... der vinder en halv times fotosession fra hende her...
Så skal vi have taget familieportræt på den røde bænk. På Indias fødselsdag. Inden vi tager i tivoli, men efter jeg har fået lavet min tatoo!
lørdag den 12. juni 2010
tirsdag den 8. juni 2010
"Hej d'Line, Indias mor"
Sådan kommer jeg ikke til at ringe ned i børnehaven og sige. Ned i vuggestuen, til lægen. Håndboldtræneren. Eller i ungdomsklubben.
Men forleden fik jeg lov at ringe op og sige sån. Til Indias gartner, på Assistens Kirkegård. Hun havde nemmerli' lagt en seddel under den røde bænk med besked om at jeg skulle ringe. Jeg ringede til hende. Og hun ville fortælle mig at hun havde fundet en Malva. På en planteskole et sted. Hvor hun var forbi med sin søster en dag hun havde fri. Og hun vidste jeg havde prøvet at skaffe en Malva til min India, fordi den er så fin, så elegant og så sart og skrøbelig. Og alligevel smuk og lækker og stor. Og emmer lidt af Indien.
Jeg har ikke kunnet opdrive den nogle steder. Det kunne hun. Og hun havde købt en til India. Og jeg tænker bare, shit mand hvor er hun bare en pisse go' gartner, med alle de der fintfølende fornemmelser der er en gave når man arbejder på en kirkegård... Hende ligger jeg sgu gerne dødt barns plet til!
Og hvor var det fedt at få lov at sige; "Hej d'Line, Indias mor"!
Og hvor er jeg glad for at mit Indiabarn får sin Malva. Så tæt på hendes 4års fødseldag. (En malva for en løbecykel)
Men forleden fik jeg lov at ringe op og sige sån. Til Indias gartner, på Assistens Kirkegård. Hun havde nemmerli' lagt en seddel under den røde bænk med besked om at jeg skulle ringe. Jeg ringede til hende. Og hun ville fortælle mig at hun havde fundet en Malva. På en planteskole et sted. Hvor hun var forbi med sin søster en dag hun havde fri. Og hun vidste jeg havde prøvet at skaffe en Malva til min India, fordi den er så fin, så elegant og så sart og skrøbelig. Og alligevel smuk og lækker og stor. Og emmer lidt af Indien.
Jeg har ikke kunnet opdrive den nogle steder. Det kunne hun. Og hun havde købt en til India. Og jeg tænker bare, shit mand hvor er hun bare en pisse go' gartner, med alle de der fintfølende fornemmelser der er en gave når man arbejder på en kirkegård... Hende ligger jeg sgu gerne dødt barns plet til!
Og hvor var det fedt at få lov at sige; "Hej d'Line, Indias mor"!
Og hvor er jeg glad for at mit Indiabarn får sin Malva. Så tæt på hendes 4års fødseldag. (En malva for en løbecykel)
søndag den 30. maj 2010
onsdag den 26. maj 2010
Forventningerne var store...
... dengang vi flyttede vores ting og sager og børn ned i kasser og op i lejligheden over gården, og op på 3. sal. Vi troede at her skulle vi bo her i mange, mange, mange år. 2½ år bliver det til.
Her er ikke svampeclean. Faktisk lugter der så grimt i det lille værelse at det er lukket helt til og bliver ikke brugt mere.
Jeg tror ikke på at vi kan få sat gang i de fornødne undersøgelser og afrensninger uden en kamp der kommer til at trække endnu mere tænder og bitterhed ud af os. Og vores børns helbred skal ikke ligge i hænderne på en skør bolighaj. Og jeg tror aldrig vi får den nødvendige ro her i denne lejlighed. Det var muligvis en fejl at flytte tilbage i første omgang. Men sådan er vi jo; vi er som regel positive(grænsende til det naive) indtil det modsatte er bevist... Det er det så nu. Og afsted med os! I en vældig fart...
