For satan!
Man blir også syg i Emdrup!
Raja har bare en virus - en af dem der gir 40 i feber og barn der bare slasker på maven af mor. Medmindre hun er på panodil junior (jeg har lært at elske Panodil Junior). Men puttet er hun. Og morsyg. Og bar syg.
Sibille har fandme både astmatisk bronkitis, lungebetændelse og så meget væske på ørene at hun får lagt dræn om 2 uger hvis det ikke er forsvundet.
Og jeg aner snart ikke mine levende råd. Jeg har tudet og pevet det sidste år over al den sygdom, og vi har forsøgt at handle os ud af det. Og jeg er bare så pisse træt af det. Træt af det -og så forbandet magtesløs.
Jeg bliver ikke længere så bange hver gang de er syge. Raja rammes altid hårdt, men det slår mig ikke nær så meget ud mere. Tilgengæld bekymrer det store billede mig. Rigtig meget faktisk. Faktisk så meget at jeg er rigtig bange.
Jeg har den sidste tid haft de der forbudte tanker. De der tanker hvor jeg ikke stopper, men tænker hende helt til kisten. Kan forestille mig det hele. Fra sten til farvel. Hvor ækelt det end ser ud på skrift og hvor forbudt jeg egentlig end syntes det er at skrive det højt (undskyld min skat). Så er det faktisk sådan jeg efterhånden har det. Jeg er røvbange for at noget er overset, og at jeg skal miste mit lille Lys. Bange på en måde jeg ikke har været siden hun var helt ny og spæd. På en måde der er så altædende at jeg næsten ikke kan rumme det...
En veninde sagde at hun troede det var noget alle forældre tænkte. Altså kunne tænke og frygte at miste. Måske er det tanker alle forældre kan have. Men jeg tror altså at det er forbeholdt os der har prøvet at se døden i vores barns ansigt (eller også prøver jeg bare at finde et fællesskab for det forbudte:), at se det hele for os. Det er ikke en udefineret, hjemløs frygt. Den er meget konkret, fyldt med billeder og erindringer for mit indre øje. Det er ikke blot en forestilling. Det er minder og billeder og erfaringer fra det inderste indre. Måske lidt lissom jeg egentlig forestiller mig Sibilles første skridt, på en billedlig måde, fordi jeg har oplevet det med Raja.
Jeg kan nærmest mærke lugten af kapel og syntetisk betræk i kisten, når de forbudte tanker får sit grimme tag i mig.
Forsvind forsvind. Bare jeg havde en ramse lissom Alfon Åbergs. Stik du stygga spøgel. For du fins inte (eller noget svensk-agtigt lignende). Men for satan, mit lig fandtes engang, og engang imellem bliver hun mit spøgelse...
Og hvorfor er dette så så forbudt? Det er sgu fordi at Raja ikke skal gøres mere dødelig end alle andre børn. Hun skal ikke føle sig mere dødelig.
Og hvorfor er dette så så forbudt? Det er sgu fordi at Raja ikke skal gøres mere dødelig end alle andre børn. Hun skal ikke føle sig mere dødelig.
For selvom jeg i min erfaring mærker dødens ånde i nakken engang imellem, så er det ikke Rajas erfaring. Rajas ånden i nakken, det er mit shit - og må aldrig blive hendes... Mit store ønske for mine børn, at døden praller af på dem, lissom på alle de andre der ikke har mistet børn. Nemlig som noget der ligger derude i fremtiden om 110 år.
Herudover har vi hjemve! Raja Lys siger mange gange om dagen at hun vil hjem i Husumgade. Spørger hvorfor vi er i farmors hus (selvom vi har købt den mest ækle dukke-klapvogn og dukkegynge til Omar som vi har bildt hende ind er farmors og som kun hører til her i dette hus ;).
Vi savner vores hjem! Det er bare ikke sjovt at være syg et andet sted end der hvor man plejer at være. Derhjemme...
Mon man altid forsøger at finde nøglen til svaret på egen bane? Jeg gennemtæsker nemlig hele tiden alting for at forsøge at knække koden. Hvorfor bliver vores børn så syge hele tiden? Er vores tilvalg af natur og økoprodukter i virkeligheden årsag til at de små pus slet ingen urenheder kan tåle? Mon vi sover for koldt? Mon, mon, mon... Bare vi knækker koden. For den var måske ikke kun lejligheden. Måske er koden bare tiden...
