Højt at flyve

Det gik lige rigtig godt, men de sidste par dage har været fyldt med frustration og vrede over ikke at være forstået. Og af at føle sig presset af vores omgivelser til at gøre ting vi ikke er klar til. Jeg er så frustreret over det. For jeg troede det var så åbentlyst at vi var på rette vej.
Jeg tror kun vi får det bedre, bliver bedre og begynder at møde verden igen hvis vi får lov til at gøre det på vores måde og i vores tempo. Og selvom man ikke er enig i vores måde at sørge på, så er det vores måde at sørge på. Og vi gør det fordi det er det bedste vi kan. Og begynder vi at gå på kompromis, at trodse sorgen og at "tage os sammen", jamen så tror jeg at jeg næsten med sikkerhed kan sige at jeg vil blive ked og fjern. Og det går bare ikke når jeg også har Raja at passe på og være mor for. Så jeg er nød til at gøre det jeg ved er det rigtige for mig lige nu. Ikke at kaste mig ud i mere end jeg ved jeg kan rumme.

Der er mange mange ting jeg stadig ikke kan. Og som jeg stadig slet ikke har lyst til. Det havde jeg heller ikke selv troet der ville være efter så lang tid. Men det er der. Og det er altså ikke noget vi bare kan "tage os sammen og lave om". Vi nyder altså ikke at være hæmmede i vores levende liv. Vi nyder altså ikke frygt for uforudsigelighed, mange mennesker og fremmede. Vi dyrker altså ikke at at være kede af det. Tværtimod forsøger vi at dyrke de gode øjeblikke.

Vi skulle have været på ferie for første gang siden India døde i påsken. Det har været meget svært og overvældende for os at være væk fra hendes have, vores vante omgivelser og ikke mindst vores netværk. Og også meget overvældende at skulle have Raja med ud i det blå. For den lille Bajaan er altså en nemt påvirkelig lille fis. Sundhedsplejersken kalder hende for sart, jeg kalder hende for en bøf. Men omstillinger og forandring er ikke hendes forestukkende diciplin.
Det kan måske virke overraskende og forkert på nogen at vi har det sådan stadig. Men det er sådan det er... Og alligevel tog vi beslutningen om at ville på ferie. Og jeg var stolt og glædede mig. Thor var stolt og glædede sig, og Raja fattede ikke så meget, for hun har travlt med at lave tre tænder. Det har været så fedt at vi de sidste par uger har kunnet mærke lykke, glæde tro, håb og kærlighed helt dernede fra vores maver. Det har givet os en forsmag på en fantastisk fremtid.
Men også en sikkerhed om at det er rigtigt det vi gør, det er rigtigt den måde vi forfølger vores føelelser og sorg, for kun derigennem får vi lysten, glæden og håbet til livet helt rigtigt igen... Jeg tror at hvis vi trodsede vores følelser og sorg og lyst, så ville vi kunne gøre alt det vi kunne før. Men vi ville ikke have os selv med i det og vi ville ikke finde livsglæden og den sprudlende følelse af at alt var godt igen, som vi ind imellem får færden af.

Ferien er aflyst, vi skal holde påske i København. Konceptet for ferien var pludselig ændret til at være andre end os, og det kan vi, eller måske rettere jeg, ikke rumme. For det var for uforudsigeligt og grænseoverskridende når det nu var første gang vi skulle være væk hjemmefra.
Måske er vi blevet kontrolfreaks af at miste India. Og endnu mere af at få Raja. Men det er fordi vi ikke kan det anderledes. Det er fordi vi har brug for at vide hvad vi bliver kastet ud i hele tiden. Vi er ikke klar til overraskelser.
Og dog... misforstår os ikke, vi er meget glade for alle gækkebrevene og og de improviserede kopper kaffe. Det er endda måske dem der smager os bedst...

Godt var det nu at vi ikke tog afsted. For Raja har kastet op hele natten. Det lille myr. Og når man er syg er det altså kun rigtigt at være hjemme i de helt trygge og vante omgivelser. Med sin moar og sin faar...