Vi er ved at købe en lejlighed 3 gader væk. Lidt mindre. Uden bad. Højt opppe. Men lige i øjet til os. Der kan vi godt se vores familie vokse op. Vi bliver ikke flere levende, og den har den perfekte størrelse, form og fordeling. Og så trak det lidt tænder ud at få et lån når man sån er studerende og der har været en eller anden krise der ikke har berørt os før nu, med SU og lejebolig.
Vi glæder os, mens vi siger farvel til denne lejlighed. Det er sgu her vi blev en lille rigtig familie. Det er sgu her vi vandt livet lidt mere tilbage. Og det er sgu et svært farvel... På den anden side hader jeg det den her lejlighed har gjort ved vores børn. Føj da. Og jeg glæder mig som et lille barn til at indtage Kronborggade. Det er stadig tæt på India. Tæt på Coffee Kollektive, tæt på mange af vores dejlige venner. Og midt her hvor vi har slået vores rødder - og jeg kan sige med stor sikkerhed; for good!
Forventningerne var også store til børnehaven. Måske for store. For der var vist ikke nogen børnehave der kunne leve op til de forventninger Raja havde til det at starte i børnehave. Det går nu godt. Men det har været en hård start for alle. Selvfølgelig mest for Raja. Hun savner trygheden hos sin skønne dagpleje, men nyder udfordringerne i haven fuld af børn. "Lille store Raja Lys" er helt rigtigt...
Sibille skulle have været hjemme til hun var omkring 1½ (der er sådan set heller ikke nogen vuggestuepladser at få før alligevel). Sammen med Thor og måske et barn mere. Så ville Thor være blevet privat dagplejefar. En skøn måde at sende hende ud i verden på tænker vi. Men da vi skulle skrive et opslag for at efterlyse en legekammerat til Sibille i dagplejebiksen, faldt vi over et andet opslag, hvor en mor ville passe sit eget barn og et til hjemme. Fra september og indtil de skal i børnehave. 25 timer om ugen (hvilket egentlig passer os fint) ... Vi var til samtale i fredags og selvfølgelig valgte hun Sibille - kan man andet!?...
Så er der mig. Jeg skriver opgave. Mens Thor er på barsel. Og jeg arbejder lidt, og forbereder næste år, hvor jeg både skal studere og arbejde rigtig meget. Og pludselig blir jeg færdig og er skolefrøken...
Fra september sætter hverdagen for alvor igang. Den, altså hverdagen, har vi ikke set meget til de sidste mange år. Vores liv har vist været enten i untagelsestilstand eller på sommerferie.
Det bliver mærkeligt ikke bare at være sammen og tage tingene som de kommer, læse når børnene sover og arbejde når det passer ind i dagsformen.
Men jeg tror sgu vi er klar til hverdagen. Tror faktisk at ustrukturerede familien Svendsen får godt af lidt struktur... (man får pludselig lyst til at hoste voksen)
Ud kommer vi alle, og vender hjem med oplevelser hver især. Det bliver spændende... Indtil da nyder vi solen, kolonihaven, isene og en tid til hinanden der nok aldrig kommer igen på samme måde...
Det var lidt update fra en stille blog... Fordi jeg har holdt vejret mens låneansøgningen var afsted og tingene skulle falde i hak.
Her er ikke svampeclean. Faktisk lugter der så grimt i det lille værelse at det er lukket helt til og bliver ikke brugt mere.
Jeg tror ikke på at vi kan få sat gang i de fornødne undersøgelser og afrensninger uden en kamp der kommer til at trække endnu mere tænder og bitterhed ud af os. Og vores børns helbred skal ikke ligge i hænderne på en skør bolighaj. Og jeg tror aldrig vi får den nødvendige ro her i denne lejlighed. Det var muligvis en fejl at flytte tilbage i første omgang. Men sådan er vi jo; vi er som regel positive(grænsende til det naive) indtil det modsatte er bevist... Det er det så nu. Og afsted med os! I en vældig fart...
