Rigtig glad endda. For at være hjemme. For at vi snart kan tage i kolonihaven. For at Sibille næsten sov igennem i nat. For at Raja er totalt kær og sej. Og for vores nye robot. (Thor syns dens system er irriterende (han kan ikke regne det ud, det er det der er irriterende). Sibille er vildt bange for den. Og Raja har lange mange samtaler med den. )
En veninde fortalte mig igår at der er lavet en undersøgelse om at barn nummer et (og jo, India er jo barn nummer et, men tror den der undersøgelse har en fejlmargen med døde børn, så vi tæller lige fra Raja) skaber lykke. Barn nummer to (Sibille) skaber hårdt arbejde. Den tygger jeg på. Og piver lidt når jeg tænker på det. For jeg er tildels enig. Men det gør ondt i mit hjerte at tænke på at Sibille ikke får samme mængde "lykke-tilbage-i-hovedet-smil". Hun fortjener det ligeså meget som Raja gjorde. Hun bliver kigget på med meget trætte øjne, og alt for få; "hva skal vi lege nu lille skat". Hun er så skøn, og hun skal huskes. Nogle gange er hun blot er en håndtaske, og verdens mindst stimulerede barn.
Sådan skal det ikke være. Sibille, du skal også have det bedste (som vi har at give)...
Der er kommet en lille bitte vintergæk ved Indias sten. Det gør mig også glad. Tænk at noget så banalt kan gøre en mor så glad, midt ovenpå alt det døde...
onsdag den 17. marts 2010
søndag den 14. marts 2010
Hjemme
Vi er hjemme igen. Og det er ubeskrivligt dejligt. Blandet med en uro og angst for om alt nu er som det skal være. Brændt barn...
Raja og Sibille er også glade for at være hjemme. Jeg troede ikke Sibille ville kunne huske hjem. Men det er der ingen tvivl om hun kan. Vi er hjemme. Det er dejligt.
Her er flyttekasser overalt. Det hele er på grænsen til kaos. For efter sån en skimmelskade skal der ordnes i bund. Det tager tid. Og vi går med livrem og seler. Alt bliver vasket. Tørret af. Vasket. Og så er vi igang med sortering, udsmidning og organisering. Vi har fået fokus på indeklima på den hårde måde. Nu skal der orden på sagerne.
Imorgen kommer robotten. Den skal sørge for støvfrit gulvmiljø.
Jeg har været temmelig paranoid siden vi kom hjem. Lugtet mærkelige lugte overalt. Syntes at Rajas astma blev slem over natten efter vi kom hjem. Kunne mærke det på min egen astma. Ser spøgelser (gid det var min India der var forbi). På den anden side er Sibilles astma blevet en million gange bedre efter hjemkomsten (?!). Og egentlig tror jeg bare ikke helt jeg kan stole på mine fornemmelser, intuitioner og gisninger. Der er meget tilfældighed og psykosymatik (?!) i det her tænker jeg. Jeg føler mig svampeskør. Jeg overlader det til de der ingenører der tester hytten igen om 1½ måned!
Sansynligheden for at her er mere skimmelsvamp er omtrent den samme som i alle andre boliger nu... Ja ja, men statestikken har faktisk aldrig været på min side.
Raja er syg. Ellers ikke syg, har bare forbandet ondt i ørene og er ved vagtlægen med Thor. Sibille tager sig et eller andet spring og vågner hvert 15. minut omtrent. Jeg er igang med at male vores karlekammerskab gult. Meget gult! (min mors kommentar var latter)...
Nå, men det var nyt herfra. Det var tiden jeg kunne spilde på indernettet for denne gang. For jeg har vist ikke fået skrevet om hvor befriende det egentlig var på Gran Canaria ikke at være på nettet, på holdt, på på på. Ikke engang på telefonen (som den dumme danske turist fik stjålet). Livet mit skal leves på denne side af skærmen, her hvor jeg sidder nu. Det er vigtigt. Det er her jeg hører til. Jeg er færdig med være forpligtet til en forpligtelse jeg selv har skabt.
Så nogle gange og lidt mere forsvinder jeg fra skærmen. Den internetske verden er mit redskab, ikke her jeg lever mit liv. Det fandt jeg ud af føltes helt rigtigt...
