Samlet igen

Det er underligt når en ikke er der. Alligevel gik dagene hurtigt, mens Raja var på Samsø. 4 dage var for lidt for Raja, men for meget for Sibille at være enebarn. Det var med blandede følelser at jeg fandt ud af det var Sibille der havde været mest savnet. Og de to krammede og puttede og legede i ren idyl... I sådan ca. 1 døgn. Så var de på nakken af hinanden igen, med kærlige kram og et lille bid.

Raja havde købt gaver til os alle. Med hendes hårdt tjente lommepenge. Hun var så pave stolt. Og det krævede sin skuespiller at være lykkelig for min gave. Som nok ikke kan undgå at få en central plads i en stilleben. Damn...

Sommerferie på må og få

Vi har mega lang ferie i år. Pigerne holder næsten 7 uger. Det er alt muligt logistik med at de ikke skal tilbage i den gamle børnehave, men istedet vente til de begynder i den nye  starten af August.
Vi skal ikke på længere ferier i år. Heller ikke i år. Jeg er stadig langt fra rask. Og at transportere mig er noget af det værste. Vi har fundet på nogle fede småferier rundt omkring. Samtidig med at bedsteforældre og mostre byder ind med sjove oplevelser (fx er Raja lige nu på cykeltur på Samsø i 4 dage. Jeg har fået en SMS om at hun idag har cyklet 20 km på de små ben - sejt nok.)

Det fedeste vi indtil nu har lavet, har været en tur på tivolihotel, med all inklusive i tivoli. Nøj det var sejt. Pjerrot gik rundt og tryllede til morgenmaden, der var pantomimeteater på vores seng. Og Sticks and sushi på 12. sal på hotellet.

 Vi er flyttet i kolonihaven, og det er faktisk helt i orden at sommerferien består af hygge i hytten og små ture ud i sommerlandet. Så selvom det måske ikke har været et frit valg af ferie, så er det et helt fint valg. Jeg begynder at tro at det frie valg er for de få. Os dødelige har alle mulige vilkår at tage hensyn til. Nogle flere end  andre.

Til den opmærksomme læser der studser over hvem hende den tykke dame er på familieportrættet, billede 3 fra neden. Så er det mig. Efter 7-8 måneder på medicin... over 25 kilo. Jøsses.

Der var også en India

Og hun havde fødselsdag d. 24. juni. Og det lod sig gå ubemærket forbi. Her på på min blog som jeg engang oprettede for at dokumenterer mit levende liv, med plads til hende. Sådan er det.
Jeg ved ikke om vi fejrer hende. Eller om vi markerer. Men ihvertfald er vi ikke et sekund i tvivl om at det er hendes dag. Og hun er i tankerne på en mere nærværende måde. Jeg er lidt mere grådlabil i dagene op til. Og jeg tænker at vi har fået skabt traditioner om hendes dag. Og det betyder vel at vi har gjort det nok gange til at der er noget der hedder skal, bør og burde.
Der blev holdt en anden fødselsdag i familien denne dag. Og det slog mig i år at det ikke betød så meget for mig. Jeg blev ikke trist over at hendes dag blev inddraget til noget andet. Eller følte de glemte hende. Det er ikke så afgørende for mig hvad andre gør af hende. Bare jeg har plads til at have hende som jeg har lyst til og brug for. Og det sørger jeg for at jeg har. Det er ikke længere en sorg at nogen glemmer hendes dag. Blot en kærkommen glæde når den bliver husket.

Igen i år var vi sammen med vores dejlige venner. To vennepar med børn. Egentlig kender vi hinanden fra gode gamle dage, hvor vi farvede vores hår lilla i protest mod karakterer, eksamen og autoriteter (og sammenhængen mellem de ting stod klare da jeg var 15 og havde en megafon og en årgangsøl i inderlommen - nu kan jeg ikke forklare dig sammenhængen mellem lilla og autotitære tal) Men vi gik alle hver vores veje i nogle år - men fandt sammen igen da vi alle skulle have børn inden for nogenlunde samme to måneder. Vores lille India døde. Deres levende drenge lever. Og de har haft de største ører. Og de er nok blandt dem jeg er tryggest hos, når det gælder India. Vi har i mange år holdt hendes fødselsdag sammen med dem. De har sågar holdt det et år uden os, da jeg blev sprættet op på Sibilles fødselsdag to dage før.
I år havde vi planlagt skattejagt på kirkegården. Der blev løbende samlet burgere og milkshake - kuponer sammen når opgaver blev løst. De kunne næsten hele "gi mig Danmark tilbage". Alle glade børn troede vi skulle på Mac D(til min store glæde vidste Raja ikke hvad det var). Men nix, vi endte med tykke maver på The Bronx. Det var lige som det skulle være. Fyldt med børnelatter, hygge, Indiatanker og kram.