Vi er ved at købe en lejlighed 3 gader væk. Lidt mindre. Uden bad. Højt opppe. Men lige i øjet til os. Der kan vi godt se vores familie vokse op. Vi bliver ikke flere levende, og den har den perfekte størrelse, form og fordeling. Og så trak det lidt tænder ud at få et lån når man sån er studerende og der har været en eller anden krise der ikke har berørt os før nu, med SU og lejebolig.
Vi glæder os, mens vi siger farvel til denne lejlighed. Det er sgu her vi blev en lille rigtig familie. Det er sgu her vi vandt livet lidt mere tilbage. Og det er sgu et svært farvel... På den anden side hader jeg det den her lejlighed har gjort ved vores børn. Føj da. Og jeg glæder mig som et lille barn til at indtage Kronborggade. Det er stadig tæt på India. Tæt på Coffee Kollektive, tæt på mange af vores dejlige venner. Og midt her hvor vi har slået vores rødder - og jeg kan sige med stor sikkerhed; for good!
Forventningerne var også store til børnehaven. Måske for store. For der var vist ikke nogen børnehave der kunne leve op til de forventninger Raja havde til det at starte i børnehave. Det går nu godt. Men det har været en hård start for alle. Selvfølgelig mest for Raja. Hun savner trygheden hos sin skønne dagpleje, men nyder udfordringerne i haven fuld af børn. "Lille store Raja Lys" er helt rigtigt...
Sibille skulle have været hjemme til hun var omkring 1½ (der er sådan set heller ikke nogen vuggestuepladser at få før alligevel). Sammen med Thor og måske et barn mere. Så ville Thor være blevet privat dagplejefar. En skøn måde at sende hende ud i verden på tænker vi. Men da vi skulle skrive et opslag for at efterlyse en legekammerat til Sibille i dagplejebiksen, faldt vi over et andet opslag, hvor en mor ville passe sit eget barn og et til hjemme. Fra september og indtil de skal i børnehave. 25 timer om ugen (hvilket egentlig passer os fint) ... Vi var til samtale i fredags og selvfølgelig valgte hun Sibille - kan man andet!?...
Så er der mig. Jeg skriver opgave. Mens Thor er på barsel. Og jeg arbejder lidt, og forbereder næste år, hvor jeg både skal studere og arbejde rigtig meget. Og pludselig blir jeg færdig og er skolefrøken...
Fra september sætter hverdagen for alvor igang. Den, altså hverdagen, har vi ikke set meget til de sidste mange år. Vores liv har vist været enten i untagelsestilstand eller på sommerferie.
Det bliver mærkeligt ikke bare at være sammen og tage tingene som de kommer, læse når børnene sover og arbejde når det passer ind i dagsformen.
Men jeg tror sgu vi er klar til hverdagen. Tror faktisk at ustrukturerede familien Svendsen får godt af lidt struktur... (man får pludselig lyst til at hoste voksen)
Ud kommer vi alle, og vender hjem med oplevelser hver især. Det bliver spændende... Indtil da nyder vi solen, kolonihaven, isene og en tid til hinanden der nok aldrig kommer igen på samme måde...
Det var lidt update fra en stille blog... Fordi jeg har holdt vejret mens låneansøgningen var afsted og tingene skulle falde i hak.
søndag den 16. maj 2010
Tasken er pakket
Og imorgen drager Raja Lys afsted i børnehave. 3 år, forbandet dejlig. Stor. Og med mod på livet og udfordringerne i en have fuldt af børn.
Hendes 3års fødselsdag gik forrygende. Hun havde helt styr på rollen som forkælet og centrumsk førdselsdagsbarn. Jeg var pavestolt og bundlykkelig.
Jeg føler mig mere og mere som tilskuer til hendes liv. På den fede måde altså. Hun er mere og mere hendes egen, og det skaber en helt helt ny dynamik mellem hende og hendes medmennesker. Det er simpelthen så fedt at være vidne til. Og med til. Så fedt!
Jeg syntes Raja og jeg har fundet nye måder at være mor og datter på, de sidste par måneder. Alt blev sgu lige rystet i grundvolden da Sibille kom skrigende til verden. Det var sgu en brutal og rå måde vores lille symbiose blev brudt på.
