Ja det spørgsmål kan jeg godt svare på selv. Jeg har to børn. Raja i armene og India et andet sted end her. Det er lige til højrebenet, og det har indtil nu været det mest naturlige svar.
Hver eneste gang jeg har mødt forældre der har mistet små børn kort eller lang tid før mig har jeg spurgt dem hvor mange børn de siger de har. Det har været super centralt for mig at vide. Og hver gang nogle har berettet at de kun fortæller om det antal levende børn de har hos sig når nogle spørger dem hvor mange børn de har, har det stukket i mit hjerte.
For det mindste man kan gøre for sit døde barn er vel at vedkende sig det? Hun er jo min, og jeg er hendes mor, og at andre kan have det anderledes har gjort mig ondt, gjort mig bange, bange for at jeg skulle glemme min India en dag...
Men dagen hvor jeg selv kun har fortalt jeg har Raja, er kommet. Jeg har flere gange blot sagt jeg har Raja. En del af mig skammer mig. En del af mig er stolt af at jeg igen kan navigere i verden, sortere hver ting til sin tid.
For jeg har faktisk ikke lyst til at fortælle om India til den forhutlede mand ved lægevagten, der sprøger om Raja har søskende. Til den fremmede dame i bussen der ligner typen der fyrer en sårende floskel af ala der var nok en mening med det". Og jeg har slet slet ikke lyst til at fortælle Indias historie til en smuk, stolt lykkelig højgravid kvinde påvej mod de 40+4!
Jeg kunne jo vælge at fortælle jeg har to børn, Raja på et år og den anden på knap 2. Men på besynderlig vis føler jeg jeg lyver mere ved at sige sådan, end hvis jeg helt undlader at fortælle om India. Er det mon fordi jeg har vænnet mig til at se min virkelighed i øjnene? At jeg jo altså kun har et barn. Jeg havde to, er mor til to, men der er kun en hos mig? Eller hva hulen er det der gør at jeg ikke længere finder det livs-og-døds-nødvendigt også at fortælle om India, så død, så sød og så skide brændt!? Er det fordi jeg mister hende lidt mere hele tiden? Først ikke mit barn, hva hulen blir det næste? Sløjfer jeg gravstedet ARRRHHHGGG... STOP mig!
For med alt det her sorg-halløj er det så skørt. Det jeg føler imorgen var så utænkeligt for mig idag. Og måske jeg har det helt anderledes igen i overmorgen. Jeg flytter mig meget i øjeblikket. Det er rart og det er skræmmende. Mest skræmmende.
India vil for altid være ved mig og hos mig. Hun vil på besynderlig vis altid have pladsen i mit hjerte som var hun her stadig, og det siger jeg uden at blinke med øjnene, for det er netop sådan det er.
Men hun tåler også at ligge lidt gemt hos mig nogle gange. Måske for at bekytte mig selv, måske fordi jeg ikke altid kan rumme mit barns historie. Måske fordi jeg har vænnet mig til at opføre mig sån som man nu engang gør... Ikke bare braldrer ud med al den dødhed. For jeg kan jo også godt mærke hvad det gør ved andre. Det er jo en rå historie. Men den er min. Og den er Indias, og enhver der skal mig bare lidt tæt på vil altid høre den. Høre om hende. Og høre om hvordan det er at være mor til min India. Så død, så sød og så skide brændt...
6 kommentarer:
Kære Line,
Hvis jeg er afsted med Emilie, og der er nogen der spørger, om hun har søskende, så siger jeg tit "ja, hun har en storebror". Mere behøver man jo ikke at sige. Jeg fortæller ikke, hvor gammel han er, hvis ikke det er mennesker, som siger mig noget.
Du kan jo bare sige det samme - ja, hun har en storesøster. For det HAR hun jo - hun er bare et andet sted.
Jeg tror også, at jeg ville være rædselsslagen for at "glemme" mit mistede barn.
Hilsen fra
Sine
Det er virkelig et dilemma - 99% af tiden siger jeg at jeg har to - der er mange mennesker der virkelig ikke har haft brug for den oplysning, fx en meget fjern kollega som jeg har mødt en gang og aldrig ser igen - men vi spiste frokost sammen - og han spurgte, heldigvis var han en af de empatiske - min "måske-nye-chef" der spurgte hvem jeg er privat, jeg gik i sort - kunne kun se min døde datter for mig og kunne slet ikke svare:( næste gang jeg så ham måtte jeg, for min egen skyld forklare - også han sagde de rigtige ting. Oftest siger jeg to og glider af på spørgsmål om den der ikke lige er med mig, nogen gang "lyver" jeg lidt og siger hun er hjemme - det er hun jo på en måde også. Men jeg har lige fra første stund følt en utrolig smerte hvis jeg ikke følte at der var mulighed for at fortælle om lillesøster - nu gør jeg det oftest også selvom de mennesker der spørger virkelig ikke behøver den oplysning - OGSÅ selvom det er en der er 40+6 - eller noget. Man bliver hårdhudet med tiden, men nægter at føle den smerte hvis jeg bare kan undgå det!
