Idag er Raja lige så gammel som India ville have været da Raja blev født. Kringlet sætning, men det er sådan det er. Jeg har tænkt meget over denne dag, for det er også 10 måneder og 6 dage vi var "barnløse" som man kun er det når ens barn er død. I lige præcis 10 måneder og 6 dage var vi mor og far til en død pige og ventede på levende Lillen.
Denne dag har sat mange tanker igang hos mig. Det er en mærkelig dag. Raja er alt for lille til at skulle være blevet nogens storesøster idag. Og mon Raja var blevet født 10 måneder og 6 dage efter India, hvis India ikke var død?
Vores jordmoder fortalte om en lille pige hun engang havde mødt. Hun havde sagt; jeg var aldrig blevet født hvis min storesøster ikke var død. Var Raja mon det? Eller var hun bare ikke blevet født endnu? Og vil Raja mon komme med en lignende hjertesskærende udtalelse om mange år?
Jeg kommer aldrig til at føle at der var en mening med at India døde, at så kunne vi få Raja. Det er simpelthen for langt ude. Men jeg kan ikke lade være med, idag at spekulere lidt ekstra over hvordan det hele havde flasket sig hvis India aldrig var død.
Jeg savner min India idag.
En veninde spurgte for noget tid siden om hvad jeg ville anbefale hvis nogen spurgte hvor hurtigt efter man har mistet man skal forsøge at blive gravid igen. Raja var ikke planlagt. Men noget så velkommen. Vi er så blændende heldige at vi kan lave børn som andre koger æg... Så selvfølgelig vidste vi at bi og blomst og kys i sommernatten bliver til små babySvendsner, men planlagt var hun ikke. Men helt rigtigt var det at hun skulle komme lige der 10 måneder og 6 dage efter India, for ellers havde det jo ikke været lige netop Raja.
Men faktisk ved jeg ikke hvad jeg ville anbefale. At få Raja har bragt noget ubetinget lykke ind i vores liv. Og det eneste der kan opveje den smerte det er at miste sit barn. Er altså glæden ved at få sit levende barn. Men set i bagklogskabens lys, er 10 måneder og 6 dage ingen tid. Jeg var stadigt så sårbar og sorgfuld da jeg fødte Raja. Og India havde slet ikke fået den plads inden i mig som hun har nu. Hun var stadig mit døde barn jeg følte jeg så inderligt skulle værne om, forsvare og passe på.
Jeg føler ikke at jeg har svigtet Raja da hun var helt ny. Men jeg føler at jeg ind imellem gjorde tingene halvt. Både mit sorgarbejde og mit moderskab overfor levende Raja. Det kan jeg stadig føle, og nogle gange tænker jeg at det måske bare er en moderes lod.
10 måneder og 6 dage har jeg haft min Raja hos mig. 10 måneder og 6 dage ville India have været ældre end sin lillesøster og 10 måneder og 6 dage levede jeg med så mærkeligt tomme arme. Jeg ventede og kunne mærke efter så meget jeg kunne rumme. Men jeg savner ikke det tomrum der var så stort mellem mine to piger. Jeg har stadig et tomrum, det rum som India har efterladt, men alligevel både mangler hun og fylder hun sit rum ud, bare på en anden måde end levende børn. Nu savner og elsker jeg India og nyder og elsker min Raja, der idag er 10 måneder og 6 dage.
4 kommentarer:
Tænk om Raja skulle have været storesøster lige nu! Det sætter immervæk nogen ting i perspektiv at tænke sådan.
Om Raja ville have været her eller ej, er der ingen der ved. Jeg kæmper tit selv med de der hvad-nu-hvis tanker, men prøver at begrænse dem, for hvad kan de egentlig bruges til? Raja er her lige nu og forhåbentlig kommer hun aldrig til at sige at hun ikke skulle have været født. Jo hun skulle!
Jeg synes du har klaret det godt. Mor til to med så kort tid imellem kræver sin kvinde!
Hej Linepigen, tak for alle dine dejlige indlæg herinde på jeres blog, for ikke at forglemme skønne billeder af dine børn og mand.
Jeg kommer ikke alt for tit, men læser gerne tilbage - du har jo altid noget på hjertet, og skriver så ægte, så det vil jeg gerne takke for.