Jeg forventer ikke det skal være nemt. Altså livet. Livet med to små levende trolde og alt det andet. Jeg forventer bare at det skal være nemmere. Jeg har ikke lyst til at få hård hud på hjertet. Eller det skal ihvertfald ikke gå hen og blive en kronisk tilstand. Jeg kan ikke holde ud at leve med følelsen af at lige om lidt kan jeg ikke holde sammen på det hele mere, så braser korthuset.
- Og så igen; så var det sgu nok brast for længe siden. Det blir sgu nok stående. Vi holder nok til mere endnu. Fordi vi jo har en masse der vejer på den lækre side af vægtskålen...
Jeg har lige været oppe og genputte Raja. Der i sin febertåge satte hun sig pludselig op, kyssede mig på munden og sagde; "så så lille mor". Jeg tror godt Raja Lys kan mærke at jeg er lidt ude af den. Og det er jeg sgu også. Men at give helt slip og hejse det hvide flag, det gør man nok ikke når man har to (syge) levende lækre trolde. Og jeg tror også jeg har fået en fighter i hjertet efter Indias død. Satme nej om jeg vil lade mig slå (helt) omkuld...
Jeg vil bare så gerne have det hele bliver lidt mere kedeligt og hverdagsagtigt. Og lidt mindre dramatisk... Vil i ikke nok sende lidt kedelighed-raskhed-antidrama-karma vores vej?
Nåhr ja... Og så er der alt det banale. At vi er pisse trætte fordi vi ikke får sovet om natten. At jeg har spist chokoladekiks til aftensmad to dage. At vi helt har glemt at kysse hinanden i forbifarten idag. Det vil jeg brokke mig over når feberen er væk og vi igen har et hjem...
Lidt stemningsbilleder (og det slår mig at det sgu da trods alt ser meget hyggeligt ud!):
Det der er feberkinder!
Og det slår mig at vi ligner hinanden...
(bemærk lige ammeindlæggene ;O)
9 kommentarer:
Jeg tænker 2 ting i forbindelse med alt jeres sygdom Line. Den ene er tid, i forhold til svampebob i lejligheden. Hvis det har fået et godt tag i det lille Lys, så har hun svært ved at rejse sig op hver gang hun får det mindste virus. Men det kan også være noget andet, isoleret eller samtidig med svampebob. Jeg har idag, efter meget nøje og besvær fundet ud af at My har pneumokokker, se link. http://www.ssi.dk/sw25449.asp Det er en afart af streptokokker. My har nu været syg sådan on/off i 4-5 måneder nu. Ikke lige så slemt som dine skønne unger, men korte feber perioder, forkølelser, hoste og slim som nu har givet hende en masse væske i ørene, hun tager ikke rigtig på i vægt da hun mister appetiten hver gang hun bliver syg. Ergo er hendes imunforsvar nede og kroppen kan ikke rigtigt bekæmpe disse bakterier selv. Baterier som lægen bliver ved med at påstå er virus fordi de ikke har ville pode hende. For at konstatere forekomsten af disse bakterier skal man nemlig podes i næsen, men min læge har gennem længere tid nu påstået at det ikke er muligt og at de aldrig har hørt om det. Jeg tog skeen i egen hånd med hjælp fra en god veninde som er sygeplejerske og fik My podet hos en anden læge og resultatet kom idag. Læs lidt på linket Line, hvis du selvfølgelig ikke allerede har hørt om det. Jeg blev meget overrasket over hvad det betyder for små børns helbred at rende rund med disse typer bakterier. Og det er der åbentbart mange flere end man lige tror der gør. Måske er det helt ved siden af, men tænkte nu alligevel at jeg ville dele ud af endnu en af mine dyrt købte erfaringer mht. uduelige læger. Vi har ikke held med de læger i vores hjem.
Ud over det så kender jeg mere end rigeligt til tanker om min levende datter død i en kiste. Især her på sidste i min David og Goliat agtige kamp med lægers påstande og min egen fornemmelse for mit barn. Fornemmelsen af at noget ikke rigtigt er som det skal være. Det har jeg prøvet en gang for meget. Det er frygteligt, men selvom jeg tror at din veninde har ret i at alle forældre er forfærdeligt bekymret for deres børn, så tror jeg at vi, som mødre med bagage dog har lettere ved bekymring. "Var det min indre stemme der fortalte mig noget, eller er det bare min erfaring med døden der spiller mig et puds". Den balance er svær, men jeg tror at man finder den hen af vejen.
Kæmpe kram og masser af afdramatiseret karma jeres vej.
.... Og så har vi jo en gang erfaret hvor skrøbeligt livet kan være!
Bare lige noget jeg syntes der manglede!
Kære Line..
Ej, kender jeg dig, men Tine m Sally og Viggo.
