Sådan står det til

For et par uger siden blev Thor færdig. Og for en uges tid siden fik han job - I Landsforeningen Spødbarnsdød. Han skal være rådgiver, og jeg er pivstolt af ham. Jeg tror at rigtig mange vil få glæde af hans rådgivning, undervisning mm.

Jeg er i praktik. Og om 3 uger er jeg helt færdig som lærer. Til næste sommer er planen at jeg skal læse videre på DPU. Dette år skal jeg bruge på at blive helt rask igen, mens jeg arbejder hvor jeg hele tiden har arbejdet. Plus jeg er blevet underviser og kursusholder for forskellige grupper. Lærere, lektiehjælpere mm. Det er alt i alt ikke fuld tid, og det passer mig super. Jeg har skullet for meget sidste år. Nu skal jeg være rigtig meget sammen med mine børn. Og passe endnu mere på mig selv.
Jeg får det bedre og bedre. Medicinen hjælper mig. Men den tager også noget fra mig. Jeg er meget træt, mere kortluntet. Og har sværere ved at huske. Det der dog går mig mest på er, at jeg har taget vanvittigt meget på. Så meget at mange ikke kan kende mig. Og så meget at jeg ikke kan passe mit tøj mere, og føler mig fysisk hæmmet. Det er rigtig ubehageligt. Både at være ude af kontrol i forhold til min vægt. Ikke at være fit. Men også at opleve hvordan omgivelsernes syn på mig ændres.
Sagen er at den medicin jeg tagerbåde påvirkerstofskifte og aktiverer sulten i hovedet på mig. Når jeg bliver sulten bliver jeg svimmel, træt, og irritabel, fuldstændig ligesom man altid gør. Jeg bliver det bare allerede omkring 2 timer efter jeg sidst har spist.  Men jeg er ikke på nogen måde fristet til at stoppe medicinen. Den har givet mig meget liv tilbage. Og det er et bytte der er nødvendigt.
Indimellem føler jeg mig som; hende den fede med det døde barn og den kroniske sygdom. Det er også grunden til at det er meget vigtigt for mig at fortsætte med at forfølge mine karrieredrømme, selvom det helt sikkert også har en pris i migrænehovedet. Det er meget vigtigt for mig at være andet end syg, træt, fed og mor. Men også være tjekket, sej og dygtig. Jeg er meget glad for at det kan lade sig gøre.
Jeg er grundlæggende glad. Og har det godt. Og det er en lettelse, efter mange års rutsjebane (-og karusel) ture. Men der er selvfølgelig mange sten der skal vendes efter 2 år med rigtig meget invalidering.
At miste India har helt sikkert været den mest skelsættende oplevelse i mit liv. Men dette er stærkt forfulgt af at blive syg. Jeg er meget meget bevidst om at min dag i morgen kan se helt anderledes ud end den gjorde i går!

Raja Lys er blevet stor. Mega stor. Hun er så skoleparat. Og hun er faldet helt til ro i sig selv. Hun brokker sig sjældent over alt det hun skal, hvor hun for ½ år siden kunne ligge og skrige på gulvet fordi hun skulle have hue på, der er hun nu den første klar når vi skal ud af døren. Hun bruger virkelig lang tid på at finde tøj hver morgen, hun er meget selektiv, og har efter min mening en utrolig kikset og dårlig tøjsmag. Men jeg øver mig i at lade hende være hende. Hun finder selv sit spor. Hun er optaget af at være sig selv, og at være sammen med sine venner og veninder. Min opgave bliver mere og mere at følge med hende. Hun kan sgu godt selv. Hun har sparret 180 kr. op til en IPAD. Hun er determineret. Og skide dejlig.

Sibille giver mig sgu lidt grå hår i øjeblikket. Hun er tre år, hører ikke efter hvad man siger. Og snakker så meget at man tror hun forstår alt det som Raja gør. Når jeg spørger min børnepsykologveninde om jeg skal være bekymret, siger hun jeg spurgte om præcis det samme da Raja var på den alder. Hun skal nok falde til ro. Og ellers skal vi nok lære at takle det. Bedre end vi gør nu. Hvor der er alt for meget hævet stemme og alt for lidt tålmodighed. Ingen får det godt af at råbe eller bliver råbt af. Men for satan det udfordrer mig i disse dage.
Hun er også bare stadig så skide charmerende, sjov og fantasifuld. Og der er ikke noget bedre end at give sig tid til hende, og være en del af det der skøre hovedes univers.
Hun har haft mega godt af at skifte børnehave. Og det har allerede hjulpet en del på humøret.

India er stadig stendød. Jeg kunne fortælle at vi lige har ordnet på hendes gravsted, eller at jeg meget sjældent rigtig får mærket efter derinde inderst hvor hun hører til. Eller om alle de specielle, rørende og sjove ting pigerne får sagt om hende.
Men mest så er hun bare med mig, som en del af min historie, men med hendes egen historie. Og hun dukker ind imellem op i vores hverdag, lige præcis som jeg altid har håbet på at hun ville gøre det i hendes post-liv.

Sådan står det til...