Men der er ved at falde en ny og tiltrængt ro over os allefire. Sammen på forskellige leder og kanter, og det begynder at gå i vatter igen. Fedt mand...
Jeg har rejst mig op i mit morskab til Raja. Sådan helt bogstavligt. Der er ikke så meget bøjen ned. Jeg går ret meget oprejst sammen med hende. Jeg elsker virkelig at være mor til en 3årig. Det er en fed alder. Fedt mand...
Hun er fantasifuld. Fuld af ord. Stædig. Snaksagelig og alt muligt andet. Og så tager hun nogle skrigeture der får Husumgade til at ryste...
Nå, men hun blev 3 år. Imorgen tager hun bussen til Jersie. God tur lille store Raja Lys...
Hendes 3års fødselsdag gik forrygende. Hun havde helt styr på rollen som forkælet og centrumsk førdselsdagsbarn. Jeg var pavestolt og bundlykkelig.
Jeg føler mig mere og mere som tilskuer til hendes liv. På den fede måde altså. Hun er mere og mere hendes egen, og det skaber en helt helt ny dynamik mellem hende og hendes medmennesker. Det er simpelthen så fedt at være vidne til. Og med til. Så fedt!
Jeg syntes Raja og jeg har fundet nye måder at være mor og datter på, de sidste par måneder. Alt blev sgu lige rystet i grundvolden da Sibille kom skrigende til verden. Det var sgu en brutal og rå måde vores lille symbiose blev brudt på.
Men der er ved at falde en ny og tiltrængt ro over os allefire. Sammen på forskellige leder og kanter, og det begynder at gå i vatter igen. Fedt mand...
Jeg har rejst mig op i mit morskab til Raja. Sådan helt bogstavligt. Der er ikke så meget bøjen ned. Jeg går ret meget oprejst sammen med hende. Jeg elsker virkelig at være mor til en 3årig. Det er en fed alder. Fedt mand...
Hun er fantasifuld. Fuld af ord. Stædig. Snaksagelig og alt muligt andet. Og så tager hun nogle skrigeture der får Husumgade til at ryste...
Nå, men hun blev 3 år. Imorgen tager hun bussen til Jersie. God tur lille store Raja Lys...
fredag den 14. maj 2010
I morgen græder himlen
Det burde have været idag. I dag er det nemlig et år siden at Thilde døde.
Jeg har utallige halve indlæg om hende. Mine tanker om hendes død. Mit savn. Og min totale forvirring over at bearbejde min sorg over hendes død. Jeg aner simpelthen ikke hvordan man kommer sig over en venindes død. Det er faktisk en meget ensom sorg... For den er for stor til at glemme og for fjern til at dyrke...
Thilde er død, kan jeg sige, men ikke forstå.
På mandag besøger jeg hendes plet for første gang. Der har simpelthen været for meget til at lukke det hele ind. Jeg har på fornemmelsen at jeg tager hul på en sorgbearbejdelse nu, et år forsinket. Fordi dette år har været. For vildt.
Jeg savner hende. Mangler hende. Savner hende. Ser hende overalt. Mangler hende...
Jeg har utallige halve indlæg om hende. Mine tanker om hendes død. Mit savn. Og min totale forvirring over at bearbejde min sorg over hendes død. Jeg aner simpelthen ikke hvordan man kommer sig over en venindes død. Det er faktisk en meget ensom sorg... For den er for stor til at glemme og for fjern til at dyrke...
Thilde er død, kan jeg sige, men ikke forstå.
På mandag besøger jeg hendes plet for første gang. Der har simpelthen været for meget til at lukke det hele ind. Jeg har på fornemmelsen at jeg tager hul på en sorgbearbejdelse nu, et år forsinket. Fordi dette år har været. For vildt.
Sådan møder Sibille Thilde. Gid det istedet havde været sådan her:
Jeg savner hende. Mangler hende. Savner hende. Ser hende overalt. Mangler hende...lørdag den 8. maj 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)