Mit lille glade æg

Mor, kan vi ikke tage et sted hen hvor vi kan se India helt rigtigt, uden at hun er død?

Allenhelgens søndag på Nørrebro. Planen var Vor Frue Kirke. Til mindegudstjeneste. Vi har været der et par gange før, og det er så fint et arrangement. Det er ved at være mange år siden hende Indiabarnet døde, sidder jeg lige og tænker mens jeg skriver...

Men jeg var sgu for svimmel til at tage nogle steder, og alle var trætte og hostende. Og vi er begyndt at se fidusen i aftalefrie søndage (ender man ikke alligevel med 1000 ting, man blev bare ikke stresset over det står på kaldenderen inden!?)

Vi var bare hjemme, indhentede søvn og tullede. Og så var vi et smut hos India.

Raja spørger meget om India i øjeblikket. Hun taler meget om hende. Også til andre.

Hendes umiddelbarhed er så kær. Og hendes spørgsmål, som fx overskriften på dette indlæg, kaster os ud i nogle meget suspekte forklaringer og fortællinger. Og som regel slutter de på; ehm altså Raja, jeg ved det faktisk ikke.

Jeg tror vi har været meget optagede af vores egen sorg. Vores egen sorgforståelse. Og projekt efterfølgende forløsende børn, så den der del af India - den med at hun har nogle søskende der også forholder sig til hende. Det har vi ikke reflekteret så meget over.

Og Raja vil så gerne se billeder af levende India. Hun syntes det er rigtig synd hun er død, for hun var jo bare en baby. Og så vil hun bare også gerne vide om jeg også brænder hende når hun dør. Og jeg væver og forklarer og kysser hende i panden og siger hun er vidunderlig.

Og så spørger jeg hende hvad hun egentlig selv tror. Og så siger hun at hun tror at India lægger slik til hende under bænken til jul. Og okay, det gør hun så måske nok...

Hun kan godt lide at besøge India. Og vil gerne være der i lang tid. Og nogle gange tager fantasien over, og hun begynder at digte om India der kommer om natten og kilder hende under tæerne, og India er sur på mig fordi jeg laver suppe. Og andre skøre historier. Og jeg klukker lidt og skumler over hvor mon det kommer fra?!

Det er en rejse at være de der tøsers mor. The never ending story af dejlige udviklinger - og nogle gange hårrivende episoder.

Men vi havde ihvertfald en fantastisk Allenhelgens søndag. Sammen med Raja og Sibille, i Indias nærvær.

Efterårskulde og en astmamors bekendelser

Jeg skylder updateringer om alt muligt. Det forpligter at lade folk følge med i sit liv. Det kan jeg fornemme på min mailboks. Beklager. - Jeg prøver selv at finde hoved og hale i det hele.

Buttumline; Vi tror lejligheden er okay. Vi har afrenset og undersøgt hvad der kunne undersøges. Vi tænker at sansynligheden for at her er mere svamp end nogle andre steder, er meget mindre. Og andelsboligforeningen har ihværksat en stor undersøgelse af tag mm. der skal afhjælpe at der nogensinde igen trænger vand ind igen (Halleluja)...