Indmellem har jeg skrevet en lille kommentar, det gør jeg igen, ikke fordi jeg har ord til at beskrive hvor hårdt og dybt dine ord rammer. Hvergang jeg læser dine ord rammes jeg af en følelse af, at du er strækere og modigerer på livet end det er muligt at beskrive!
Jeg vil blot fortælle at herhjemme var de første 3 år af min nu 3½ årige søns liv, plaget af den hæslige pneumkok. Som baby dannede han ikke antistoffer mod den, så han blev syg konstant med lungebetændelse og var svækket flere år, pga af lav imnunforsvar, dvs den ene lungebetændelse afløste den anden hvis han ikke var på pencilin, så der perioder hvor han i flere måneder fik pencilin, så hans lunger blev fredet for endnu en lungebetændelse. Han blev vaccineret mod pneumkokken, han tog imod, så tog det bare sin tid af få han til at blive så stærk at han ikke blev lungesyg hvergang en baktire kom vores vej. Nu rammes han hyppigt af snot og hoste, men kroppen klarer det selv.. Det forhindre dog ikke mit indre spøglse i at dukke op med billedet af min lille 10 mdr slappe søn i mine armene med 40 i feber og delvis sammenklappet lunge pga led lungebetændelse der ikke kunne høres, men med infektiontal så høje af de ikke kunne måles.
Det kunne være den forbistrede pneumkok der laver ballede og rammer pigerene gang på gang.
Massevis af "leverpostej" karma herfra en lille flække ude bag Ballerup, hvor livet udenfor ikke kan måle sig med livet på Nørrebro,men er blevet livet for os, jeg håber at I snarest finder løsningen på jeres udfordringer!
Kh Karina
Jeg har ikke mistet et barn! Men jeg kender din tanker, ikke mht. kistedunst, men til angsten for at miste. For at skulle mærke, at noget af min lille familie, er gået bort fra mig. At jeg ikke har været i stand til at beskytte det lille væsen fra verden, sygdom eller hvad der nu kan ske. Angsten for at fejle, ikke tænke i samtlige mulige sygdomme, når feberen varer ved eller snotten ikke går væk. Bange for at stå tilbage alene, som hende der ikke kunne passe sine børn og så døde de. Fra mig. Og så angsten, for at være helt alene. Der hvor jeg var, før jeg fik børn og ikke anede hvad kærlighed var for noget, og at jeg iøvrigt ikke nogensinde kan få børn igen (pga. tidligere kræftoperation)skræmmer mig også forfærdeligt. Jeg tænker tankerne.. men jeg siger dem ikke til nogen. Så tak, fordi du åbnede ballet for de tabubelagte ord.
Mine børn er til orientering og måske beroligelse altid syge. Jeg gør alting rigtigt... men måske er der alligevel for meget støv i hjørnerne, eller måske er min lejelejlighed befængt med noget under tapeten? Jeg ved det jo ikke... Men faktum er at jeg og børnene har været forkølet sålænge jeg kan huske, og at min læge og vagtlæge systemet efterhånden er træt af mine opringninger og besøg. Men sådan må det være. Hellere et besøg for meget end et for lidt.
Mvh Mette
Pyyyh, i har altså også bare haft det helt urimeligt hårdt. Jeg håber, håber, håber virkelig at det hjælper at få ryddet den der skimmelsvamp af vejen.
Jeg synes at det der med angsten for at ens børn skal dø er helt legalt og ikke spor forbudt. Det er helt forbudt at give sine børn den angst, men det er altså helt i orden at man selv føler den.
Idag, da jeg gav min mor grønt lys til at begynde at strikke til baby, tænkte jeg at det var i orden, så længe hun strikkede ting i helt små størrelser og et svøb. For så kunne det jo bruges i kisten, om ikke andet. Det er jo helt tosset! Men det er nu engang MIN erfaring og MIN oplevelse af virkeligheden og den vil jeg sgu have lov til at have i fred. Hvis jeg havde sagt det højt, så havde jeg påført min mor den opfattelse og det ville ikke være fair, for hun glæder sig jo bare til at få endnu et barnebarn...
Jeg tænker at det er lidt det samme med dig: Så længe du ikke siger til Raja, eller viser hende, at du er bange for at hun dør fra dig, så må du altså godt tænke det. Det er jo din erfaring med verden, at børn pludselig kan dø af ingenting. Jeg tror altså ikke at man kan gå tilbage til den der "det sker kun for nogen andre" tænkemåde, når først man har stået med sådan en lille kiste i armene og sunget vuggesange for sit døde barn.
