Jeg støder tit og ofte på denne sætning. Tror jeg første gang stødte på den et par uger efter Indias død, og altid har den stukket til mit hjerte. Noget i den stemmer ikke med det jeg føler.
India er ikke levende, så jeg burde ikke leve mit liv for hende, men for alle de levende, skønlinge som fladpander der omringer mig i det levende liv.
Det har jeg det stadigt svært med at forholde mig til, for jeg lever stadig for India. Måske lever jeg endda endnu mere fordi jeg har India der er død.
Jeg har tænkt længe over dette indlæg, og jeg har tænkt meget over hvordan jeg har det med det med at leve livet. For nogle vil det være en del af at give slip - Sætte fri, at føle de lever for de levende, sådan har jeg det ikke. JEg har det lige omvendt.
Jeg føler faktisk at jo mere bedre jeg får det, jo mere sorgen letter, jo mere jeg bliver parat til at leve livet, som livet leves bedst af lige netop mig. Jo mere er India en del af os og af den måde jeg er. Jeg har aldrig følt hende nærere end nu, hvor jeg aldrig har haft det bedre. Sorgen har ikke bygget rede i mig hår, den er fløjet videre men skider mig stadig monomentalt i øjet... Alligevel er India tættere end nogensinde før, og kærligheden, den har ikke blot bygget rede, men har lavet dreadlocks. Jeg kommer stadig ofte på hendes gravsted og hendes dødhed skræmmer mig ikke, ej heller resten af familiens levendehed.
For mig er India ikke i sorgen. India er i os, og i den glæde og kærlighed jeg føler hver dag. Til hende og til livet. India har med sin velkomst og sin afsked vist mig spektret af livet, på en grusom og barsk måde og på en smuk og aturlig måde.
Og netop derfor lever og mærker jeg jeg livet i yderligheder der beriger mig. Jeg føler så yderligt hver dag, sådan er mit liv som mor til India, føleleser og erfaringer jeg har med mig i alle apekter af livet.
Og jeg ser det som en gave. Derfor er livet for den døde India ikke en modsæting til livet for de levende, tværtom, er livet med India det der gør at mit liv, mines liv, er noget særligt.
Det jeg mener er at jeg lever mit liv i særlig grad, for jeg lever det også for India, fordi hun ikke kan. Jeg tænder stadig så mange lys for hende, for det giver mig følelsen af at være forbundet med hende. Jeg taler stadigt så meget om hende(og nogle gange med hende, oj hva'), for hun er i minderne. Til jul (som jeg allerede glæder mig vildt til) vil der være englefest herhjemme, for så føles India så nær.
At leve for de døde kan også være en værdi, tænker jeg. For det gør os jo glade og varme og fulde af kærlighed. Men også fordi, at India stadig har værdi at leve for, selvom hun ikke kan være med til det sammen med os. Jeg kan godt både leve for de levende og de døde. Min stendøde India definerer mig forbandet meget som menneske, og hendes dødhed sætter spor i mit levende liv. Hun er med mig, ligesom nu, ligesom altid...
Er det det her Tue West kalder tankespind fra morgenstunden? Det har ikke faldet mig naturligt at italesætte det her, men nu prøvede jeg. Om ikke andet gav det mening oveni knolden på mig, og endnu en sten faldt på plads, lige der hvor den hørte til - tak blogspot!
5 kommentarer:
Kære Line.
Det er et rart og livsbekræftigende morgen-tankespind. Måske er det lige præcis det der menes med at livet er for de levende og skal leves for de levende. De døde giver os en gave, en mulighed for at leve livet endnu mere nu hvor vi
kender døden så godt.
Da Irma døde oplevede jeg et forår som jeg aldrig har oplevet før. Jeg oplevede og følte at livet startede på ny. En tanke der underligt nok har kunne gøre mig en smule deprimeret før. Men tænk at fordi hun er død levede jeg lidt mere dette forår. Det var for mig næsten en religiøs oplevelse.
Det giver meget mening det du skriver og jeg ville bare dele lidt at det jeg får ud af det eller tænker over i den forbindelse.
