Da Raja Lys var lille syntes jeg at den der tigerspringsteori var poppet og plat. Og jeg syntes slet ikke det passede på min lille sure baby-pige. For nu hvor vi har fået Sibille, så husker jeg tilbage og kan godt tænke at hun da var en ualmindelig sur baby. For Sibille er et glad æg. For det meste. Selv da hun havde kolik var hun glad, før klokken 20 om aftenen altså...
Bortset fra når hun tager de såkaldte tigerspring. Så er hun virkelig en lille tigerunge. Og det er hun lige nu. Og jeg ved at det er en fase. Og det hyler mig ikke spor ud af den. Jeg er nemlig i overskud igen. Og det er fantastisk.
Som sagt var Raja en sur lille brokkebøf, som jeg husker det. Men ikke alle husker hende sådan. Og forleden sagde en af mine og Rajas nære, at de faktisk ikke husker hende som så meget en brokkebøf, men som en glad, bestemt lille trold. Og på billederne af hende som baby ser jeg nu også noget andet end den sure baby. Måske var Raja slet ikke en lille sur brokkebøf. Men måske var hendes mor blind for smil og glæde? For da Raja Lys var så gammel som min Sibille er nu, da var det kun 14 måneder siden at min India var død.
Og jeg tænker om minderne om Rajas babyliv er forplumret af sorgen over Indias død. Om jeg måske slet ikke var så god til at jonglere med de utroligt modsatrettede følelser der var i mit liv I Rajas første tid!?
Jeg kan ikke bruge til noget at slå mig selv oveni hovedet over det der var dengang. Dog blot konstatere at mine børns identitet sgu er ret defineret af den fortælling jeg skaber om dem. Om jeg vælger at se dem som glade trolde, eller som glade æg. Eller som springende tigerunger eller som sure brokkebabyer. Og netop derfor giver den poppede "vidunderlige uger" mig lidt godt nu. Sibille er ikke skide sur og tvær. Hun er bare ved at lære nye færdigheder og syntes det er ret træls hun ikke kan kravle frem endnu. Tilgengæld kan hun nu tage et stykke legetøj fra hånd til hånd og ind i munden. - Åh favre nye verden.
Det jeg måske nok ville sige er, at få lille baby-Sibille sætter gang i tankerne og følelerne fra sidst. Og fra først. Og jeg kan mærke hvor meget jeg har rykket mig. Og det er dejligt. Og lidt vemodigt. For jeg har sagt farvel til at have India og sorgen helt helt tæt på. Nu er jeg kun tilbage i sorgen i glimt.
Tiden læger ikke alle sår (sorger). Men jeg er ikke længere i sorg. Men bærer på en sorg. Og der er koloenorm forskel på de to ting. Og det er bare okay.
torsdag den 29. oktober 2009
søndag den 25. oktober 2009
Det er da skørt
Jeg undres over hvordan mine børns indre ur har stillet sig om til vintertid, mens jeg føler det somom jeg har jetlag på grund af en enkelt lille bitte time.
Raja har gjort det hvert år, det er da skummelt. Hun omstiller sig bare til den nye tid, somom det var det mest naturlige i verden. Sover bare en time ekstra, så klokken syv igen er klokken syv. Sibille gjorde det samme i nat. Det er da skørt!?
Raja har gjort det hvert år, det er da skummelt. Hun omstiller sig bare til den nye tid, somom det var det mest naturlige i verden. Sover bare en time ekstra, så klokken syv igen er klokken syv. Sibille gjorde det samme i nat. Det er da skørt!?
søndag den 18. oktober 2009
Man har et standpunkt til man tager et nyt
Skøn tur til Sverige. Og jeg er helt mast. Og det selvom der var et sæt varme ekstra arme med. Mine to trolde var lidt hektiske i den svenske skov. Og jeg er helt mast.
Og helt særligt var det, at jeg tænkte tilbage til den dag sidste år hvor jeg pissede på en pind på vej hjem fra Sverige. Og der var en Lillebittebitten på vej...