Og så blev det efterår - eller jo nærmest vinter (når man har små børn defineres det vel som vinter når flyverdragterne er fremme).
Og nærmest fra kuldeblæsten startede, begyndte Raja at hoste. Så meget at hun er hæs, kaster op af det - og hvæser og sprutter. Nætter på nætter med spacer, hoste, spacer... Tmevis. Gaaaaab.
Fuld dosis binyrebakhormon ned i de små lunger, og vi beder til at det, en ny behandlingsform i form af piller (som hun får ondt i maven af), to uger syd på i december og måske en uge mere i februar alene med far og masser af frisk juice og brocolli, kan gøre vinteren tålelig for hende - og os.
Vi er blevet medlemmer af Astma og allergi Danmark, og i sidste nummer skrev en far "en astmafars bekendelser". Jeg kunne have skrevet hvert et ord. Jeg hæftede mig især ved to ting (og Raja har vist to fædre):
... Hun stikkes, måles og vejes. Og skriger som en besat. "Stakkels pige siger moren" "Stakkels mig tænker faren". Lægerne sagde at hun nok vokser fra det en dag. Det er endnu ikke sket. Hun trækker stadig sin daglig dosis spirocot i spaceren. Og hun trækkes til stadighed med en far der har gjort hendes problem til sit eget...
Det der kunne være mine ord! Ligesom:
...At være passiv astmatiker er for mit vedkommende lig med et liv spændt ud mellem fornuftens faderlige omsorg og følelsernes barnagtige egenrådhed. I det spillerum må jeg kæmpe min indre kamp med en skyldfølelse over, at mit fokus retter sig mod mine egne frustrationer fremfor en empatisk imødekommelse af Fridas behov for støtte...
Jeg reflekterer en del over om det i virkelighed er mig der i en natte-hoste-spacer-tåge har skrevet det der. (Jeg mener Raja får hver aften meget livagtige godnathistorier om Freja. Måske jeg også har opfundet et parallelt univers om en Frida?)
En sidste ting jeg var ved at brække mig af grin over var at faren havde taget sig selv i at sige til sin datter; Frida vil du ikke godt prøve at lade være med at hoste så meget?
Godt jeg ikke er alene... Eller, bare jeg havde været det, og så alligevel ikke.

Anyways. Jeg sidder her, skulle have været på arbejde. Men er så svimmel, kvalm og udmattet at jeg har meldt mig syg.
Og mine tanker kredser om om det her liv på kanten, som vi åbenbart bare har i vintertiden - om det går over? Og hvordan fanden vi skal få det til at fungere med jobs og arbejde og voksenhed? Eller om vi skal gøre alvor af at søge nedsat tid på baggrund af Rajas astma. Eller om det er at... Erkende og acceptere det som en kronisk tilstand - en kronisk sygdom - der ikke lige rundt om hjørnet er borte. Men som skal definere dele af vores liv, som det allerede gør.





... PS. Sibille sover som en drøm - når hun altså ikke er syg. Når Raja vækker hende med gråd og hoste om natten beder vi hende bare om at lægge sig ned og sove igen. "nej" siger hun, og sover videre.

"Far, mor og børn"

Raja er begyndt at lege rigtig meget "far, mor og børn" i børnehaven. Hun er en del af et tæt slæng på 4 skønne skønne unger.
I legen er der far, to mødre, baby (bløde bamse), en død storesøster og en hund...
De andre børn taler nu meget om døden derhjemme! Bum, bum, bum...

EFTERÅRSFERIE

Vi har det godt. Det går godt. Vi holder efterårsferie i et par dage, og nyder hinanden og Nørrebro. Gyd, hvor er jeg mega glad for at bo på Nørrebro...
Go ferie, fra mig og mine.

Herfra hvor jeg sidder

Vi er hjemme. Og herfra hvor jeg sidder, kan jeg kigge ud over mit hood. Vi er hjemme. Vi håber vi kan blive. Tiden må vise hvordan det ender. Men lige nu er vi hjemme, efter en uge i Emdrup. Vi er hjemme fordi...
Vi simpelthen ikke rummede mere rakkeri. Vi har afrenset det svamp her var, og vi sætter alle vores penge på at andelsboligbestyrelsen sørger for at det ikke kommer igen (og lapper det der tag ASAP). Vi havde hjemve.
Måske får vi aldrig ro her. Måske bliver det svært at få helt ro nogen steder igen. For når man har fået så raffineret en viden om fugtproblemer og svamp - så er hjem ikke længere bare hjem. Og boliger kan gøre dig og dine unglinger syge.
Og det er egentlig lidt ligesom den der angst der bare altid lurer iforhold til vores unger, fordi vi engang for 4½ år siden sad med vores lille døde Indiabarn i armene. Det kom bare lige dernede fra helvede det der død. Og vi har nu den mest abskurte raffinerede viden om hvordan små børn kan dø. - Og vi får bare aldrig helt den samme ro som andre i forhold til vores unger. Sådan er det bare. Det kan vi ikke lave om på. Men vi kan tage hånd om det.
Og vi kan lære at skelne mellem frygt, angst og realisme - og så igen, hvem fanden kan det!?

Jeg har verdens bedste venner

Det var bar det jeg ville sige. Hej.