Raja og Sibille er også glade for at være hjemme. Jeg troede ikke Sibille ville kunne huske hjem. Men det er der ingen tvivl om hun kan. Vi er hjemme. Det er dejligt.
Her er flyttekasser overalt. Det hele er på grænsen til kaos. For efter sån en skimmelskade skal der ordnes i bund. Det tager tid. Og vi går med livrem og seler. Alt bliver vasket. Tørret af. Vasket. Og så er vi igang med sortering, udsmidning og organisering. Vi har fået fokus på indeklima på den hårde måde. Nu skal der orden på sagerne.
Imorgen kommer robotten. Den skal sørge for støvfrit gulvmiljø.
Jeg har været temmelig paranoid siden vi kom hjem. Lugtet mærkelige lugte overalt. Syntes at Rajas astma blev slem over natten efter vi kom hjem. Kunne mærke det på min egen astma. Ser spøgelser (gid det var min India der var forbi). På den anden side er Sibilles astma blevet en million gange bedre efter hjemkomsten (?!). Og egentlig tror jeg bare ikke helt jeg kan stole på mine fornemmelser, intuitioner og gisninger. Der er meget tilfældighed og psykosymatik (?!) i det her tænker jeg. Jeg føler mig svampeskør. Jeg overlader det til de der ingenører der tester hytten igen om 1½ måned!
Sansynligheden for at her er mere skimmelsvamp er omtrent den samme som i alle andre boliger nu... Ja ja, men statestikken har faktisk aldrig været på min side.
Raja er syg. Ellers ikke syg, har bare forbandet ondt i ørene og er ved vagtlægen med Thor. Sibille tager sig et eller andet spring og vågner hvert 15. minut omtrent. Jeg er igang med at male vores karlekammerskab gult. Meget gult! (min mors kommentar var latter)...
Nå, men det var nyt herfra. Det var tiden jeg kunne spilde på indernettet for denne gang. For jeg har vist ikke fået skrevet om hvor befriende det egentlig var på Gran Canaria ikke at være på nettet, på holdt, på på på. Ikke engang på telefonen (som den dumme danske turist fik stjålet). Livet mit skal leves på denne side af skærmen, her hvor jeg sidder nu. Det er vigtigt. Det er her jeg hører til. Jeg er færdig med være forpligtet til en forpligtelse jeg selv har skabt.
Så nogle gange og lidt mere forsvinder jeg fra skærmen. Den internetske verden er mit redskab, ikke her jeg lever mit liv. Det fandt jeg ud af føltes helt rigtigt...
søndag den 7. marts 2010
Kleinsmekker
Jeg er simpelthen så vild med det Lotte laver. Hold da fest en runde iaften! Jeg er totalt kleinsmekker-fan. 
Sibille i Raja Mei Tai:
- Kivi og Betina. I alt det her flyttehalløj svedte jeg FULDSTÆNDIG jeres ringslynger ud! Send mig lige en mail med jeres adresser igen og de vil blive sendt afsted så snart jeg rammer broen! UNDSKYLD! -
torsdag den 4. marts 2010
Det letter lidt igen
Sibille er blevet en fuldfed baby på 8 måneder. Hun er fantastisk. Og ved et tilfælde fandt vi ud af at hun kan spise selv, vi er begyndt til rytmik og hun græder egentlig meget lidt og kun fordi det er hendes sprog. Sagt på en anden måde; den hårde spædbarnsfase, som jeg altså bare ikke syns er verdens største fest, er slut.
Jeg har altså ikke haft verdens nemmeste spædbørn. Og selvom mange måske mener at man selv skaber den seng man ikke sover i (eller hvordan det nu er), så piver jeg alligevel mens det står på.
Men igår slog det mig faktisk; mine aftener er rolige, vi laver aftensmad (næsten) hver dag. Jeg sover okay meget om natten. Ingen har haft feber et par uger. Jeg tror Sibilles oceaner af medicin begynder at virke. Jeg har fregner. Og idag er jeg alene hjemme! På lørdag er det jul. På tirsdag flytter vi hjem i Husumgade. Som Raja siger; "mor arbejdsmændende larmer ikke i Husumgade mere, så nu kan vi godt sove der". Imorgen skal Raja og jeg i biografen. Måske have en kop fadder-kaffe og på cafe.