Vi fik hygget, løbet stærkt og fundet en masse mos og andet skovligt til India. Jeg tror hun blir lidt gladere for mosset end for den der cykel-elastik som Raja Lys har fundet til hende! - Men hvad ved jeg, jeg er jo bar voksen.
torsdag den 8. oktober 2009
tirsdag den 6. oktober 2009
Tilbage til India
Nogle gange er hun for langt væk. Eller det er hun faktisk hele tiden. Der ville ellers have været plads til hende inde i mega-sengen, men istedet ligger hun helt ovre på den anden side af Jagtvej og er stendød. Det er ligesom den del af India jeg sgu ikke kan gøre så meget ved. Og nogle kloge ville måske nok sige, at vi nu har lært at leve med tabet.
Men nogle gange er hun også for langt væk i tankerne og ikke engang i baghovedet er hun at opdrive. Og det er sådan det må være med to baryler i favnen. Selvfølgelig savner jeg at savne, at have hende nærværende. At græde og tænke over hende. Men for det meste er det bare okay. Men også kun for det meste.
I disse dage er jeg på vej lidt tilbage til India. Jeg har sat lidt ekstra billeder op af hende rundt omkring (de billeder ryger op og ned og rundt og ud og ind herhjemme). Jeg tænder lys for hende hver aften. Og Sibille og jeg lytter til "Little India" når hun bliver "puttet" om aftenen. Hun fylder meget i mine tanker, og jeg græder lidt ind imellem.
Sibilles graviditet var som Indias i årstider, terminer osv. Det kunne have føltes som en dårlig genudsendelse , at gennemleve. For kroppen husker. Dufte og billeder kan bringe mig lige tilbage til en dag i Indias sommer. I efteråret efter hende, da det blev nødvendingt med the og tæppe på kirkegården. Eller Den dag vi opdagede hun var på vej i min mave - for idag præcis 4 år siden. Jeg husker hende med hele min krop. Det er dejligt, og nogle gange benhårdt. Og det er svært at fortrænge kroppens minder.
Jeg har ikke haft rum til at huske på det sidste. Det handler ikke engang om at give hende plads. Der har ikke været noget plads at rutte med. Så enkelt er det. Jeg har armene fulde af levendehed - og jeg er taknemmelig og lykkelig for det.
Alligevel er det kommet snigende - den der India-knude i maven der bar kun kan løsnes ved at være lidt i det. Bare lidt. Bare så meget så jeg kan lidt igen. Og det har jeg så været, lidt...
Idag har vi haft møde med Gartner Sandberg (der også har hjulpet med Klemmens fineste have). Der skal ske noget hos India inden de der skovjordbær æder hele Assistens Kirkegård. Og jeg glæder mig til igen, (helt bogstavligt) at få fingrene lidt i hende der India igen... Det blir godt, ihvertfald for min indre englemor...
På den skøreste måde, kan det at beskæftige mig lidt med min stendøde datter, få mig i ualmindeligt godt humør. Det giver mig overskud, og det gør mig glad. Den lille døde skid...
Det får mig iøvrigt til at tænke på noget. Indias fødselsdag var en kaotisk dag iår. Raja Lys var syg og vi kom hjem fra hospitalet med den skønneste Lillebitten Sibille. Vi hverken kunne rumme India eller havde rum til hende. Det samme galt tiden efter, der var præget af her og nu - der iøvrigt ikke var så fantastisk baby-romantisk...
Lige da India og sorgen over hendes død var ny spøgte udsagnet "at dyrke sorgen". Og det var en hårfin balance ikke at se ud som om man dyrkede den, men samtidig give den rum - og helst på sån en måde at man blev "den gode historie". Jeg tror egentlig at disse forventninger var noget vi både skabte selv, men også oplevede fra vores omgivelser. Vi brugte i tiden efter Indias død hinanden og andre der havde mistet helt vildt meget. Simpelthen fordi der her og der var uendeligt rum til India og til sorgen. Og til både det smukke og det grimme. Og i virkeligheden er det måske bare okay at det grimme fik afløb hvor det ikke gjorde for ondt på vores nære at opleve. På den anden side, så er dele af sorgen altså grim.
Jeg har aldrig haft det skidt eller ambivalent eller mærkeligt med levende børn. Ej heller dem der var født lige omkring India. Tværtimod gav det mig et lille bitte pusterum fra al den der børnedød. De viste mig et glimt af den lykke som India ville have givet (og gav trods alt). Ligesom at deres forældre oplevede India som et glimt af det modsatte vil jeg tro...
