Dagen derpå

Igår var en voldsom dag for mig. Jeg fløj højt fordi jeg fik mit drømmejob, og jeg faldt langt da en bindegal mand var modbudelig overfor min Raja Lys. Jeg græd meget, det slog mig ud at nogen kunne gøre sådan mod hende.
Nu har slaget vendt sig til vrede og konstruktivitet, og jeg sendte igår aftes en 3 sider lang mail med hændelsesforløb og mine reflektioner over episoden. Jeg er kampklar, og jeg mener det. Det skylder jeg Raja, og de børn han i fremtiden skal møde.

Samtidig er jeg ved at erkende og opleve at jeg ikke for altid kan skærme Raja mod modbydeligheder. Det er en skræmmende erkendelse for en Line-mor.
Så meget har jeg arbejdet med at slippe India fri. Lade hende flyve sin egen vej, den vej hvor kun de døde flyver.
IKKE for at sammenligne, MEN jeg kan ikke bære at Raja skal flyve fra min rede ud i en verden fuld af modbydligheder. Men på den anden side elsker jeg hende for hendes naivitet og blinde tillid til verden og mennesker. At hun ville kramme sin musiklærer, men blev skubbet i ryggen istedet for et gengæld udforpligtende kram, er ikke til at bære. Det vil hun opleve igen, det kan jeg nok ikke gøre ved.
Raja ligner mig af sind, hun er vild og blid på samme måde. Hun er umiddelbar og naiv - jeg har fået mange slag jeg også tror hun får - men jeg kan alligevel ikke ønske mig hun er anderledes, for hun er så ubeskrivelig vidunderlig, og lige netop de ting jeg før beskrev er jo lige netop med til at skabe lige præcis hende... Jeg vil gøre hvad jeg kan for at hun bliver den allerbedste udgave af lige netop hende selv... Mit højeste ønske i livet er at Raja Lys ikke får ligeså mange slag som jeg...