Jeg syntes det hele letter lidt. Jeg har ihvertfald troen på fremtiden intakt igen. Og den er faktisk meget vigtig. Det fandt jeg ud af mens den et kort øjeblik var væk!
Jeg har altså ikke haft verdens nemmeste spædbørn. Og selvom mange måske mener at man selv skaber den seng man ikke sover i (eller hvordan det nu er), så piver jeg alligevel mens det står på.
Men igår slog det mig faktisk; mine aftener er rolige, vi laver aftensmad (næsten) hver dag. Jeg sover okay meget om natten. Ingen har haft feber et par uger. Jeg tror Sibilles oceaner af medicin begynder at virke. Jeg har fregner. Og idag er jeg alene hjemme! På lørdag er det jul. På tirsdag flytter vi hjem i Husumgade. Som Raja siger; "mor arbejdsmændende larmer ikke i Husumgade mere, så nu kan vi godt sove der". Imorgen skal Raja og jeg i biografen. Måske have en kop fadder-kaffe og på cafe.
Jeg syntes det hele letter lidt. Jeg har ihvertfald troen på fremtiden intakt igen. Og den er faktisk meget vigtig. Det fandt jeg ud af mens den et kort øjeblik var væk!
tirsdag den 2. marts 2010
Et besøg hos India
Idag var jeg på besøg hos India. Det føles næsten ikke som at besøge hende. For stedet og hun er jo min og mit. Og man besøger jo ikke hjem og sit...
Jeg tog mig god tid. Jeg puslede. Jeg var alene. Bare alene, lidt sammen med India.
Det var tiltrængt at være der igen. Med god tid. Til tanker og puslen. Og til at se hvad der var der under alt sneen. Nytårspynten lå der. Og et par erantis var næsten fremme.
Jeg græd. Der er langt mellem jeg græder hos India. Idag var bare så overvældende. For hun har fået en ny nabo. Midt mellem India og Klemmens, ligger nu lille Tjalfe. Og de friske blomster, breve og bånd fra begravelsen sendte mig tilbage til den der varme dag i juni 2006. Da min lille India på allersmukkeste vis blev begravet. Og jeg kan stadig genkalde hvert et minut fra dagen, kirken, blomsterne, eftermiddagen på tæppet ved hendes plet hvor alle kortene blev læst. Følelsen af at være blevet både fuldstændigt forløst og samtidig fuldstændig tømt. Jeg husker det og genkalder det, men blot i et splitsekund. For Raja er bange for en edderkop og Sibille vil gerne tilbage i min mave (hun er meget 8 måneder).
Jeg sender en tanke til de forældre der ikke oplever det i glimt lige nu, men er i det med hele dem. Mest sender jeg tanker til lille Tjalfe. Gad vide hvad han var og var blevet for en lille fyr...
Jeg tog mig god tid. Jeg puslede. Jeg var alene. Bare alene, lidt sammen med India.
Det var tiltrængt at være der igen. Med god tid. Til tanker og puslen. Og til at se hvad der var der under alt sneen. Nytårspynten lå der. Og et par erantis var næsten fremme.
Jeg græd. Der er langt mellem jeg græder hos India. Idag var bare så overvældende. For hun har fået en ny nabo. Midt mellem India og Klemmens, ligger nu lille Tjalfe. Og de friske blomster, breve og bånd fra begravelsen sendte mig tilbage til den der varme dag i juni 2006. Da min lille India på allersmukkeste vis blev begravet. Og jeg kan stadig genkalde hvert et minut fra dagen, kirken, blomsterne, eftermiddagen på tæppet ved hendes plet hvor alle kortene blev læst. Følelsen af at være blevet både fuldstændigt forløst og samtidig fuldstændig tømt. Jeg husker det og genkalder det, men blot i et splitsekund. For Raja er bange for en edderkop og Sibille vil gerne tilbage i min mave (hun er meget 8 måneder).
