Midt om natten

Sibille og Raja er forkølede. Bare helt almindeligt forkølede. Men de der nætter er ret slemme for helt almindeligt forkølede børn, når de har astma.
Hende Sibille, hun må da tage prisen som verdens gladeste baby... Med verdens trætteste mor...

Raja hos India

Vi går ofte forbi India. Nogle gange hver dage. Andre gange sjældnere. I det gode vejr nogle gange flere gange om dagen. Til og fra. Alene og sammen.

Forleden var Raja og jeg forbi. Jeg bad hende sætte sig på bænken så jg kunne tage et billede af hende. Men hun ville hellere have jeg tog et billede af hendes akrobatiske numre på klapvognen...

Nogle gange bliver det så konkret hvor meget følelserne er mine, og barnesindet og glæden er hendes. Og hvor vidunderligt jeg syntes det er at have Raja Lys at dele det hele med, altså alt det levende. For hun får altså vendt det hele på hovedet. Og nogle gange helt bogstavligt.

Hvorfor skulle jeg dog ville tage et billede af hende på den røde bænk når hun kan det her!?:

Prioritering

Det jeg bruger meget krudt på at tænke over lige i øjeblikket er prioritering.

Med trolde på knap 3 og knap 1 (og det siger jeg med en stor stolthed i stemmen, somom jeg helt selv har lavet dem :) så skal der prioriteres. Rigtig meget endda.
Mange taler om at organisere sig ud af tingene. Vi kan vist ikke organisere os mere ud af det hele end vi gør. Så næste skridt er at prioritere. Og det gør vi nu. I stor stil.
Det der er med prioriteringer er jo, at noget skal nedprioriteres. Og det kan altså være en lidt sej proces at nå frem til hvad. For kan man undgå at skuffe og såre? Også mig selv...
Jeg tror jeg er ved at have en fornemmelse af hvad jeg kan sløjfe. Og hvad der er nødvendigt at sløjfe.
For vi kan sgu ikke få både i pose og sæk. Vi kan ikke både have to dejligste lækkerlinger, som vi gerne vil være meget nærværende for (i både fysisk og psykisk forstand), arbejde på spændende arbejdspladser, gå ud om aftenen, tage på romantiske dates, holde kolonihave (med store ambitioner om en fantastisk familiehave), vedligeholde rigtig mange venskaber og være der når nogle har brug for os, have et stort netværk af dejlige mennesker med liv der er så værd at følge med i, være familiære med kagen klar og kaffe på kanden og så videre og så videre...
Der er bare ikke tid til det hele. Og værre endnu. Der er ikke hjerterum til det hele. Så simpelt er det. Det giver mig følelsen af at være bagud hele tiden.

Når jeg prioriterer så forsøger jeg at holde mig selv fast på, at det ikke er for altid at jeg giver lidt slip her og der. Men for en tid, er der bare andre ting der optager mig. Og det er okay, for det hele skal fungere. Og når jeg mærker helt efter i maven, så ved jeg godt hvor der skal skæres en tå og hugges en hæl.

Og det skuffer mig faktisk ikke det mindste at jeg ikke kommer til Dizzi Mizz Lizzi koncert på fredag, selvom jeg har haft billet i ½ år.
Jeg er træt som et aldersdomshjem, og jeg er ved at erkende at hende Sibille sover dårligere end jeg lige har villet sige højt. Og så må den slags luksus-oplevelser simpelthen bare vente. Jeg vælger fx at arbejde ret meget, holde mange lange weekender med min familie i kolonihaven. Og så er det altså nu engang konsekvensen. At jeg ikke kan det hele, med den halve tid. Me den halve søvn. Og det halve overskud.

I det hele taget er det lidt skørt med det med forventninger til sig selv og mine prioriteringer. Jeg har på det sidste planlagt flere ture ud af huset, just for fun. Sån noget aften-halløj. Og når jeg sån rigtig mærker efter, så er det faktisk slet ikke et behov jeg har. Jeg har slet ikke lyst til at gå fra mine unger om aftenen. Slet ikke at få Sibille passet endnu. Når jeg sån mærker rigtigt efter er det nærmere et lille pres jeg føler(men fra hvem?). For er man virkelig sådan en kedelig-Kaj der helst bare vil hænge herhjemme aften efter aften (og når jeg så lige tænker over det er der sgu ikke meget hængeri over det; nærmere oprydning, oprydning, opryndning!).
En bekendt havde fået en mail fra en nær veninde da hun melte afbud til endnu en fest, og det ramte nok lidt en nerve hos mig. Veninden skrev; "jeg er med på du har travlt med al din morhed, men får man dig aldrig mere at se?"...
Jeg tænker at mange af mine veninder kunne føle lidt det samme med mig. Og jeg kan også have ret sort samvittighed over det. Og måske burde man sparke sin popo lidt ud i verden.
Men egentlig er jeg slet slet ikke klar til at opgive symbiosen med min (lillebitte;) baby herhjemme. Jeg ved at det at være bundet herhjemme er en meget begrænset periode af mit liv. Og jeg ved at om lidt sover mine piger hele aftenen og hele natten, og jeg får rig mulighed for at gå på cafe og drikke en lille øl.
Jeg hverken vil eller kan mene noget om andres behov for at gøre det. Det er sgu deres sag... Min sag er ret afklaret. Jeg bliver hjemme indtil jeg kan og vil afsted igen... Og indtil der er nattero og jeg igen har overskudet.

