Raja Lys 1½ år

Igår blev Raja Lys 1½ år. Nu er hun vist en tudler, men det har hun selv syntes hun var længe.

Det har været en rejse at være mor til Raja Lys i 1½ år. En helt eventyrlig og vidunderskøn rejse.
Det lille barn er vokset sig stor og er helt sig selv. Det føles nogle gange somom at jeg er vokset ligeså meget som hende på de 1½ år. For det kræver sin kvinde at være RajaBajaaans mor.
Jeg ved hvem Raja er nu, og hun ved hvem vi er, og det sidste halve års tid har vi fundet en dejlig ro herhjemme. Jeg vakler og famler ikke længere i forhold til mor-heden. Det falder mig meget naturligt. Og Raja Lys viser os vejen, hvilket bestemt også gør det nemmere at være hendes forældre.
Det bedste vi har gjort for os selv og vores for vores Raja er, at lukke bøgerne og mundende på velmendende (selvdøbte) "børneeksperter", og gøre hvad der var rigtigt for Raja Lys og for os.

Raja var en skrappedisse da hun var bette og hun har altid haft et ekstremt behov for at være tæt på os. Hun har ikke haft de åbne abne mod resten af verden i lange tider.
Mange vil nok mene det var noget Thor og jeg der havde skabt. Men sådan er det ikke. Jeg tænker det tværtimod som at vi har rummet at Raja Lys er sådan, vi har givet hende lov til at være som hun er, også selvom det måske kunne have været afrettet tidligt. Men det har vi ikke ment var det rigtige. Raja Lys har fået lov at være Raja-putte-Lys indtil hun selv har vendt sig mod verden og mødt den på sine to tykke ben.
Vi har sovet sammen med Raja Lys, (vi har dog taget konsekvensen og udvidet sengen så den nu er 2½ meter bred) vi har båret hende i slynge, og vi har forsøgt at hun er så tæt på os som hun har haft brug for. Også i de situationer hvor det har betydet at vi har måtte vende os fra noget af verden der også krævede os.

Jeg tror vi har gjort det rigtige for hende. Vi har egentlig ikke mødt særlig meget fordømmelse, nærmere medfølende blikke og kommentarer om at det da må være hårdt med sådan en lille "sart" pige. Og stakkels os at vi mister vores frihed til at sove, gå ud osv. Og at andre er blevet lidt skuffede over vores manglende deltagelse i mangt og meget.
Men det ville ikke være en frihed hvis det var noget vi gjorde mens Raja var ked. Vi er jo glade hvis Raja Lys er glad. Ligesom hun er glad hvis vi er glade. Og at melde fra har været nødvendigt hvis vi skulle anderkende Rajas behov, også selvom det har skuffet omverdenen engang imellem.
Det har ikke været et stort afsavn eller kompromis for os, at det er blevet sådan her. Tvært imod, er det jo en kæmpe gave at vi har en datter der nu føler sig tryg og tilpas i en verden der tidligere synes at skræmme hende fra vid og sans... Og jeg tvivlede aldrig på om det var det rigtige at blive hos Raja Lys, selvom noget og nogle andre måske hev i den anden ende.

Jeg har da selvfølgelig været meget opmærksom på ikke at miste mig selv helt i alt det her. Jeg tænker også at mange har tænkt at meget af Line er forsvundet i søvnmangel, ammekriser, cykelferier og blomsterbarns-møder.
Men det er så kort tid af mit liv jeg har små bitte børn, og jeg ville ikke kunne gøre det anderledes end jeg har gjort. Jeg ville have efterladt for stor en del af mig selv og mit hjerte hjemme hos Raja Lys mens jeg dansede på borde eller var et godt familiemedlem alligevel...

Jeg har haft et stort behov for at forsvare mig, at forsvare mine prioriteter. I virkeligheden har det nok været mere for at overbevise mig selv om at det var okay jeg var så meget vendt mod hjemme. For jeg har meget sjældent hørt det kritiseret. Det har nok bare ligget dybt i mig at man skal kunne det hele. Være den man var før, i det man er i nu.
Måske jeg i retro-perspektivet får det hele mere på plads, lige nu nyder jeg virkelig virkelig virkelig at være i det. Også selvom der er røget noget Line og nogle venskaber og forhold på vejen.