Jeg sender en tanke til de forældre der ikke oplever det i glimt lige nu, men er i det med hele dem. Mest sender jeg tanker til lille Tjalfe. Gad vide hvad han var og var blevet for en lille fyr...
mandag den 1. marts 2010
Jeg har lige været oppe hos Raja
Hun sover. Og hun havde en sut i munden og en i hvert øre. Det så faktisk ret sjovt ud :)
lørdag den 27. februar 2010
Gran Canaria med mere...
Vi er hjemme igen. Eller det vil sige vi er tilbage i Emdrup igen. Efter en vidunderskøn uge på Gran Canaria. Det var på ingen måder charter på den ufede måde. Eller måske har jeg bare totalt fået andre kriteríer for hvad der er det fede og ufede ;O)
Vi hyggede så vildt. Pigerne var så glade. Og jeg tævede moster Birla og Thor i kortspil om aftenen. Hvornår havde vi sidst tid og overskud til at spille kort?
Maden var skøn, vejret var skønt og vi fandt varmen på alle mulige måder. Det var FANTASTISK!
Pigerne klarede rejsen så fint. Vi var begge veje ca. 12 timer undervejs. Det er altså lang tid for så små unger. Det største problem var at Raja var vanvittig angst for flytoiletterne. Og ville bare "hjem i Husumgade og lave lort".
Sibille og Raja er nogle dejlige rejsekammerater. Når vi en dag er færdige på studierne (og der tikker menneskepenge ind på kontoerne) skal vi vist pakke rygsækkene noget mere!
Varmen havde den helt ønskede effekt på Raja. Hun løb 1½ km. op af en snoet bjergvej flere gange om dagen når vi havde været nede i byen. Eller løb 200 trappetrin op af bjergtrappen. Herhjemme har hun hostet bare af at kravle op på en rutjebane!
Hun er i topform. Og hendes humør var præcis lige så fantastisk som når vi er i kolonihaven. Det store glade æg! Vores lille udebarn.
Hjem kom vi iøvrigt til et brev fra pladsanvisningen med tilbud om en børnehaveplads. I en ønsket udflytterbørnehave. Det bliver vanvittig svært at sige farvel til dagplejen. Men jeg tror Raja Lys er klar. Hun glæder sig, og det bliver stensikkert godt!
Hver dag undres jeg over hvor den lille babyRaja blev af!? Igår ringede hun hjem til os for at huske os på fætter Frederiks gave som han havde glemt. Tænk, jeg har et barn der ringer hjem!?
Sibille, det lille myr, var sgu ret skidt på ferien. Eller ikke sløj. Men for satan hun har slem astma. Hun lyder virkelig slem når hun trækker vejret. Piver, hvæser, hoster og hakker. Det var lidt skræmmende at være langvejs med en så astmatisk Sibille. Men så igen; Gran Canaria er sgu ikke vanvittig eksotisk...
Jeg har desuden fået en astma-hot-line som jeg også benyttede mig af på ferien. En venindes veninde har en dreng på 5 år der er rigtig slemt ramt af astma. Hun er en af de der der virkelig sætter sig ind i tingene. Og så har hun en finurlig måde at håndtere det hele på. Hun har fingrene helt nede i alt hvad der rør sig på området, samtidig med at hun på ingen måder dyrker det der syge-halløj. Så hun er simpelthen en gave midt i det hele. Og jeg mærker igen hvor vanvittig vigtigt det er at have et spejl og et sted man ikke kun føler sig forstået, men virkelig medfølt. Jeg kan se det ikke behøver at ende med døde børn og skilsmisse, alt det her. Men jeg kan også se at man ikke er så nerve-agtig-hvordan skal det her nogensinde gå-!? ALTID. En dag bliver det hverdag, og man omstiller sig, og dette bliver vilkårene. Og livet går og det fylder ikke så meget.
Sibille fik også mellemøresbetændelse på begge ører på Gran Canaria. Men det klarede drænene. Lidt feber, men ingen smerter. Det flød bare ud med sjask fra ørene. Adr. 5. mellemøresbetændelse til det lille myr. Men HALLELUJA for øredræn! Dem snupper vi igen næste vinter!