Det jeg tror der har været afgørende for at jeg ikke har følt nogle former for stikken i hjertet over andre børns levendehed er, at jeg har fået lov til at tage Indias dødhed med overalt. Og har kunnet give hende al den rum jeg ville, hvorend jeg ville. Og hvor der ikke var plads til hende, har jeg holdt mig rigtig langt fra...
Alle børn har ret til livet. Til et fantastisk liv. Det blev mit motto. Og jeg mener det stadig helt nede fra bunden af min føle-mave...
Da Sibille var 2 måneder blev vi inviteret til 3års fødselsdag hos den skønneste lækreste lille store levende pige - en af Rajas veninder. Og for første gang nogensinde havde jeg svært ved at rumme en levende lykkelig fødselsdag... Jeg tænker ikke at det er fordi jeg er et skidt menneske, eller ikke syntes det var vidunderligt at den lille skønne pige blev 3 år. Men det var følsomt. Og Indias 3års fødselsdag var så uforløst. Og hendes døde væsen var bare gemt væk under lag af søvnløshed, blødende brystvorter, halsbetændelser og kolik. Og jeg græd over at skulle til en sprællevende 3års fødselsdag - fordi jeg savnede min 3 år store India. Men ikke havde grædt en eneste tåre over hende på hendes dag - men kun for hendes søstre og alt hvad de bragte med sig i dagene omkring...
Derfor skal India være med mig. Og have rum (når rummet byder sig). Fordi det er et nøvendigt onde at gå ind i sorgen engang imellem. For ellers tror jeg sgu den sætter sig i alle mulige afskygninger der grundlæggende ikke har en skid med en skid at gøre. Det handler jo bare om det døde barn for helvede...
Så vi tager en lille stund tilbage til India...
Men nogle gange er hun også for langt væk i tankerne og ikke engang i baghovedet er hun at opdrive. Og det er sådan det må være med to baryler i favnen. Selvfølgelig savner jeg at savne, at have hende nærværende. At græde og tænke over hende. Men for det meste er det bare okay. Men også kun for det meste.
I disse dage er jeg på vej lidt tilbage til India. Jeg har sat lidt ekstra billeder op af hende rundt omkring (de billeder ryger op og ned og rundt og ud og ind herhjemme). Jeg tænder lys for hende hver aften. Og Sibille og jeg lytter til "Little India" når hun bliver "puttet" om aftenen. Hun fylder meget i mine tanker, og jeg græder lidt ind imellem.
Sibilles graviditet var som Indias i årstider, terminer osv. Det kunne have føltes som en dårlig genudsendelse , at gennemleve. For kroppen husker. Dufte og billeder kan bringe mig lige tilbage til en dag i Indias sommer. I efteråret efter hende, da det blev nødvendingt med the og tæppe på kirkegården. Eller Den dag vi opdagede hun var på vej i min mave - for idag præcis 4 år siden. Jeg husker hende med hele min krop. Det er dejligt, og nogle gange benhårdt. Og det er svært at fortrænge kroppens minder.
Jeg har ikke haft rum til at huske på det sidste. Det handler ikke engang om at give hende plads. Der har ikke været noget plads at rutte med. Så enkelt er det. Jeg har armene fulde af levendehed - og jeg er taknemmelig og lykkelig for det.
Alligevel er det kommet snigende - den der India-knude i maven der bar kun kan løsnes ved at være lidt i det. Bare lidt. Bare så meget så jeg kan lidt igen. Og det har jeg så været, lidt...
Idag har vi haft møde med Gartner Sandberg (der også har hjulpet med Klemmens fineste have). Der skal ske noget hos India inden de der skovjordbær æder hele Assistens Kirkegård. Og jeg glæder mig til igen, (helt bogstavligt) at få fingrene lidt i hende der India igen... Det blir godt, ihvertfald for min indre englemor...
På den skøreste måde, kan det at beskæftige mig lidt med min stendøde datter, få mig i ualmindeligt godt humør. Det giver mig overskud, og det gør mig glad. Den lille døde skid...
