Vidunderlig weekend, trods "seperationsangst"

Sikke en vidunderlig weekend vi fik holdt os. Så vidunderlig at også mandag blev inddraget til formålet.

Lørdag var vi på årets første loppemarked, og hjem kom vi med en gåvogn, en kjole, et par vinterstøvler til Carl, en trøje til Carlo og to "midsummer light" lamper.
De to lamper har jeg sukket over årevis, men de var helt "out off our leak" - eller noget i den dur. Jeg blev så glad for de lamper at jeg begyndte at pive. De er sgu lidt symbolet på det vi ikke har råd til men som vi får klunset os til alligevel.
Bagefter var vi på legeplads i en hel masse timer med Nørrebro-slænget, jeg drak en kop dejlig kaffe med Heidi & Bo og da jeg kom hjem var huset fuld af liv(fra især Carl, Raja og Carlo) og lugten af fiskefrikadeller ...
Søndag startede dagen med fornemt besøg helt fra Jylland i form af Cody & Cathrin og Louise & Fillippa. Det var meget rørende at have dem til kaffe på den røde bænk.
Louise er en barndomveninde jeg igen har fået kontakt til efter India døde. -I ved, en af de der der dukker op fra fortiden og siger; sikke noget lort, her er jeg og jeg kan rumme dig og dit døde barn! Cathrin er fra min India-netbaby-gruppe. De havde deres to meget milde og skønne børn med sig. Det var dejligt at vise Indias sted og Rajas liv frem. Jeg blev lettet af deres besøg, for det gav anledning til snak om dengang India var, og om sorgen og om kærligheden. Jeg glæder mig allerede til at se dem igen, og igen tænker jeg; India har givet mig mange gaver, og disse fire mennesker er en af dem...
En veninde spurgte mig om hvordan jeg egentlig har det med at se børn jeg ved er jævnaldrene med India. Egentlig tænker jeg ikke så meget over det. Mærkeligt nok. Jeg ved jo at Raja er vildt forskellig fra hendes jævnaldrene, eller nærmere bare helt unik og vidunderskøn. Og jeg tænker at India også havde været helt sin egen. Så det gir ingen mening for mig at sammenligne hende med andre jævnaldrene børn.
Men måske har alle de børn der er lige der omkring de halvanden og to år en særlig plads i mit hjerte. De overlevede da min døde, og det er et mirakel...
Resten af søndagen brugte vi i zoo med bedstemor Lene og Faster Vega og hendes nye giraf. Og vi afsluttet weekenden med at gå ud og spise... Skønt manner.
Mandag blev det til endnu en dag i det blå/grå og improhygge med endnu en veninde og en lille løbetur...

En skøn weekend, der dog også har været præget af Rajas helt vilde mor-syge. Hun skriger i halve og hele timer når Thor putter hende, og hun hun vil bare hele tiden være hos sin moar. Det er nogle aftener så slemt at hun kun vil sove hvis jeg ligger ved siden af hende hele aftenen-
Nogle ville måske kalde det seperationsangst, men jeg tror faktisk at denne mor-syge kan ledes lige vum-bums-tilbage til mig.
For jeg har de sidste par uger fået længsel mod verden udenfor. Raja er stadig mit vigtigeste vigtige... Men jeg har været afsted til møder, studerer, er i skole, ude og spise frokost og så videre. Det er ting jeg gerne vil, føler mig klar til og som gør mig til en bedre mor, fordi jeg blir en gladere mor ved også at være andet end mor. Og når jeg er ude at føjte den, ja så er far-Thor jo hjemme. Og han er da vel for hulen ligeså god som mig!?!
Og selvfølgelig dukker så alle de der tanker op med om jeg i virkeligheden ikke er en nærværende-nok mor. Om det er det hun reagerer på. Er jeg for lidt til stede i samværet med hende, har jeg for mange andre jern i ilden(for shit jeg har altid mange jern i ilden)? Er det det hun reagerer på... Nemlig at jeg ikke er der nok. Hun bliver ikke fyldt nok op af sin mor, og det reagerer hun på!?!
Ihvertfald føles det somom den lille Bajaba meget meget gerne vil lige fluks tilbage i min livmoder... Og Bajabas mor vil bestemt ikke have nogen som helst i sin livmoder lige nu!