Lang vej

Idag tog det mig 55 minutter at komme på arbejde. Fra Nørrebro til Vesterbro. For først mødte jeg Valther, så Simon. Så Stine med lille Emma og Noah. Og så Fransica og hendes mand som jeg ikke ved hvad hedder. Og vi havde jo rigtig meget at tale om...
Så jeg kom for sent. Men jeg var altså taget afsted i god tid hjemmefra...
Og jeg må altså snart lære at komme til tiden!

For fire år siden

På lørdag er det fire år siden at jeg blev mor til Raja Lys. Hun er mit første levende barn, og hun gør mig glad hver eneste dag. Og gal i skralden, næsten også hver eneste dag.

Hold kæft hvor var jeg lykkelig, den dag for 4 år siden da hun lå der, sprællevende... Og var levende.

Livet som børnefamilie bliver ikke bare lykkeligt hele tiden, som følge af liv. Jeg tænker at det var forventningen, fordi at det måtte være kontrasten til det døde. Til tomheden og sorgen. Men at være mor til sprællevende Raja Lys, er mangfoldigt. Det er både hårdt, råddent, angstfremkaldende, livligt, fantastisk, morsomt og benhårdt. Men lykkeligt, det er det sgu også...

Foråret blev sprunget over

Og vi sprang lige til sommeren. Vi har nydt det i hytten. Nu er Thor i Sverige med pigerne, mens jeg skriver opgave. Og nyder roen. Jeg har efter lidt tilvænning lært at sætte pris på roen, uden at have den mindste snert af dårlig samvittighed. Jeg skylder mig selv ro og fordybelse. Det er et behov, og det kan lade sig gøre, so be it...

Sibille er ikke spor skræmt eller forskrækket efter sidste uges fald. Dagen efter mit indlæg her på bloggen, hørte jeg alarm ordene fra stuen, da jeg var ude i køkkenet "se miiiig", og oppe på Onkel Godtfreds skab var den lille fis. Hun er så vild. Vild og sej. Og lidt udmattende at være forælder til.
Af sind ligner Raja mig. Men det nederste billede af Sibille i hyggehulen, kunne være mig som 1½ årig.

Håber alle har en fabelagtig påske...

Mon det gør mest ondt på hende eller mig?

I går kom jeg hjem fra arbejde, til to meget kede piger. Jeg havde taget mig gooooooo' tid på vejen, og købte 11 kjoler og 6 nederdele i Børnestafetten.

På vej hjem fra børnehaven var Sibille kommet mega (ifølge mig) ret (ifølge Thor) meget slemt til skade. Raja og Sibille løber tit med hinanden i hånden. Det er sån en ting de har. De bliver glade og løber. Og er glade. Vi prøver lissom at hjælpe dem til at gå istedet, for Raja kan ikke styre at Sibille ikke løber ligeså stærkt som hende, og Sibille tror hun er mange år og super Sibille. Og så er hun ret mega (ifølge os begge) fuld af krudt og frygtløs...
Nå, men igår løb de, Sibille snubler/bliver hevet af Raja der er hurtigere på benene. Med hovedet først hen af asfalten og Raja lige ovenpå.
Og jeg tror Raja græd højest da hun så alt blodet i Sibilles hovede... Og Sibille slog sig. Og desværre også hendes små tænder. Nøj manner. Så fik vi også prøvet tandlægevagten. Og den lille trold der hun har satme fået sig skrammer. Og nok et par "døde" tænder. Og ihvertfald en løs.
Og NØJ mand. Jeg tror helt fysisk at jeg havde ligeså ondt som hende. Av av av...
Der skal ikke gøres så meget, men hun skal spise flydende og blødt i et stykke tid. Men then again, hun lever jo i forvejen af the med mælk, så det klarer hun nok.

Og lille Raja der bare er så omsorgsfuld men jo godt ved at en del af det der skete var, at hun løb lidt hurtigere end Sibille, det er helt tydeligt at det tynger hende det der er sket.

I dag var vi hos egen læge for at få kigget på de andre skrammer og for at få en ekstra stivkrampe. Og selvom det lige er sket, så har det rykket noget i den lille Sibille, ihverfald or en stund. Det er nok en blanding af forskrækkelsen og så at det gør ondt ikke mindst i tænderne, men hun vil hele tiden sidde på arm. Sidde stille og se Kaj, med os lige i nærheden. Hun er stille. Mut, og der er ikke så meget fis og ballade...