Det får mig iøvrigt til at tænke på noget. Indias fødselsdag var en kaotisk dag iår. Raja Lys var syg og vi kom hjem fra hospitalet med den skønneste Lillebitten Sibille. Vi hverken kunne rumme India eller havde rum til hende. Det samme galt tiden efter, der var præget af her og nu - der iøvrigt ikke var så fantastisk baby-romantisk...
Lige da India og sorgen over hendes død var ny spøgte udsagnet "at dyrke sorgen". Og det var en hårfin balance ikke at se ud som om man dyrkede den, men samtidig give den rum - og helst på sån en måde at man blev "den gode historie". Jeg tror egentlig at disse forventninger var noget vi både skabte selv, men også oplevede fra vores omgivelser. Vi brugte i tiden efter Indias død hinanden og andre der havde mistet helt vildt meget. Simpelthen fordi der her og der var uendeligt rum til India og til sorgen. Og til både det smukke og det grimme. Og i virkeligheden er det måske bare okay at det grimme fik afløb hvor det ikke gjorde for ondt på vores nære at opleve. På den anden side, så er dele af sorgen altså grim.
Jeg har aldrig haft det skidt eller ambivalent eller mærkeligt med levende børn. Ej heller dem der var født lige omkring India. Tværtimod gav det mig et lille bitte pusterum fra al den der børnedød. De viste mig et glimt af den lykke som India ville have givet (og gav trods alt). Ligesom at deres forældre oplevede India som et glimt af det modsatte vil jeg tro...
Det jeg tror der har været afgørende for at jeg ikke har følt nogle former for stikken i hjertet over andre børns levendehed er, at jeg har fået lov til at tage Indias dødhed med overalt. Og har kunnet give hende al den rum jeg ville, hvorend jeg ville. Og hvor der ikke var plads til hende, har jeg holdt mig rigtig langt fra...
Alle børn har ret til livet. Til et fantastisk liv. Det blev mit motto. Og jeg mener det stadig helt nede fra bunden af min føle-mave...
Da Sibille var 2 måneder blev vi inviteret til 3års fødselsdag hos den skønneste lækreste lille store levende pige - en af Rajas veninder. Og for første gang nogensinde havde jeg svært ved at rumme en levende lykkelig fødselsdag... Jeg tænker ikke at det er fordi jeg er et skidt menneske, eller ikke syntes det var vidunderligt at den lille skønne pige blev 3 år. Men det var følsomt. Og Indias 3års fødselsdag var så uforløst. Og hendes døde væsen var bare gemt væk under lag af søvnløshed, blødende brystvorter, halsbetændelser og kolik. Og jeg græd over at skulle til en sprællevende 3års fødselsdag - fordi jeg savnede min 3 år store India. Men ikke havde grædt en eneste tåre over hende på hendes dag - men kun for hendes søstre og alt hvad de bragte med sig i dagene omkring...
Derfor skal India være med mig. Og have rum (når rummet byder sig). Fordi det er et nøvendigt onde at gå ind i sorgen engang imellem. For ellers tror jeg sgu den sætter sig i alle mulige afskygninger der grundlæggende ikke har en skid med en skid at gøre. Det handler jo bare om det døde barn for helvede...
Så vi tager en lille stund tilbage til India...
søndag den 4. oktober 2009
Raja går ud af vuggestuen
D. 15. November går Raja Lys ud af vuggestuen. Hun er vanvittig glad for at gå der i øjeblikket, og endnu engang har Thor og jeg måttet tage den beslutning vi mener er bedst for hende, selvom hun måske selv ville have valgt anderledes. Sådan er det vist at være mor og far. Og jeg syntes bestemt ikke at det er blevet nemmere med tiden at tage disse beslutninger på mine børns vegne...
Ofte er der ikke et entydigt svar, men så mange facetter at tage med i sine overvejelser. I dette spørgsmål er udfaldet blevet at Raja Lys fra d. 15. november, skal gå hos den skønneste dejligste dejlige kvinde her i gården... Hun passer sin 1½årige søn hjemme, og snart også Raja. Det blir godt tror jeg.
