Jeg mindes den tid hvor India var tæt på. Ikke kun fysisk men også i hjertet. Jeg savner at fortælle om hende, og være i det der var dengang. JEg fortæller sjældent mere. Når jeg gør er det som at tænde en plade, jeg fortæller, men jeg mærker ikke.
Dengang i Indias sommer ønskede jeg mig så frygteligt meget frem til nu. Eller tilbage til før. Nu længes jeg efter at mærke min lille døde piges nærvær. Ikke sorgens fæle tag, men Indias nærvær (selvom de to ting jo er så tæt tæt forbundet).
Hun forsvinder lidt for mig, og jeg mærker hende ikke som før når jeg sidder på den røde bænk, tænder hendes lys foran Budda eller kigger på hendes billede. India er bare der hvor hun er og var. Og jeg tænker om det var det?
Og skræmmende at jeg nu savner den tid hun var nær i hjertet mere end jeg savner hende. Måske er det fordi jeg lidt har glemt hvem hun egentlig var da hun var her?
7 kommentarer:
Kære Line..
Først vil jeg sige, at jeg på ingen måde kan sætte mig ind i det du/i har gennemgået, men når jeg læser det du skriver så tænker jeg, om du ikke bare er i slutningen af sorgfasen? Jeg mener ikke at du er ved og glemme skønne India, men at du bare stille og roligt er ved og kommé videre, og forholder dig til hendes død på en lidt anden måde nu?
Kh Heidi
Det var da ikke bare det! Men India har måske bare fundet en plads i dit hjerte hvor hun hviler lidt bedre end før. Hun fylder måske ikke på samme måde, men på en anden? Det betyder vel ikke at det er forkert? Jeg tror der er vigtigt at give plads og give fri og lade India være India på den måde som hun lige nu har brug for. Men jeg forstår dig så godt. Det er lige præcis sådanne tanker jeg går og roder med for tiden i forhold til min Elisabeth. Kram til dig.
Søde Line, jeg tror det er sådan det skal være, og jeg har det på samme måde med Siggadusen. På sin vis gav de små bavianer jo slip på os, da de døde. På et tidspunkt skal vi gøre det samme. Kh fra svømmeren.
Selvom det er under et år siden at vi mistede Irma, så genkender jeg alligevel de følelser du beskriver så fint. Nogen gange savner jeg også at længes og mærke det der knugende savn til min lille pige. Det savn som var så altopslugende lige da hun døde, for da var hun så nærværende. Men jeg kan også mærke, som Sofie siger, at hun bare stille og roligt finder sin plads i mit hjerte, mere end i min evige bevidsthed. Og når jeg ind i mellem kan mærke at sorgen skifter ansigt, eller rettere at Irma fylder lidt mindre, så bliver jeg vemodig. I sorgens forskellige sceneskift siger vi vel lidt farvel hver gang. Vi går fra noget til noget andet og skal lige vende os til vores "nye" tilstand.
Giver det mening?
Mange tanker fra mig
Ja jeg kan sagtens forstå hvad I mener. JEg tror bare måske at India hun fylder for lidt nogle gange. JEg har altid følt at vi aldrig har forhastet eller forgjort noget i forhold til hende. Vi har dyrket hende, for det har været nødvendigt...
Vi selv taler ikke rigtigt om hende i øjeblikket, vi er simpelthen for travle med liv. Og det skræmmer mig, for India er jo en del af det liv. Men måske det bare er sådan i en travl børnefamilie?
Det dejlige er at vi har omgivelser der stadig spørger til hende, hvilket "tvinger" os til at tale om hende alligevel.
JEg tror bare jeg savner at kunne mærke at jeg har to børn. det føles i disse dage somom vi kun er forældre til en, shit det ser grimt ud sort på hvidt!
Mathilde, hey på dey...
Kære Line,
Jeg forstår dig godt - og jeg forstår dig jo alligevel slet ikke, for jeg har jo ikke prøvet det.
Men jeg tænker, at det er ligesom når man er ude at rejse, og man har så travlt med at opleve, lære og leve. Så glemmer man lidt dét derhjemme... Og man får lidt dårlig samvittighed over, at man ikke tænker mere på det (eller dem). Men det betyder jo ikke, at man ikke elsker det (dem) mere, eller at man har glemt, men blot at man trives i dét man er i.
Knus
Sine
Søde Line,
Tak for dit indlæg, der satte en masse tanker igang hos mig!
Her næsten et år efter Klemses død, er den ekstreme fysiske og psykiske længsel også blevet en anden for mig. Jeg går ind og ud af sorgen stort set som jeg ønsker, og det har jeg oplevet som rart og befriende - det er dog muligt, at de næste par dage kommer til at tag sig lidt anderledes ud....
Samtidig har jeg i den senere tid oplevet, at Konrads snarlige komme har medført, at jeg tænker mere i fremtid. Når jeg har snakket om hvordan vi skal indrette vores lejlighed engang når Mikkel og jeg bliver rige, og har penge til at bygge om og lave børneveærelser, er jeg kommet til at tale om Konrad som det første barn og de forhåbentlig næste, som det andet og tredje barn.
Bagefter har der været en lille knude i maven, en sort sky over mig, og jeg er blevet frygtelig ked af at Klemens ikke var medregnet i mit regnestykke.
Virkeligheden, konkret boligindretning og det levende har bare taget over i det øjeblik, og Klemens har jo sit eget værelse på Assistensen, og man kan ikke rigtig fysisk give ham det rum, som jeg føler han bør have herhjemme. Lige nu består det af billederne og hånd/fodtryk på væggen og den store hvide kasse med hans ting der står fremme i stuen. (Godt at han ligger tæt på India og kan lege med hende, det gør, at jeg ikke føler han ligger der helt alene ;-))
Jeg ved ikke hvordan det bliver når Konradbassen dukker op, og vi er alle så forskellige, men jeg kan godt forstå dit ønske og dine tanker. Smerten og det stærke stærke savn gør mindet tydeligt og nærværende, og hvordan kan man hente det frem på tidspunkter hvor man er glad og ens levende barn og livet som det er nu presser sig på hele tiden på godt og ondt?
Håber vi snart mødes nede ved ungerne - jeg savner vores gode snakke!
Stort kram Stine
Send en kommentar