Mange tanker til dig
Du er så god til at få sat ord på nogle af de svære ting. Jeg kommer til at tænke på mod, når jeg læser dit indlæg. Synes du er modig (som altid), fordi du tager fat i noget svært. Du giver aldrig op, så du må da snart blive gråhåret... hæhæ ;-)
Jeg har været hurtig til at tænke; "ja, selvfølgelig skal livet leves for de levende. Hvad skulle man ellers?" Samtidig har jeg jo mærket inderst inde, at der ER et ellers, nemlig at leve OGSÅ for den døde. Det ene udelukker ikke det andet. Det er smadder smukt, synes jeg.
Måske lidt inspireret af andre tanker, der bumler rundt i mit hoved for tiden, så tænker jeg også på, at man bruger så tit billedet på, at man vil dø for et andet menneske, som tegn på, at man virkelig er stærk, kærlighedsfuld eller modig. Men sådan er det jo ikke i virkeligheden, vel? Det må være så ekstremt sjældent, at man får muligheden for at dø for et andet menneske. Modet, kærligheden og styrken ligger i at LEVE for den døde.
Pyyha... det blev godtnok lidt filosofisk... Så tak for det indspark til mine hjerneceller i dag, skønne Line.
Kære Line
Jeg lever helt klart for de levende. Men jeg har også besluttet mig for, at jeg vil leve med de døde. De er nemlig også en stor del af mig og min historie.
Lige for tiden er jeg tit hos mine bedsteforældre - i tankerne. Det var nemlig der, jeg tilbragte mine somre som barn, og pudsigt nok ikke ret langt fra Sofies barndomshjem, som lige nu optræder her i blogland. Jeg kan bare besøge dem og sige "kan du huske", for de er her ikke mere.
Mie vil altid være med mig, det sammen vil hendes farfar, som aldrig nåede at se nogen af sine børnebørn.
Man kan altid vende og dreje ordene. Det er det, der gør samtale og skriverier interessante.
Om vi lever for dem eller med dem er vel i bund og grund ikke så vigtigt, når bare de huskes og har deres helt specielle plads hos alle os der mangler dem.
1000 tanker herfra
Livet er for de levende, sådan blev der sagt til mig tidligt i min sorg efter Cirkelines død og det gav al mening i hele verden.
For det betød - for mig - at det var o.k., at livet gik videre. At det var o.k., at Cirkeline gled i baggrunden.
Det først år efter Cirkelines død, der oplevede jeg min sorg ændre sig med ca. 3 måneders mellemrum. Og når jeg så blev opmærksom på, at min sorg havde ændret sig, måske blevet mindre fremtrædende, så fik jeg et par dage, hvor jeg var ulykkelig over det og følte at jeg svigtede Cirkeline.
Men netop ved at fortælle mig selv, at livet er for de levende, så blev det legalt for mig, at sorgen reelt var dynamisk.
Indimellem tænker jeg, at man skal passe på med at tage de sagte alt for bogstaveligt, for det kan såre så ganske voldsomt og det er ofte ikke hensigten.
At livet er for levende handler for mig ikke om, at jeg ikke må have Cirkeline med mig eller at hun ikke må nærværende med sit fravær. Overhovedet ikke.
Det er ligesom, når jeg siger, at Gustav ikke skal vokse op i skyggen af sin søster. Så betyder det jo ikke, at han ikke skal have historien om hende eller med på kirkegården.
Det handler om, at det ikke er Gustavs sorg og det skal derfor ikke forventes af ham, at han vil være deltagende på samme måde som os andre.
Og det handler også om, at jeg ikke død og pine skal på kirkegården, hvis det så er på bekostning af et og andet i forhold til Gustav.
Og på den måde, så er de to udsagn forbundet (for mig i hvert fald), for det vil til enhver tid være det levende jeg prioriterer.
Giver det mening?
Kære Line,
Jeg er lige kommet hjem fra sommerferie - 14 dage ved (og i) Vesterhavet! Dit indlæg giver i den grad mening, og det giver især mening, at du skriver, at du lever lidt mere fordi India er død.
Knus
Sine
Send en kommentar