Raja putter, ser film, sover ind imellem og leger hvad hun kan. Sibille er fandme bare det gladeste æg, også når hun er syg. Hun er vores lille lykkepille...
Min gamle seje gymnasieveninde Anita bliver færdig som dokumentarinstruktør til sommer. Og hendes afgangsfilm handler om at leve med og i frygten. Som et vilkår i livet, fordi noget engang skete, og altid vil være en del af os. Hendes film fortæller tre hstorier, en af dem er vores.
Det giver anledning til at bringe India lidt frem i lyset igen. Jeg tænker ikke på lærredets lys, men vores i lys. Og det giver os anledning til at se hende, og hendes påvirkning på vores liv fra nye perspektiver.
Og så er det en ret fin historie hun vil fortælle. En fortælling der rækker ud over vores familie.
I bund og grund rimer India og frygt ikke. På en eller anden skør måde var det hele så frygtløst. Hun var jo allerede død inden vi frygtede det, og frygten for at miste hende nåede vi ikke at opleve. Selvom man ikke kan beslutte følelser, så gav vi hinanden hånd på, kort efter hendes død, at hun ikke skulle spredde frygt og rædsel i vores liv. Men nærvær og kærlighed.
Det ene udelukker nok ikke det andet. For ikke at være bange bestemmer vi jo ikke selv. Jeg ved ikke hvilken en mor jeg ville have været hvis jeg ikke havde mistet mit første barn. Om jeg ville have ringet mindre til vagtlægen. Flyttet langsommere fra skimmelbo. Eller fået passet mine børn mere.
Jeg tror ikke at jeg ville have været så meget en anderledes mor. Eller så meget anderledes en Line.
Tilgengæld tror jeg at både omgivelserne og jeg selv tillægger Indias død nogle ting der bare er Line. Jeg tror også jeg selv har en tendens til at forklare og forsvare mine handlinger med India - eller med manglen på India.
Aj, hvis jeg kunne finde ud af at lave etiketter på de her indlæg ik - så var det her i kategorien "tankespind"...
Jeg føler mig kommet ret langt (væk) fra sorguniverset. Jeg er et helt andet sted end midt i suppedasen. Indiauniverset er ikke - langt væk. Men hun har bundfældet sig, på en måde der gør at hun er en del af mit liv. Jeg trækker på hende, fordi hun er der. Hun er en del af mit liv og min historie. Men jeg har ikke behov for at have hende i spil hele tiden. Hun er talt tilrette. Lige indtil noget forskubber sig; men så kender jeg rutinen - så reflekterer jeg, taler, skriver og finder tilrette igen. Det hele er på min India-rad.
Jeg er jo ikke kommet mig over noget som helst. Eller det er ikke en sætning der giver mig noget særligt eller giver mening for mig.
Men noget af det jeg har fået ud af mine lange mange dejlige snakke med Anita på det sidste er, at det der har gjort at jeg kan grine nede fra maven igen og ikke føler mig traumatiseret eller ødelagt, at jeg har haft så mange at tale med om India. Mennesker lyttede og rummede og lod mig tage den vej der var rigtig for mig. Og tog del i hende, og i mig. Som Indiamor og som helt menneske.
Og så at jeg har haft modet til at tale. Og blive ved med at tale. Og taler stadig, når der er brug for det.
Mod og mulighed og anerkendelse. Det har været medicinen.
Noget vi også summer en del over i øjeblikket er, at vores historie efterhånden er ret eksponeret. Både i form af denne blog. Iform af artikler, både af os og om os. Radioprogrammer. Og nu også en film.
Jeg tænker at det gør noget ved mit forhold til India at min historie med hende er eksponeret. At jeg måske kan få en privat og offentlig Indiahistorie. Sådan vil jeg ikke have det bliver. For så ryger fidusen. Ærligheden og ægtetheden.
Noget andet igen er, at Raja er så stor nu - at jeg faktisk syntes at hun har krav på at fortælle sin egen historie. Når jeg skaber hendes fortælling deffinerer jeg en masse.
Nu læser hun jo ikke med endnu ;O) Men en dag gør hun. Og jeg syntes at det er en balancegang. For hun bliver mere og mere hendes egen. Jeg kan ligesom fornemme at det er den vej det går og går og går.
2 kommentarer:
Gud ja, hvor giver det mening hvad du skriver om frygten. Det var faktisk meget tydeligt, at I to var opslugt af kærligheden og glæden ved jeres India dengang for 100 år siden da vi mødtes - og stadigvæk. Frygten var ikke i centrum, selvom det er frygteligt, at hun døde.
Tankespind... i forhold til frygt: jeg har været mere bange og frygtsom i de første uger af Violas liv end i de første uger efter Laurits' død. Der har været mange dyk hos mig undervejs til at hun kom rigtigt hjem til os.
Det værste ved Laurits død var helt klart at den skete og de timer vi havde i vished om at den skulle ske. Men frygt? Naaarh... følelsen af frygten knytter sig til de første timer, hvor vi endnu ikke vidste hvor galt det stod til, men bare håbede på det bedste - og dermed frygtede det værste. Og da lægen begyndte at sige, at vi kunne overveje dåb, DET var frygteligt! De to første morgener vi vågnede op efter Laurits var død var faktisk også fulde af frygt. Det var nok de værste tidspunkter. Det var så forbandet at vågne op til den virkelighed. Den skræmte på en rigtig klam måde de to første gange. (Og med Viola var det simpelthen den mest omvendte lykkelige oplevelse at vågne op de to første morgener. Det var magisk!)
Ja, nemlig Heidi... Frygt-eligt... Det er jo det...
Det var også dig der i sin tid fik mig til at sætte ord på det med frygt kan jeg huske. Og jeg kan huske du sagde at du var glad for at du ikke havde været bange bange bange... Det værste var jo sket. Det har jeg fæstnet mig ved!
De to første dage. De står skarpt. Også hos mig. Både første, anden og tredje gang!
Kys til dig og ALLE dine!
Send en kommentar