Inden vi mødtes så vi med Raja og Sibille i Indias bog. Og det gik pludselig op for Raja at India ikke bare er en fin fortælling. En sød historie. Og en abstrakt storesøster hun er stolt af. Hun er også en stendød lille baby. Helt kold og slap. Død og med sjove farver på de sidste sider. Hun græd pludselig da vi kiggede bog. Fordi India er død. Det er også en barsk erkendelse. Det var jo faktisk en sørgelig historie, den om India. Selvom hendes tilstædeværelse på mange måder bare er fyldt med kærlighed. Lille Store Raja Lys. Lillesøster til en fin lille død baby. Men min lille fine døde baby...

Min og Sibilles fødselsdag

Efter India er død har jeg haft det meget svært med min fødselsdag. Den ligger to dage før hendes. Og minderne og erindringerne er sneget sig ind i den tid lige før. Og det har fyldt meget. Desuden har det været så tydeligt med alle tillykkerne på min fødselsdag - og de manglende af dem på Indias fødselsdag.
Så det bedste der kunne ske var vist, at jeg skulle få den fødselsdagsgave at få en lille Sibillebaby på min egen fødselsdag 3 år efter india.
Jeg elsker mine børns fødselsdage. Og jeg bliver så rørt over at de har levet et helt år mere. Og jeg elsker at se dem så fødselsdagsglade.
Sibille er et meget gladt barn. Og på sådan en fødselsdag hvor man lærer hvad pålægschokolade er, man har morfars fulde opmærksomhed og man får gaver og hurra, så vil smilene ingen ende tage. Og min fødselsdag er igen blevet en fantastisk dag...

Sommerferie

Vi tæller ned. To uger til sommerferie. I 5½ uge. Det bliver top lækkert. Det har været lidt svært at finde ud af hvad vi skulle denne ferie. Jeg er stadig så svingende i hvordan jeg har det, at det er svært at planlægge ret meget. Og transport forværrer det hele. Men noget skal der ske. Vi skal mærke det er ferie, og pigerne skal også have følelsen af at der er sket noget særligt.
Vi skal i kolonihaven, mens lejligheden lånes ud. Og så er vi endt med at bestille to nætter på Tivolihotel med all inklusiv i starten af ferien. Og 2 overnatninger i Sommerland Sjælland midt i ferien.
Herudover skal vi lære vores lille nye ven Snehvide-kaninen at kende. Og så skal vi bygge en træhytte til Raja, i vores eneste og næsten væltede træ.

Jeg er sikker på det bliver fantastisk. Jeg håber bare virkelig meget på at jeg holder skansen, og ikke bliver meget skidt. Det er ihvertfald stensikkert at jeg ikke skal prøve en skid i Tivoli.

Efter sommerferien starter Raja og Sibille i en ny børnehave. Og det er et helt kapitel for sig. Lige nu tænker vi kun på sommerferie. Som er lige om lidt.

Raja Lys 5 år

Fødselsdagsmarathon

D. 30. april blev Raja 5 år. Jeg har glemt kameraet i kolonihytten, men det var fest på fest. Og det blev sommer den dag. Hendes fødselsdag satte gang i fødselsdagsmarathonet. 5/5 af os har fødselsdag på 1½ måned. Og vi har vel omkring 30 personer som betegnes som den nærmeste familie. Så; FÆÆÆÆST!

Tiden går, der sker ikke så meget. Og alligevel sker der jo en masse.
Som i at Raja skal have en kanin om to uger.
Og som at jeg kæmper med medicinen og bivirkningerne - for slet ikke at tale om symptomerne fra sygdommen.
Thor er næsten færdig med sit speciale, og jeg skal snart til min allersidste eksamen.
Sibille prøver at finde sit fodfeste i sin nye børnehave, alt imens hun har udviklet sig til den i familien med bedste kompetencer inden for recitering af filmreplikker, og med mest krudt i røven.

Småtingspladder på en blog der aldrig skulle have været en hverdagsblog - men blev det. For tænk, der blev en hverdag igen, hvor det bare var sådan det var, at en var død, fire var i live. Og havde præcis de samme udfordringer i hverdagen som alle andre. Og logistikken til fødselsdagene og overvejelserne for og imod en kanin var noget der tog 8½ aftener at overveje (og der blev kun råbt en lille smule af hinanden).