Og så tænker jeg at det der med at måtte prioritere, det bliver nok kun mere udbredt med tiden. Og det er bestemt noget jeg har været meget dårlig til i fortiden, og bare rigtig gerne vil være bedre til i fremtiden. Ikke for mine børns eller arbejdes eller veninders skyld. Men for Lines skyld...

Jeg mangler tiden

Jeg har en hel masse indlæg i ærmet. Men desværre ikke tiden til at ryste dem ud. Jeg er i allerhøjeste grad ramt af småbørnstravlhed. Og kolonihavekuller.
Og så har jeg altså et vildt spændende arbejde der tager mine aftener. Og som sagt en familie der tager dagene.

Der sker en masse herhjemme. Stort som småt. Jeg er lidt træt. Men grundlæggende glad og tilfreds. Det er faktisk ret dejligt at føle sån igen. Sån lidt zen-agtigt!

Vi har også udfordringer. Især Raja Lys er sgu mere en ekplosiv olietank nærmere end et lille Lys. Og jeg er virkelig en temperamentfuld mor, og vi aner nogle gange ikke vores levende råd. Og jeg tager mig selv i (i allerbedste uifavnske stil) at tænke; en måned til hun starter i udflytterbørnehave, så er hun kørt så træt at hun er from som Sibille. Og ja, jeg lærer nok en dag at lige med det med mine børn nytter det der med den hækken der er lav ikke hver gang. (og den højeste side prøver jeg også at undgå, det er jo mit forårsfortsæt). Vi prøver os frem, men uden nogen fællesfronts-agtig strategi. Det duer bare ikke for os. Vi er vist mest til det der med at tage det som det kommer.

Gisp i skulle have set mig med Sibille i slyngen, pizza i den ene hånd og skrigende Raja i den anden hånd ned af Jagtvej idag. Det var meget lidt zen!

Fik jeg fortalt at Sibille har lært at kravle? Yay. Fik jeg også fortalt at hun laver tænder hele natten og holder sin mor vågen? Pjay!

Men altså. Ret zen og ret meget kolonihaveidyl. Når vi ikke lige konflikter...

Ferie

Alle er raske igen. Sibille er på toppen og har fået sine lår tilbage. Stadig vidunderlig glad.

Rajas dagplejemor er på ferie i tre uger nu. Så det er vi også. I sommerhus, kolonihave og rundt omkring. Det blir fantastisk.

Imorgen starter ferien med et børnebyt. Min søster og jeg bytter barn en dag. For jeg savner min nevø noget så meget. Siden jeg har fået mine egne børn er det ikke blevet til meget tid med ham. Og nu har vi opfundet koncept "børnebyt". Jeg skal stene 3d-film med Frederik og spise popcorn og slik, mens Dorthe kan løbe efter Raja Lys i kongens have. Helt okay deal... Yeahr...

Jeg har det godt. Faktisk er der mange ting der letter for mig. Sibille og Raja er sjove, "selvkørende" og har et sammenspil der får mig til at smelte helt væk af lykke.
Jeg har fået nogle fantastiske udfordringer på arbejdet, og har droppet min eksamen til sommer. Jeg har fået sat ord på nogle frustrationer.
Mine børn er lige så syge som alle andre børn i øjeblikket - hverken mere eller mindre. Se det er store sager.
Forleden var jeg på cafe. En aften, to timer. Uden børn. Så vildt og så dejligt. (at det skulle have været en koncert på Vega og at jeg syntes Vesterbro var aaaalt for langt væk fra Sibille er hvad det er)
Vi er ved at være på plads igen i lejligheden efter en storstilet makeover.
Og jeg har ikke blot accepteret, men lovpriser nu, vestlig medicin mod astma til børn og øredræn. Halleluja!