Hej Line
I min verden er det i orden at have flere historier. Jeg ved selv, hvor mange børn jeg har født. Jeg ved også, at de hver isært har en særlig plads i mit indre. Den plads ændrer sig ikke, uanset hvad jeg siger til folk. Det er ikke alle, jeg har lyst til at dele min historie med. Dem der kender mig - dem der er tæt på mig ved, at alle mine unger betyder noget for mig. Dårlig samvittighed kan vi ikke bruge til noget. Og der er ingen grund til den. Vi svigter ikke vores små ved ikke at nævne dem. De er i vores indre, og sådan vil det altid være.
Jeg håber, at mit lange skriveri giver mening.
Varme hilsner
Susanne
Jeg er mor til to, men jeg har faktisk kun et barn. Sådan er min virkelighed.
Jeg underkender absolut ikke Cirkelines eksistens. Overhovedet ikke. Var det ikke for Cirkeline, var det her slet ikke min virkelighed.
Der er bare steder, hvor det ikke egner sig at fortælle historien om sit døde barn... og det synes jeg er vigtigt at have in mente.
Det betyder så også, at man på et tidspunkt er nødt til at gøre op med sig selv og sin samvittighed, at det rent faktisk er o.k. ikke at nævne sit døde barn.
Indimellem er der også (synes jeg) et hensyn at tage til modtageren, som du selv skriver fx den højgravide kvinde.
Jeg har altid Cirkeline med mig, - også de dage, hvor hun måske ikke bliver nævnt.
Kære Sine... Det er ligepræcis det der med hvis folk så spørger ind til det... Så kan jeg ikke altid overskue hvorn jeg skal sige og sån. Både nogle gange af hensyn til andre, men også nogle gange af hensyn til mig selv...
Men du har ret, måske man bare skal sige ja - slut...
Kris jeg forstår godt du fortæller om din døde datter hvis det gør ondt på dig ikke at gøre det... Så skal man jo også, man har jo ondt i hjertet nok i forvejen...
Kære Susanne, det er jo lige det. Måske har jeg bare flere historier... Og det er okay :)
Frederikke det giver god mening det du skriver... Der er nemlig steder hvor det bare ikke er oplagt at tale om sine børn. Og der er jo også steder hvor det ikke er særligt passende at blabre ud om Raja og hendes numseabe-svamp og sån. Jeg har ikke dårlig samvittighed overfor India. Hun er ligeglad med hvordan jeg italesætter hende, hun ved jeg elsker hende. Det der er svært er overfor mig selv. En lille bitte del af mig vil sgu gerne have at alle ved jeg har to børn... Men der er tidspunkter hvor jeg ikke nænner at sætte modtageren i den situation jeg gør, hvis jeg fortæller dem om India... Ak ak hvor er det svært at forklare det her...
Kram Line
Kære Line.
Det er et dødvanskeligt emne du her bringer på banen, men yderst relevant og noget der uden tvivl fylder meget hos alle forældre til døde børn, fordi vi konstant bliver konfronteret med det. Hvad siger man lige og hvordan takler man sin historie overfor andre?
Jeg kan mærke at jeg har rykket mig, på samme måde som du beskriver. Men helt at benægte og sige at jeg ingen børn har, har jeg endnu ikke kunne få over mine læber. Det er stadig for smertefuldt et udsavn. Men at sige at jeg har et barn, har også føltes helt forkert – for det har jeg jo ikke. Men det HAVDE jeg og selvom hun ikke er her mere, så er jeg stadig hendes mor og måske især derfor er det så vigtigt at dementere det faktum.
Derfor er jeg begyndt at sige at jeg HAVDE en datter, men at hun nu er død. Det der med at skåne folk har jeg ikke rigtig kunne finde ud af. Jeg har en død datter. Sådan er det. Færdig. Hvis andre ikke kan finde ud af at håndtere det, er det deres problem. Det er ikke dem der skal leve med savnet hver eneste dag, så hvad kan en sådan oplysning skade? Den kan da allerhøjest åben deres øjne for at der findes mange forskellige virkeligheder her i verden.
Send en kommentar