Igår var vi en tur på børnemodtagelsen med bræk-syg Sibille, der havde kastet alt op et døgn og ikke havde tisset i et ½ døgn. Hun var allerede i bedring og havde kun svag væskemangel. Vi kom hjem igen. Med et stk. syg far.
Det er kun 2½ uge siden hun sidst var bræksyg. Så har den været rundt i familien, her og der og hos bedsterne og nu er den så tilbage til start. Jøsses.
Sibille hun er altså fandme sej! Hun præsterede at grine og kaste op samtidigt en gang. Ojs altså.
Da Raja var præcis ligeså gammel som Sibille er nu, var hun også et smut forbi børnemodtagelsen med præcis samme sygdom. Men med en Line der var sent til tælling på en helt helt anden måde en rolige Line var igår.
Jeg er faktisk ret imponeret over hvor lidt påvirket jeg var af det hele igår. Jeg ville bare gerne have Sibille hjem i vante omgivelser. Var sikker på hun restituerede bedst herhjemme.
Jeg fortalte ikke læger og sygeplejersker om India. Kun om Raja.
Og det gør mig både lidt trist og lidt stolt. Trist at hun er bundfældet så meget i mig. Lettet over at hun er bundfældet så meget i mig. Hendes væren i mig er mere rent. Ikke forplumret af angst, usikkerhed på mig selv og frygt for at miste Sibille og Raja, der bliver aktiveret ved det allermindste (og alligevel er jeg stensikkert mere på mærkerne).
Det er så underligt når jeg mærker jeg har rykket mig. Det er altid den samme lettelse over at være nået hertil. Lettelse over ikke at skulle mærke den der angst og usikkerhed i min mave i tide og utide. Lettelse over ikke at være så hudløs, følseom og på stikkerne. Samtidig er det et skridt længere væk fra de varme dage i juni 2006. Da jeg havde en svag fornemmelse af alt det jeg skulle igennem før jeg... Kom hertil?
Jeg er stækt modstander af sorgforståelse i fase-tænkning. Stærk som i: "jeg tror ik på det pis, lad så vær med at boks'ér mig"! Alligevel kan jeg fornemme på mange af mine med-engle-mødre at rejsen er ens på mange måder. At mange der har fået levende barn nummer to, tænker og beskriver de samme ting (eller bliver vi blot inspireret af hinanden, til pludselig at syntes vi føler så ens?!).
Vi går Indias 4. fødselsdag i møde. Hun er stadig stendød, og hendes univers har forandret sig så vildt meget siden hendes første fødselsdag. Jeg ønsker mig ikke et sekund tilbage.
Og så alligevel kan jeg i split-øjeblikke savne den tid hvor alt blev følt igennem. Hvor alt var husdløst, følsomt og tilladt. Da jeg ikke holdt på mig selv. Da hun stadig var tæt på og fyldte. Da erfaringerne og følelserne fra India stadig dominerede. For det gjorde at hun var nærværende.
Og jeg tænker også om det at jeg ikke flippede ud på børnemodtagelsen igår også er et resultat af, at jeg blot har lært at håndtere mine følelser bedre. Lært at holde på mig selv. Eller om jeg virkelig er blevet cool? (Kan i se på alle mine !? at jeg har opdaget vi har haft tv3 i 2 år uden at vores fljernsyn har været indstillet til det, og at jeg nu, efter at have fundet denne freaky kanal, ser "sex in the city" hver aften når jeg godnat-ammer?)
Jeg skal finde en ny måde at have India nærværende på. Jeg føler mig totalt moden til lidt India-forandring. Den udfordring tager jeg med mig når vi nu går foråret i møde...
Indtil det der forår kommer, så vil jeg pleje mine syge børn. Og måske kaste op en gang eller 7.
1 kommentar:
Jeg har det på samme måde med Elisabeth her hvor hendes 4. fødselsdag (slet ikke til at fatte) nærmer sig. Jeg savner også ind imellem den tid hvor der blev følt igennem og hvor jeg var så hudløs og sårbar og hvor Elisabeth var helt tæt på, så tæt på at jeg stadig kunne dufte hende. Nogen dage savner jeg at savne.
Kram til dig Line. Håber snart hende lille Sibille snart bliver helt rask. Det der bræk-noget er ikke til at holde ud for nogen og slet ikke i den grad som I har måtte stå model til. Altså!
Send en kommentar