Det er små ting der gør det hele lidt nemmere. Jeg har ikke følelsen af at halse efter min forestilling om lykke og tilfredshed. Næ nej, jeg er ganske godt tilfreds lige nu. Fantastisk!

Ik så cool

Sibille blev skidtere og skidtere, og natten til igår måtte vi tilbage til børnemodtagelsen med en Sibille der var meget meget afkræftet og sløv og dehydreret. Og jeg var alligevel ik så cool som jeg lige havde blæret mig med.
Jøsses en omgang. Og jøsses det var ikke sjovt at stå med en lille slap Sibille i armene med India-lugtende hospitalstøj på.
Hun blev dog ret hurtigt bedre igen efter hun fik erstattet væske om elektrolyt-dimser. Og nu er hun en tynd og lidt meget mere træt udgave af sig selv igen. Min lille glade ål...

Tilbage til start

Igår var vi en tur på børnemodtagelsen med bræk-syg Sibille, der havde kastet alt op et døgn og ikke havde tisset i et ½ døgn. Hun var allerede i bedring og havde kun svag væskemangel. Vi kom hjem igen. Med et stk. syg far.
Det er kun 2½ uge siden hun sidst var bræksyg. Så har den været rundt i familien, her og der og hos bedsterne og nu er den så tilbage til start. Jøsses.
Sibille hun er altså fandme sej! Hun præsterede at grine og kaste op samtidigt en gang. Ojs altså.
Da Raja var præcis ligeså gammel som Sibille er nu, var hun også et smut forbi børnemodtagelsen med præcis samme sygdom. Men med en Line der var sent til tælling på en helt helt anden måde en rolige Line var igår.

Jeg er faktisk ret imponeret over hvor lidt påvirket jeg var af det hele igår. Jeg ville bare gerne have Sibille hjem i vante omgivelser. Var sikker på hun restituerede bedst herhjemme.
Jeg fortalte ikke læger og sygeplejersker om India. Kun om Raja.
Og det gør mig både lidt trist og lidt stolt. Trist at hun er bundfældet så meget i mig. Lettet over at hun er bundfældet så meget i mig. Hendes væren i mig er mere rent. Ikke forplumret af angst, usikkerhed på mig selv og frygt for at miste Sibille og Raja, der bliver aktiveret ved det allermindste (og alligevel er jeg stensikkert mere på mærkerne).

Det er så underligt når jeg mærker jeg har rykket mig. Det er altid den samme lettelse over at være nået hertil. Lettelse over ikke at skulle mærke den der angst og usikkerhed i min mave i tide og utide. Lettelse over ikke at være så hudløs, følseom og på stikkerne. Samtidig er det et skridt længere væk fra de varme dage i juni 2006. Da jeg havde en svag fornemmelse af alt det jeg skulle igennem før jeg... Kom hertil?
Jeg er stækt modstander af sorgforståelse i fase-tænkning. Stærk som i: "jeg tror ik på det pis, lad så vær med at boks'ér mig"! Alligevel kan jeg fornemme på mange af mine med-engle-mødre at rejsen er ens på mange måder. At mange der har fået levende barn nummer to, tænker og beskriver de samme ting (eller bliver vi blot inspireret af hinanden, til pludselig at syntes vi føler så ens?!).
Vi går Indias 4. fødselsdag i møde. Hun er stadig stendød, og hendes univers har forandret sig så vildt meget siden hendes første fødselsdag. Jeg ønsker mig ikke et sekund tilbage.
Og så alligevel kan jeg i split-øjeblikke savne den tid hvor alt blev følt igennem. Hvor alt var husdløst, følsomt og tilladt. Da jeg ikke holdt på mig selv. Da hun stadig var tæt på og fyldte. Da erfaringerne og følelserne fra India stadig dominerede. For det gjorde at hun var nærværende.
Og jeg tænker også om det at jeg ikke flippede ud på børnemodtagelsen igår også er et resultat af, at jeg blot har lært at håndtere mine følelser bedre. Lært at holde på mig selv. Eller om jeg virkelig er blevet cool? (Kan i se på alle mine !? at jeg har opdaget vi har haft tv3 i 2 år uden at vores fljernsyn har været indstillet til det, og at jeg nu, efter at have fundet denne freaky kanal, ser "sex in the city" hver aften når jeg godnat-ammer?)
Jeg skal finde en ny måde at have India nærværende på. Jeg føler mig totalt moden til lidt India-forandring. Den udfordring tager jeg med mig når vi nu går foråret i møde...

Indtil det der forår kommer, så vil jeg pleje mine syge børn. Og måske kaste op en gang eller 7.