Men jeg håber virkelig for dig, at i snart når et vendepunkt, hvor alt bare er solskin og dejlige hverdage af den slags man slet ikke kan få nok af.
Til trods for at jeg er forskånet fra at have mistet et barn kender jeg alt alt for godt tankerne "hele vejen" og de har været akut oppe at vende flere gange den sidste uge...du har jo nok læst hvorfor.
For mig er det en slags forsvarsmekanisme, en slags forsøg på navigation i kaos der er nødvendig for at jeg kan være i min krop bare sådan nogenlunde...
Min kæreste har det ikke sådan...og synes vist bare at det er synd for mig at jeg er nød til at pine mig selv på den måde...men altså jeg vælger det jo ikke...
Ved ikke om det hænger sammen men jeg er samtidigt glad for at jeg som menneske ikke er bange for berøring med død...da jeg var gravid med Fjord faldt jeg jo over en masse engleblogs incl din og det var der da mange der syntes jeg ikke burde læse med på når jeg nu var gravid. Og de døde jeg har været tæt på har jeg alle ønsket at se som døde, hvilket bl.a. andet resulterede i et skænderi med en bedemand om hvorvidt jeg skulle se min far som døde for 2 år siden. Idiot.
Nå men healende energi her fra snestormshulen på vesterbro
Jeg kommer til at tænke: måske opfatter Raja og Sibille det slet ikke sådan som du frygter? Din angst for døden er ikke deres. De ser jo ikke dine indre billeder. De ser måske bare, at mor er lidt træt ind i mellem. Til gengæld er hun der rigtig, rigtig meget. Og hun har fyldt sine unger godt op, når Raja reagerer så ligetil og kærligt ('så så, lille mor').
Det er DIG, som skal finde roen og styrken. Og ja, du har den!
Det er ikke for at negligere din angst... jeg ved godt, at den er dum og løber om hjørner med en...
Håber sådan, at pigerne snart bliver raske. Al mulig god karma herfra!
Kære Jeanette,
Tusind tak. JEg ved faktisk ikke engang om Raja er blevet podet for det der. Hun går jo hos den skønneste børnelæge der har tjekket alt muligt. Jeg vil tale med hende om det næste gang vi skal derop!
Jeg har fået dit nummer af Frederikke, og jeg ringer lige en af dage mht en snak om læger og anbefalinger. Har prøvet at skrive en laaaaang kommentar på din blog og så gik nettet af og så... Grrr ;O)
Dine ord varmede!
Kh Line
Karina... Jeg kan godt huske dig og dine kommentarer :O) - Og jeg lunes hvergang, og blir helt rød i kinderne ved dine ord!
TAK for forslag og tanker... Rigtig meget tak...
Kære Mette,
Hvor det er "lettende" at høre at vi ikke er alene! Om at gøre det "rigtige", og alligevel er det "ikke nok"... Mette, tak fordi du gider læse med - og giver dig tid til respons!
Kh Line
Astrid, det der giver så god mening. Og både du og Heidi har så ret. Det er min angst, og skal ikke være pigernes. Det er mit shit...
Jeg tror faktisk godt det kan lykkedes at lade det blive på min bane...
Ved I to godt at I er blandt de klogeste kvinder jeg kender?
Christina... Hvor overskudsagtig er du lige at skrive en så lang kommentar midt i ammestart og øm tissekone!?!
Tak dejlige kvinde...
Kære Line,
Jeg kan godt forstå din bekymring - og jeg er ikke én af dem, der har mistet et barn, men alligevel kender jeg din frygt.
Jeg véd godt, at man ikke kan se tingene udefra, når man sidder midt i dem. Men for fanden Line... Det hele giver jo mening nu. Der er ikke noget at sige til, at Raja Lys er syg hele tiden - hun er vokset op med en skimmelsvamp. På mit arbejde er hele administrationen flyttet fra en bygning med skimmesvamp, for vi må ikke opholde os i det - og helt ærligt, det er jo "bare" otte timer om dagen - Raja har været i det HELE TIDEN!!!
Jeg arbejdede på et tidspunkt i London, på et hostel der var fuldstændig inficeret med skimmelsvamp (og jeg er allergisk overfor svampesporer). Jeg var syg konstant - udover en følelse af ikke at kunne trække vejret HELT igennem (fik astmamedicin for det), var jeg bare konstant ramt af halsbetændelse,influenza osv - vira i vildskab.
Kære Line - jeg tror, I har gjort helt ret i, at flytte til Emdrup, og vent bare - med forårets komme og jeres mulighed for at være ude, så bliver dine børn til raske børn igen.
Tænker på jer.
Knus
Sine
Send en kommentar