Hold kæft hvor jeg håber at den forebyggende astmamedicin hun får nu hjælper snart. Og at hun forskånes for flere forkølelser i denne vinter. Og at tiden arbejder for hende. Ellers går vi flere hårde år i møde. Og det føles lidt som om det er de aller aller sidste pumper der får maskineriet til at dreje - så tanken om flere lignende år virker... Temmelig uoverskueligt.
I går skulle vi være flyttet hjem i skimmelfri lejlighed. Vi glædede os som små børn. Vi havde nået at indkalde flytteteamet. Og fortalt det til en glad Raja Lys. Selv Sibille var glad da vi var på visit inde på Nørrebro.
Vores afstik til Emdrup har gjort det klart for os; vi er Nørrebroere. Ihvertfald lige nu. Den anden dag var jeg inde for at besøge India og ordne nogle småting i lejligheden. Og der på en bænk ikke så langt fra India, midt i en snedrive. Der sad en mand og spillede guitar. Og selvom der lugtede lidt mere af os end i haven i Emdrup, så fik jeg det der sug i maven af manden med guitaren, kirkegården og kaoset på Jagtvej af; genkendelse, glæde og tryghed. Her hører vi altså hjemme.
Derfor har det været et hårdt slag at vi dagen før hjemflytningen opdagede nye fugtpletter på gulvet i soveværelset. Gjorde kort proces; borede et hul ned i gulvet, tog en skimmelprøve der viste; rigtig rigtig meget skimmelsvamp.
Lige nu er vi slået ud (ikke hjem). Mærkeligt nok slår det ikke mig helt så meget ud denne gang. Måske fordi mine depoter er fyldt godt op efter en fantastisk ferie!? Måske er jeg bare lidt langsomopfattende ;O)
Ihverfald så begynder tvivlen igen at melde sig; kommer vi mon nogensinde hjem til Husumgade? Hånden på hjertet; jeg tror det ikke! Jeg tror den skimmelskade er så omfattende at den er umulig at komme til livs. Og vores børns helbred er alligevel vigtigere end; genkendelse, tryghed og følelsen af at høre hjemme. Og lidt tænker jeg; måske kan man ikke få det hele!?
For Thor er det sværeste ved alt dette vist nok at vores eneste handlemulighed er at vente. Vente på at udlejere, advokater, håndværekere og ingenører finder tid til at kigge på vores hjem. Finder pengene til det. Og finder velviljen til at hjæle os.
Og det er sgu da også bare røvsurt!
Ved ik lige hvordan jeg skal slutte dette indlæg. SLUT.
Vi hyggede så vildt. Pigerne var så glade. Og jeg tævede moster Birla og Thor i kortspil om aftenen. Hvornår havde vi sidst tid og overskud til at spille kort?
Maden var skøn, vejret var skønt og vi fandt varmen på alle mulige måder. Det var FANTASTISK!
Pigerne klarede rejsen så fint. Vi var begge veje ca. 12 timer undervejs. Det er altså lang tid for så små unger. Det største problem var at Raja var vanvittig angst for flytoiletterne. Og ville bare "hjem i Husumgade og lave lort".
Sibille og Raja er nogle dejlige rejsekammerater. Når vi en dag er færdige på studierne (og der tikker menneskepenge ind på kontoerne) skal vi vist pakke rygsækkene noget mere!
Varmen havde den helt ønskede effekt på Raja. Hun løb 1½ km. op af en snoet bjergvej flere gange om dagen når vi havde været nede i byen. Eller løb 200 trappetrin op af bjergtrappen. Herhjemme har hun hostet bare af at kravle op på en rutjebane!
Hun er i topform. Og hendes humør var præcis lige så fantastisk som når vi er i kolonihaven. Det store glade æg! Vores lille udebarn.
Hjem kom vi iøvrigt til et brev fra pladsanvisningen med tilbud om en børnehaveplads. I en ønsket udflytterbørnehave. Det bliver vanvittig svært at sige farvel til dagplejen. Men jeg tror Raja Lys er klar. Hun glæder sig, og det bliver stensikkert godt!
Hver dag undres jeg over hvor den lille babyRaja blev af!? Igår ringede hun hjem til os for at huske os på fætter Frederiks gave som han havde glemt. Tænk, jeg har et barn der ringer hjem!?