Der gik virkeligheden lige op for hende; nok frygtløs, men ikke usårlig. Jeg håber hun snart glemmer virkeligheden igen og forbliver sit frygtløse og barnlige Sibille. Se det paranoide og ængstlige holder jeg helst for mig selv...

Vinterens epilog

Vinteren 2010/2011, blev vinteren der tog røven på os. Om det er svampen der fik sparket, afskaffelsen af sukkerpolitikken, at ingen går i Nørrebrosk vuggestue eller en opdosering af astmamedicinen, det ved jeg ikke. Men ihvertfald har denne vinter været uden noget nævneværdig sygdom hos pigerne.
Det er jo et HELT andet liv. Det er jo ligefrem et liv!

Jeg tænker tilbage på sidste vinter, hvor usikkerheden om imorgen lurede. Hvor hverdagslivet blev opgivet til fordel for at passe syge pus, eller pleje bare lidt af søvnunderskudet. Hvor hver anden pande og lille krop var febervarm hele tiden. Hvor vi sejlede i bræk. Og slet slet ikke fik den søvn der var nødvendig for at hænge sammen.
Jeg huske tågerne, og følelsen af ikke på noget som helst tidspunkt at være ovenpå. Jeg husker det som overlevelse og rigtig mange tårer. Og et par enkelte smadrede tallerkener og tævede dyner.

Nu er det ved at være forår. Forleden var der 20 grader i haven i kolonihaven. Solsejlet måtte op. Og det var helt mærkeligt at strålerne ikke skulle lade os op, men bare nydes...

Vel har de haft skoldkopper, været snottede, kastet lidt op og været på Hvidovre og haft et par urolige nætter. Men intet ud over det sædvanlige. Men meget under vores sædvanlige.

Og til alle dem der kan nikke genkendende til alt det jeg skrev jeg huskede om sidste vinter, jeg håber I kan sige det samme næste april... Det bliver åbenbart bedre, selvom det slet slet ikke føles ladesiggørligt når den ene virus afløser den anden, og man som forældre ser helt hjælpeløst til - eller selv ligger sig med samme snotpest i ren og skær udmattelse og sympati...

Tilgengæld har Thor haft travlt, mens jeg har svimlet... Men helt ærligt, ser jeg sgu hellere mig selv ligge og pigerne tulle... Men jeg er også i bedring... Tror faktisk snart jeg kan erklære os på den anden side af duo-småbørns-cirkuset...

Og på den anden side ventede små piger der diskuterer som 13 årige. Og virkelig mener det er en menneskeret at se en disneyfilm om dagen. For slet ikke at tale om mishandlingsgraden af IKKE at give sine børn en kanin. Og en både gul, blå og rød Belle kjole. Og alle dinosaurfigurer. I ægte størrelse...

Så søde er de

Og fulde af børneorm. Yarks. Det moderne familieliv er fuld af finurligheder...

Det forsømte forår

Jeg holder kurser for 9. og 10. klasse i eksamensforberedelse i øjeblikket. Og hver gang så taler og spørger eleverne i timevis om eksamensform, indhold, forløb. Igen og igen og igen. "kan det ske at", "hvad gør vi hvis", "Line tror du...".
Der går nærmest halvdelen af tiden hver gang med at tale om koncept eksamen, og indholdet og fagligheden fylder meget lidt i sammenligning.

Min morfar har fortalt at han stadig (85 år gammel) kan vågne op badet i sved, med mareridt om at han er på vej til eksamen og ikke har fået læst det om Christian 4.

Jeg skal til eksamen om tre måneder, og jeg kan allerede ikke følge med i Mad Men, fordi eksamen kører i døgndrift deroppe..

En engelsk undersøgelse viser at selv mellemtrins-elever når op på et niveau af sundhedsskadelig stress i månederne op til eksamnerne.
En anden undersøgelse viser at man glemmer det hele igen når man læser op så intensivt i en periode.

Det må sgu da kunne gøres på en smartere møde. Hvor form ikke overskygger indhold. (Og det er jo simpelthen for mange forsømte forårsmåneder i et liv - især når man er evighedsstuderende som mig ;O)

Jeg ved bare det hele kunne gøres bedre... Nogle gange tror jeg bare at noget har været så længe så man ikke rykker på det, bare fordi det har alder... Og der er lige lidt til adspredelse af tankerne om læseteorier hos mig selv...

Og fordi jeg ikke har så meget bloggende på hjertet i øjeblikket. Så stå den på tankespindsk brok. Yeahr...