Mange kvitterer min fortælling med en forklaring af at "livet går videre", formuleret på forskellige måder. Men idag da jeg gik på kirkegården og en anden lille hvid barnekiste skulle i jorden slog det mig; det er jo løgn. Indias liv går jo ikke videre! Hun er død, og kommer aldrig igen. De ni måneder i min mave er det eneste hun får lov at leve. Hendes liv går jo ikke videre.
Og jeg er jo mig selv nærmest, så det er jo mig der taler på mine vegne, og derfor bliver det alt for tit mig og mit og mine tanker og følelser der er i mit fokus, når jeg fortæller Indias fortælling. Jeg har mistet, jeg har tabt, jeg er i sorg. Men det er også somom at disse ord ikke helt sætter ord på det der er det jeg føler... Og heller ikke sætter ord på det der jo skete. Det er India der har lidt det største tab. Det ultimative tab, hun er død. Og det er det der er tragedien. Og det er derfor mit liv ikke bare går ufortrødent videre selvom uret stadig tikker og bussen stadig kører. For tænk, det lille barn, så sødt, dejligt og færdigt bare er død. Hun er væk og kommer aldrig til at vokse sig stor, blive forelsket, vælge hylde i livet og gøre verden til et bedre sted. Hun døde den dag i juni inde i min mave, og det er hvad hun fik af livet...
Jeg mistede en datter. Jeg led et tab, hendes far ligeså, og mange andre mistede hende også. Verden blev India fattigere, og jeg ved verden havde været et lidt dejligere sted hvis hun stadig var i live. Jeg vil idag huske mig selv på hvor rigtigt og konkret et menneske India var. Ikke blot et tab, et dødt barn eller en oplevelse. Det kan jeg nemlig nogle gange glemme i hverdagens trummerum.
I aften når Raja sover vil jeg kigge på alle billederne af min India. Dem har jeg ikke kigget på længe. For på de billeder kan jeg se hvor meget hun var, og det kan jeg mærke helt ned i den mave hvor hun fik liv og døde, og i lang tid har jeg glemt at huske på hvor rigtig meget hun var min, men endnu mere hvor meget hun var sin egen...
.jpg)
9 kommentarer:
Hvor skriver du fint - Jeg er glad for at have muligheden for at læse med og se billedet.
En gang imellem er det godt at se tilbage, at være lidt i det og at huske. Jeg havde også billederne fremme igår. Det var 10 års-dagen for Mies død.
Ja - mange mister - ikke bare mor og far. Faktisk har min mindste søn, som er 15 mdr. yngre end Mie ind imellem givet udtryk for, at han er blevet snydt.
Vi vælger ikke selv vores historie, men vi vælger til dels selv, hvordan vi vil leve med den. Jeg har valgt at leve, men jeg har også valgt at have historien med mig og mindes efter behov.
Mange tanker til dig og pigerne..
Susanne
Kære Line
Hvor har du ret. Hvor er det godt sagt. Indias liv går ikke videre. Den vinkel har jeg også meget brug for at se i øjnene og for at give udtryk for. Lige præcis det SKAL siges, tænkes, føles, erkendes, fortælles og lyttes til gang på gang - synes jeg. Du har givet udtryk for det før og for længe siden, det med at verden er gået glip af en masse India. Det er jo så rigtig.
Noget popper lige op i mit hoved, og nu skriver jeg det bare; en af de gange jeg var på fertilitetsklinikken i år havde jeg et lille billede med af Laurits, som jeg satte i journalen. Det er en lang smøre, den journal, som handler om min krops graviditeter og mangel på samme. Laurits' billede manglede bare, syntes jeg, for han er på mange måder baggrunden for behandlingerne, og han er mere end en medicinsk forklaring af et forløb. Da lægen så billedet, var hendes reaktion så fantastisk rigtig; "aj, sådan en fin lille dreng, der aldrig rigtig fik en chance her i livet", sagde hun. Ja, nemlig...
India VAR her virkelig - hun VAR et rigtig menneske. Suk... det gør mig både trist og lettet. Meget symbolsk regner det i dag, så Indias blomster bliver vandet.
Knus fra Heidi
Puha Line, ja det er den barske sandhed, den side af livet som er lettere at vende ansigtet væk fra, end at blive konfronteret med. Jeg får en klump i maven!
Jeg glæder mig så meget til at se Indias sted, det lyder egentlig grotesk at skrive sådan. Hvordan kan man glæde sig til at se et barns gravsted? Men det gør jeg, for jeg ved jeg der vil opleve kærlighed, virkelighed og den historie som India er. Det bliver dejligt endelig at se stedet rigtigt sammen med dig. Jeg glæder mig til at blive 'præsenteret' for din første fødte, nu hvor jeg har været så heldig at møde din anden fødte guldklump!
Vi ses på søndag India, lille/store stjerne!
Kærligst Cathrin
Kære Line.
Selvom verden ikke kommer til at nyde godt af India og India heller ikke kommer til at nyde verden, så er det vel helt på sin plads at du (Thor og alle andre der vil) nyder hende. Jeg vil gerne kigge billeder med en dag, og høre på dine historier om hende, også selvom vi aldrig kommer til at høre hende selv fortælle historier.
Kram Christina
Det er det første billede jeg ser af India. Hun er fin.
Og jeg græder..
Tak for jeres dejlige ord, nu græder jeg ... MEn det er bare fordi det varmer ...
Så sidder man lige her på sit næsten nye job, og snøfter ned i tastaturet.
Det giver 100% mening for mig, dét du skriver Line.
Endnu engang må jeg sige, at jeg tager hatten af for dig. Dels for at leve med smerten, dels for at kunne formulere den så fint.
Kram
Sine
Det er rigtigt, verden er blevet snydt for at lære vores børn at kende. Og ja, verden og livet går videre, men ikke for vores små engle børn.
Fint.
Knus
Dorthe
PS godt at Laurits er med i jeres journal, Heidi.
PS
Der glemte lige at komme med; fint, godt og forståeligt skrevet. Og ikke bare fint.
UPS
Knus igen
Dorthe
Send en kommentar