Jeg kan godt forstå dagen idag er savnfuld og måske er blevet/har været en mærkedag for dig! og tror bestemt dine tanker og følelser skal have lov at VÆRE og leves..også selvom det tydeligvis (og for fanden da med rette!!) er skidesvært til tider.
Den rolle livet har tildelt dig som mor til begge dine børn, mestre du som ingen anden Line, og uanset hvor lost du føler dig, eller utilstrækkelig, skal du vide at set her på sidelinjen, ud fra dine tekster og mine spinkle men tydelige minder af dig - så er du en jeg ser op til - fra en mor til en anden.
INGEN kan være 100% supermor 24/7, men du er sgu super ret tit Line - og det nok mest (set med mine øjne)fordi, du trods hverdagens fejl, øv-tider og fuck-situationer, stadig og altid vil være en mor der af hele sit hjerte, ønsker at være allermest og allerHELST omkring og lige der - for dine børn!
Jeg kan ikke huske præcis hvem der skrev det inde på min mødregruppe på Netbaby i sin tid, men måske det giver en smule mening? Hun skrev efter at have fået sit nr.2 barn - Begge levende, men jeg tror måske det gælder for hende som for dig med India og Raja.
Hun sagde: "Med barn nr.2 fødes også den dårlige samvittighed.."
Altså ikke dermed sagt at nr.2 ikke skulle have været. At det var en fejl eller forket på NOGEN måde.
Nej nærmere at man altid vil føle at man kunne give mere, være mere, dele mere LIGE..eller give dem præcis det samme fra dag 1 af, i alle sine børns liv.
Trods det at man i sine børns øjne, altid er og vil være den bedste mor i verden for dem.
Jeg ved godt at det IKKE er det samme, for i hendes liv var dette jo ment om to levende børn, men jeg mener at måske dit dilemma/dine følelser og tanker er MORtanker, men så i særdeleshed fordi India ikke er her, fysisk i hvert fald..
Raja får og har et fantastisk liv med jer, og vokser uden tvivl op med India i hjertet såvel som i himmelen. Det er jeg sikker på. Omvendt er jeg også sikker på at India oppe i himmelen har et lige så fantastisk smukt liv der, med jer i hjertet og så nær som kun forældre og søskende kan være!
Gav det mening, eller har jeg bare så uret?? - jeg håber det blev skrevet forståeligt om ikke andet.
Knus og god aften fra Louise, Thomas og Filippa.
aii og undskyld jeg lige åd så meget plads altsåå...
Kære Line
Uanset hvordan man vender og drejer det i sit hoved og hvor meget I lærer at leve med sorgen (og det gør I virkelig godt), så vil det altid være forkert at India ikke er her og rigtigt at Raja er her.
Selv finder jeg meget mening i hele tiden at holde mit liv op imod "det som skulle have været". Det kan lyde som selvpineri (og nogle gange er det måske...hm...), men det hjælper mig i hvert fald til at se livet i øjnene med ALT hvad det indebærer. Så hvis jeg var i dine sko, ville jeg også tænke rigtig meget over den specielle dag og "hvad nu hvis". Er det ikke netop sådan en dag man bruger til at komme det-der-videre med? - Sådan en "farvel-dag", hvor man lige indser, at livet skulle have været anderledes, men nu døde India altså...?
Der er ingen tvivl om, at I har formået at klare den kæmpe udfordring det må være at få så meget India-lykke, sorg og Raja-lykke nærmest oveni hinanden superflot! Jeg synes bestemt ikke, at Raja bliver mindre velkommen af, at man indrømmer det må have været hårdt at få hende så hurtigt efter. Hårdt men også endnu mere super-lykke-fantastisk fordi hun bare var der lige pludselig... Og for sådan en romantiker på sidelinien som mig, så var hun bevis for, at lykken kan findes igen. Tak for at du kom så hurtigt, Raja!
Tanker fra Heidi
Har lige læst dit indlæg, Line, og de svar der er kommet.
Kan ikke komme med flere guldkorn, vil lige tilslutte mig de skrevne ord.
Knus
Dorthe
Send en kommentar