Sibille, det lille myr, var sgu ret skidt på ferien. Eller ikke sløj. Men for satan hun har slem astma. Hun lyder virkelig slem når hun trækker vejret. Piver, hvæser, hoster og hakker. Det var lidt skræmmende at være langvejs med en så astmatisk Sibille. Men så igen; Gran Canaria er sgu ikke vanvittig eksotisk...
Jeg har desuden fået en astma-hot-line som jeg også benyttede mig af på ferien. En venindes veninde har en dreng på 5 år der er rigtig slemt ramt af astma. Hun er en af de der der virkelig sætter sig ind i tingene. Og så har hun en finurlig måde at håndtere det hele på. Hun har fingrene helt nede i alt hvad der rør sig på området, samtidig med at hun på ingen måder dyrker det der syge-halløj. Så hun er simpelthen en gave midt i det hele. Og jeg mærker igen hvor vanvittig vigtigt det er at have et spejl og et sted man ikke kun føler sig forstået, men virkelig medfølt. Jeg kan se det ikke behøver at ende med døde børn og skilsmisse, alt det her. Men jeg kan også se at man ikke er så nerve-agtig-hvordan skal det her nogensinde gå-!? ALTID. En dag bliver det hverdag, og man omstiller sig, og dette bliver vilkårene. Og livet går og det fylder ikke så meget.
Sibille fik også mellemøresbetændelse på begge ører på Gran Canaria. Men det klarede drænene. Lidt feber, men ingen smerter. Det flød bare ud med sjask fra ørene. Adr. 5. mellemøresbetændelse til det lille myr. Men HALLELUJA for øredræn! Dem snupper vi igen næste vinter!
Hold kæft hvor jeg håber at den forebyggende astmamedicin hun får nu hjælper snart. Og at hun forskånes for flere forkølelser i denne vinter. Og at tiden arbejder for hende. Ellers går vi flere hårde år i møde. Og det føles lidt som om det er de aller aller sidste pumper der får maskineriet til at dreje - så tanken om flere lignende år virker... Temmelig uoverskueligt.
I går skulle vi være flyttet hjem i skimmelfri lejlighed. Vi glædede os som små børn. Vi havde nået at indkalde flytteteamet. Og fortalt det til en glad Raja Lys. Selv Sibille var glad da vi var på visit inde på Nørrebro.
Vores afstik til Emdrup har gjort det klart for os; vi er Nørrebroere. Ihvertfald lige nu. Den anden dag var jeg inde for at besøge India og ordne nogle småting i lejligheden. Og der på en bænk ikke så langt fra India, midt i en snedrive. Der sad en mand og spillede guitar. Og selvom der lugtede lidt mere af os end i haven i Emdrup, så fik jeg det der sug i maven af manden med guitaren, kirkegården og kaoset på Jagtvej af; genkendelse, glæde og tryghed. Her hører vi altså hjemme.
Derfor har det været et hårdt slag at vi dagen før hjemflytningen opdagede nye fugtpletter på gulvet i soveværelset. Gjorde kort proces; borede et hul ned i gulvet, tog en skimmelprøve der viste; rigtig rigtig meget skimmelsvamp.
Lige nu er vi slået ud (ikke hjem). Mærkeligt nok slår det ikke mig helt så meget ud denne gang. Måske fordi mine depoter er fyldt godt op efter en fantastisk ferie!? Måske er jeg bare lidt langsomopfattende ;O)
Ihverfald så begynder tvivlen igen at melde sig; kommer vi mon nogensinde hjem til Husumgade? Hånden på hjertet; jeg tror det ikke! Jeg tror den skimmelskade er så omfattende at den er umulig at komme til livs. Og vores børns helbred er alligevel vigtigere end; genkendelse, tryghed og følelsen af at høre hjemme. Og lidt tænker jeg; måske kan man ikke få det hele!?
For Thor er det sværeste ved alt dette vist nok at vores eneste handlemulighed er at vente. Vente på at udlejere, advokater, håndværekere og ingenører finder tid til at kigge på vores hjem. Finder pengene til det. Og finder velviljen til at hjæle os.
Og det er sgu da også bare røvsurt!
Ved ik lige hvordan jeg skal slutte dette indlæg. SLUT.
Abonner på:
Opslag (Atom)