Sagen er den, at Raja Lys bare er alt alt for ofte syg. Hun er blevet udredt af en børnelæge. Og hun er helt fin og lækker (som om man nogensinde var i tvivl om det). Så den eneste behandling af hendes abstrakt mange sygdomsperioder er at skærme hende fra smitte. Og det er altså det vi må gøre. Med skeen i hånden og alt det der... Både børnelægen og vi er bekymrede for om dette på sigt skal gå ud over hendes generelle udvikling og trivsel.
I kølvandet af sån en beslutning lurer den dårlige samvittighed. Er dette nu også hendes behov, eller blot vores behov for mindre afbrudte nætter. Færre bræk-tøjs-vaske osv. Er prisen for høj for Raja, hun skal forlade det sted der jo altså udgør 1/3 af hendes hverdag? Hun har hendes venner der, har knyttet bånd der, til børn og voksne - og ikke mindst den skønne køkkendame.
Og så er der alle de skift hun pludselig står overfor. For hvis hun ender med at starte i en børnehave her på Nørrebro, og vi så rykker til Dødsur, så går vi fra 0 skift (hendes vuggestue er en integreret institution) til i værste fald 3 skift.
På den anden side er der for mange dårlige dage. Der er alt for mange dage hvor feberen overstiger de 40 og hun sidder der med sine blanke øjne og er så brav. Hele foråret og sommeren har hun enten været syg eller på rebound. Og nu skal det være nok... Godt nok har hun nu været rask i fem uger, hvilket ikke er sket siden februar, men jeg tror desværre kun der skal en lille forbandet møgvirus til, så kører karusellen... Og den håber vi at undgå at blive svimle af denne vinter...
Så imorgen ryger hendes opsigelse til vuggestuen afsted. Og ligeledes en dispensationsansøgning om at hun ikke skal starte i børnehave før hun er 3 år og 3 måneder... For at komme over på den anden side af foråret før hun igen kastes for snotløverne...
Jeg håber så meget, at det er den rigtige beslutning vi har taget...
Ofte er der ikke et entydigt svar, men så mange facetter at tage med i sine overvejelser. I dette spørgsmål er udfaldet blevet at Raja Lys fra d. 15. november, skal gå hos den skønneste dejligste dejlige kvinde her i gården... Hun passer sin 1½årige søn hjemme, og snart også Raja. Det blir godt tror jeg.
Sagen er den, at Raja Lys bare er alt alt for ofte syg. Hun er blevet udredt af en børnelæge. Og hun er helt fin og lækker (som om man nogensinde var i tvivl om det). Så den eneste behandling af hendes abstrakt mange sygdomsperioder er at skærme hende fra smitte. Og det er altså det vi må gøre. Med skeen i hånden og alt det der... Både børnelægen og vi er bekymrede for om dette på sigt skal gå ud over hendes generelle udvikling og trivsel.
I kølvandet af sån en beslutning lurer den dårlige samvittighed. Er dette nu også hendes behov, eller blot vores behov for mindre afbrudte nætter. Færre bræk-tøjs-vaske osv. Er prisen for høj for Raja, hun skal forlade det sted der jo altså udgør 1/3 af hendes hverdag? Hun har hendes venner der, har knyttet bånd der, til børn og voksne - og ikke mindst den skønne køkkendame.
Og så er der alle de skift hun pludselig står overfor. For hvis hun ender med at starte i en børnehave her på Nørrebro, og vi så rykker til Dødsur, så går vi fra 0 skift (hendes vuggestue er en integreret institution) til i værste fald 3 skift.
På den anden side er der for mange dårlige dage. Der er alt for mange dage hvor feberen overstiger de 40 og hun sidder der med sine blanke øjne og er så brav. Hele foråret og sommeren har hun enten været syg eller på rebound. Og nu skal det være nok... Godt nok har hun nu været rask i fem uger, hvilket ikke er sket siden februar, men jeg tror desværre kun der skal en lille forbandet møgvirus til, så kører karusellen... Og den håber vi at undgå at blive svimle af denne vinter...
Så imorgen ryger hendes opsigelse til vuggestuen afsted. Og ligeledes en dispensationsansøgning om at hun ikke skal starte i børnehave før hun er 3 år og 3 måneder... For at komme over på den anden side af foråret før hun igen kastes for snotløverne...
Jeg håber så meget, at det er den rigtige beslutning vi har taget...
Abonner på:
Opslag (Atom)