Raja Lys er blevet en lille modig pige. Hendes yndlingsord er kram. Dem deler hun ud til mange. Hun er vendt mod verden, men stadig en putte-trold. Hun er klodset og tålmodig utålmodig som sin far, og hun taler ligeså meget (om sig selv) som sin mor.
Hun elsker at se film af sig selv på min telefon. At kramme og danse. Sin sut og mad. Og hun elsker stadig at sidde i viklen eller mei tai'en. Hun er ligeså sprællevende som for 1½ år siden, og hun ved hvad hun vil altid. Så det er stadig med at holde tungen lige i munden, når man er forældre til Raja Lys Svendsen.

Gud hvor er jeg pisse taknemmelig over at det var lige netop hende der kom til lige netop mig...

Græskar til India

Vi laver også græskar disse dage... Det er hyggeligt og smager godt. Og de blir måske ikke helt ligeså kønne som de plejer fordi Frederik og Raja Lys insisterer på at være med, men de blir fandme særlige. Endda med et kamel-monster på...

Lidt lettere Line har nu lært at strikke

Jeg er en visdomstand fattigere

Jeg har lige fået fjernet en vildtvoksende visdomstand. Jeg blev holdt i hånden af assistenten, og jeg havde musik med til ørene. Men det tog kun 15 sekunder og gjorde slet ikke ondt.
Men det var den ækleste lyd jeg i mit liv har hørt... Eller det passer ikke, den ækleste er helt sikker lyden af et dødt barn der fødes. Eller det er måske nærmere den ækleste stilhed.

Generalprøve på GLÆDELIG JUL

Vi skal igen i år holde jul herhjemme. Det har vi faktisk gjort siden India døde. India er jo født 24. juni, og at juleaften også er hende halvårsdag er bare lidt særligt. Især når hun jo har en mor der er rigtig meget fan af julen.

Det føles rigtigt at holde det selv. Så bliver det roligt som vi ønsker det og uden stres og putning af Raja Lys i fremmede senge. Og vi kan alle de gange vi vil, smutte over til India.

Nogen tænker måske det er trist at vi bare skal være os. Men det føles ikke spor trist. Det føles faktisk meget rigtigt. De store juleaftners tid skal tidsnok komme til familien Svendsen.

Når man sådan skal holde jul selv, så skal maden være perfekt. Så vi holdt igår generalprøve på herlighederne. Mens moster Dorthe og fætter Frederik havde Raja Lys med i zoologiskhave, lavede jeg julemad, mens Thor skrev på sin opgave...

Det blev en glædelig jul, fantastisk mad og fantastiske gaver...

Jeg længes...

Jeg mindes den tid hvor India var tæt på. Ikke kun fysisk men også i hjertet. Jeg savner at fortælle om hende, og være i det der var dengang. JEg fortæller sjældent mere. Når jeg gør er det som at tænde en plade, jeg fortæller, men jeg mærker ikke.
Dengang i Indias sommer ønskede jeg mig så frygteligt meget frem til nu. Eller tilbage til før. Nu længes jeg efter at mærke min lille døde piges nærvær. Ikke sorgens fæle tag, men Indias nærvær (selvom de to ting jo er så tæt tæt forbundet).
Hun forsvinder lidt for mig, og jeg mærker hende ikke som før når jeg sidder på den røde bænk, tænder hendes lys foran Budda eller kigger på hendes billede. India er bare der hvor hun er og var. Og jeg tænker om det var det?
Og skræmmende at jeg nu savner den tid hun var nær i hjertet mere end jeg savner hende. Måske er det fordi jeg lidt har glemt hvem hun egentlig var da hun var her?

Efterårsferie hinsidan

Vores kamera løb tør for batteri efter to dage, det var nu ganske okay, for ellers havde jeg nok bare spammet endnu mer. Ferien var skøn, Raja er en dejlig børste når vi er på ferie.