejde med de midler der er. Men der er ikke nok. I Rajas vuggestue blev vi bedt om at give hende underbukser på ud over bleen, for den faldt ned fordi den ellers var for tung (der var masseskiftning senere på dagen). Det er os forældre der i høj grad forsyner institutionerne med legetøj (og eftersom der er stor forskel på forældrekapacitet i de forskellige institutioner tør jeg slet ikke tænke på hvad andre institutioner må nøjes med). Jeg hører dagligt om totalt urimlige forhold i især vuggestuerne. Pladsmangel og mangel på hænder til det mest basale. En undersøgelse der blev henvist til i Deadline for noget tid siden beskrev som eksempel at en lille dreng på 1½ havde været uden voksenkontakt i 5 kvarter, selvom han "virkede pyldret og trist". Jeg er selv indenfor det pædagogiske fag og ved at ingen (eller ihvertfal meget meget få) uddanner sig til pædagoger eller lærere med mindre de har en grundlæggende lyst til at yde omsorg og pædagogisk virke. Så jeg æder ikke forklaringen om dovent eller ukvalificeret personale - tværtinod mener jeg sgu at den forklaring fritager de ansvarlige for at skride til grundlæggende handling. Det er uden min tvivl et spørgsmål om ressourcer. Og det er hele vejen rundt man hører om ting der ikke nås og opgaver (helt basale) der ikke kan gennemføres. Det er ikke kun forbeholdt særligt dårlige institutioner. Overlæggeren er fandme sænket på niveau med det der før var laveste fællesnævner. Jeg har rigtig svært ved at forholde mig til et arbejdsmarked der har brug for mig og Thor fuld tid, hvis vores børns vilkår ikke er gode nok imens vi fuldtider den. Hvor er visionerne for yngelplejen henne... Jeg syntes fandme ikke det er i orden. Og jeg syntes faktisk at det er en glidebane der har indhentet os, så rammerne ikke længere er tilstrækkelige nogen steder... Æv det er for dårligt... Mest af alt har jeg simpelthen bare så skide ondt i mit moderhjerte over det. Jeg tænker, at hvis jeg skal opretholde troen på at institutioner kan give mine børn noget som jeg ikke selv kan, så bliver der nødt til at være overskud til at gennemføre godt grundlæggende pædagogisk arbejde. Helt grundlæggende yngelpleje står jeg bedst selv for. Basta - jeg behøver en pædagisk og trivselsmæssig gulerod for mine børn ved at være i institution, hvis jeg skal trives med af fortsætte min orientering ud af... Det er sgu bare vildt vigtigt for mig at mine børn har det godt når vi ikke er der hos dem. Det betyder sådan set også ret meget for min præstationsevne derude i det pulserende arbejdsliv...

At blive væk i en skov

Sej lille gut dér!

Og da Raja med de store øre hørte os tale om ham, tænkte hun. Og da hun skulle puttes ytrede hun at hun også nogle gange blev så sur på sin far at hun løb væk i en skov. Og så sagde jeg til pigebarnet at ude i skovene var der ulve med skarpe tænder, om hun gerne ville møde dem en mørk aften, helt helt alene?

Så anerkendende, rummelig og pædagogisk en mor er jeg - om aftenen efter en lang arbejdsdag. Når jeg liiiige et øjeblik blir grebet af panik over hendes dårlige ideer.

Hun fnes lidt af mig, og kender mig vist bedre end jeg selv lige tror. Alligevel må jeg nok hellere fortælle hende imorgen at der ikke findes ulve i Danmark...

Der er dejligt i skoven. Især når man er der sammen med sine 3...

Livets første...

...FLØDEBOLLE

Sådan et menneskebarn skal igennem en hel masse af livets første.

Os

TRAVL

Alt er vel, jeg har bare travlt. Med hverdagen vores. Jeg arbejder i underkanten af de 25 timer. Og studerer omkring det samme. Det bliver mange timer om ugen. Men det er mange timer jeg bruger på noget jeg rigtig godt kan lide.
Men det er jo bare sådan, at jeg også rigtig godt kan li at være sammen med min familie. Så det er også mange timer væk fra noget jeg også godt kan li. Så det er mit daglige dilemma.

Thor læser ikke fuld tid lige nu, og derfor kan det gå at jeg har så meget arbejde. Men han starter på et kursus i Lund om et par uger, og så bliver det rigtig festligt. Og logistik er blevet den nye sort herhjemme.

Min svimmelhed har været helt borte. Indtil i midten af sidste uge, hvor den kom tilbage. Og slår mig mere ud psykisk end fysisk. Den er efterfulgt af ondt i øret og kvalme. Interressant hva hulen det er for noget...

Nå, men vi har travlt. Med at være sammen allesammen når vi er sammen. Og ude i verden når vi er der.
Og selvom jeg savner mine piger helt vildt, så savner jeg ikke grunden til at vi har været sammen 24/7 de sidste to år. Og jeg nyder at få sparket den faglige del af mig igang. Jeg er god til mere end at være mor. Og Sibille og Raja har en meget nærværende far. Og jeg ved det er en stakket frist, så er studiet færdigt og jeg har "kun" arbejdet.
Og hold da op hvor jeg hele tiden forsvarer mit valg om at være væk fra min familie.
Det er nok fordi jeg i bund og grund ikke har prøvet at løsrive mig fra dem i sådan en grad før. Ikke siden India har jeg været orienteret så meget mod ud og ikke hjem.
Det kræver tilvæning. Sådan er det bare.

Alt vel.