Tanker om at besøge vores Indiabarn

Heidi har skrevet et vanvittigt inspirerende indlæg om at besøge hendes Laurits. Det har sat gang i tankerne om hvordan og hvorfor jeg besøger min India.

Inden vi mistede India tænkte jeg gravsteder var sån noget 80årige direktøre, der var lidt for glade for sig selv, fik... Det var Thor der gerne ville have et gravsted til India, han mener det var mig, måske var det os begge.

Vi har brugt Indias gravsted rigtigt meget. Og skal jeg være ærlig havde det ligget mere til højrebenet at vi havde fået India spredt over vandet eller noget andet abstrakt og flippet. Men som tiden går, bliver jeg mere og mere glad for at vi har et helt konkret gravsted, en plet på jorden der er Indias.

Tiden lige efter Indias død blev også brugt på hendes sted. Det gav mening at have hendes jord at pusle om. Det gav lidt mere mening end noget andet, og alle i vores omgivelser ved at Indias plet er vigtig for os. Så mange kommer der også og har altid gjort det. Det er vanvittigt dejligt for os. Ikke længere nødvendigt, men varmer os stadigt så meget. At vide at hun har haft besøg gør min India-morhed så godt. Det er stadig en stor anerkendelse af Indias eksistens (eller nærmere mangel på samme), og en stor anderkendelse af at vi er Indias forældre, at India stadig er, ikke kun var.

Jeg tænker ikke så meget over at hun ligger dernede i jorden. For det tænker jeg ikke hun gør, føler hun er med mig. Med Thor og med alle andre der holder af hende. Faktisk er hun mere og mere med mig, hvorfor behovet for at komme på den røde bænk måske ikke bliver ved at være det samme!?

Som tiden er gået, og India ikke længere (udtalt) fylder så meget, så er det så vigtigt for mig at have et rum der er hendes. Et rum hvor India har pladsen. Og pletten derovre på Assistensen er Indias, også selvom det går op i at redde morgenfruerne fra Rajas små pølsefingre, jordbærplukning og vanding med hendes fine lille røde vandkande når vi er der med Raja Lys. Alligevel giver et lille besøg hos India ofte afløb, og det er så rigtigt for os.

Jeg søger den røde bænk når jeg har det svært, når jeg er trist. Også selvom tristheden ikke har med India at gøre. Måske fordi at India er blevet symbolet på ærligheden og følsomheden for mig. Det er på hendes røde bænk jeg har hele mig selv med når jeg tænker tanker om ting og tingester.

Det er ikke så meget India jeg besøger på hendes røde bænk. Men det er her jeg lukker hende helt ind, her jeg giver hende plads og rum som der ikke altid er i en dynamisk skæg og dejlig hverdag.