I går fik jeg nemlig en lidt underlig sms, der lød sådan;
Hej X
Line er blevet korthåret. Tjek billede på bloggen. Ved ikke helt hvad jeg syns om det, men det er sikkert meget mor praktisk :-).
Kram XXXXX
Den kom fra et nummer jeg ikke kendte, og jeg panikkede for en kort bemærkning - man er vel en dramaqeen. Jeg skrev tilbage og fik et langt svar om at Mary også i sin tid blev korthåret efter barn nummer to (nå men så er jeg jo et barn forsinket) og at det bare var lidt ærgeligt at mit lange hår var forsvundet... Jeg blev helt tummelumsk, og fik sgu lidt koldsved. Og Thor sagde; jamen Line, det er jo bare en frisure. (Og jeg ved bar han sagde lige netop det fordi han heller ikke ved hvad han syntes om den ;)
Jeg lukkede min blog - for at åbne den igen efter 3. sms. Det var en jeg kendte. En jeg kender i forbindelse med Indias død. Og mine paniktanker og sindsyge husmødre med dræberknive blev afløst af sån lidt pinlig fnisen...
Men sms'erne satte alligevel en del tanker igen. Skid hul i at nogen ikke syns min nye frisure er sagen... Men både det, og andre episoder på det sidste, har gjort det lidt mere klart for mig at - jeg faktisk fortæller om mit liv, mine følelser, mine ufølelser og mine tanker til alle der trykker - http://www.indiaograja.blogspot.com/ !
Hun havde ikke kunnet lide at kommentere på mit hår her på bloggen (eller til mig iøvrigt, og vi er heller ikke så tætte). Hun mente at der er en uskreven regel om at man kun skriver søde og positive og opbakende kommentarer her på bloggen. Og det har jeg tænkt rigtig meget og længe over om jeg er enig i...
Sandt er det, at jeg enkelte gange har fået kommentarer herinde der har trukket spor og spekulationer ud i det virkelige liv og i sengen med søvnløse timer... Og Sandt er det, at jeg flere gange har tænkt om det nu også er sagen, eller Line-sagen at blogge.
Når bøger, artikler og lignende bliver udgivet får den kritik. Alle og enhver kan offentliggøre kritik, og nogle stemmer vægter højt, og bliver hørt. Jeg ligger mine tanker, mit liv og mine meninger ud i et offentligt rum. Og så burde jeg vel egentlig være temmelig indstillet på at få respons på mine indlæg. For hvorfor skulle jeg ellers udgive dem?
Og denne blog handler jo om mit liv. Så det er mig. Line. Der får kommentarer og kritik med på vejen. Det er mig, og ikke noget jeg skriver, der bliver talt om og kommenteret på. Og det er jo en væsentlig forskel fra når jeg får et tal for en opgave. Hvis jeg skrev en artikel eller lignende. Men alligevel er dette jo min version af livet, det er min arena, her skriver jeg om det der falder mig vigtigt at skrive om.
- Egentlig syntes jeg at kommentar-kutumen herinde i blogland generelt er ret så fantastisk. Mine læsere (som der er rystende mange af!) opmuntrer mig, og giver mig mod på at skrive mere. Og giver mig kram der er værd at tage med i en travl, glad og til tider sorgfuld hverdag. Og jeg får perspektiver og vendinger med på vejen, jeg ikke ville få af blot at vende tingene med mine nære.
Måske er kernen af alt dette, at jeg hjertens gerne vil have kommentarer. Jeg vil gerne vide at jeg er hørt. Og et tiltrængt skulderklap her på bloggen kan give mig det lille ekstra overskud i hverdagen. Lissom et spørgsmålstegn ved - og kritik af mine handlinger kan være det modsatte.
Jeg skriver om at være mor, på en lidt anderledes måde. Fordi vi er os. Og fordi vi har mistet India. Og denne fortælling håber jeg jo ender hos de rette, på den rette måde!
Set i retroperspektivet var sms-udvekslingen mellem X og XXXXX ;O) jo helt vildt fin. Jeg tror bare ikke helt at jeg vidste at min blog og mit liv og handlinger var en del af sån en "bogklub" hvor den bliver diskuteret mellem folk og nok mest folkinder. Men det må vel være en fjer i min hue, for hvorfor ellers skrive en blog på det store vide internet, hvis det ikke er for at mine ord skal optage folk. Blive læst. Og blive reflekteret over. - Og mit hår diskuteret.
Jeg kommenterer også ind imellem lidt kritisk på andres blogge. I bund og grund handler det vel om at jeg bruger andre som spejl. Og at jeg oprigtigt gerne vil have nogle ting uddybet engang imellem. Eller jeg er lodret uenig, og har svært ved at holde kæft. Det er en balancegang - men jo egentlig et ret stort udtryk for indlevelse. Det er med at finde det rigtige ben at stå på. Det er en hårfin balance.
Jeg er egentlig glad for at hun ikke kommenterede på min frisure her på på bloggen, hende der sendte en sms. Hvis vi alle hele tiden skulle give udtryk for vores holdning til alting ville det jo blive rent kaos. Vi har jo heldigvis (ikke mindst æstetisk) forskellig stil og smag. Og jeg ville sgu da også syntes det var mærkeligt hvis mine medfoældre i vuggestuen alle skulle fortælle hvad de syntes om min nye frisure. Sån er det jo bare...
Jeg, mit liv og mine tanker er her på bloggen måske ikke så anderledes end en bog. Den kan kommenteres og menes om. Men man kan ikke skrive bogen om. Det kan ikke engang jeg, kun gøre det anderledes i fremtiden. Fortiden er skrevet, nutiden bliver beskrevet... Og fremtiden bliver nedskrevet derude i det uvisse- og det tegner godt, hvis jeg selv skal give et bud!
Så stay tuned, www.indiaograja.blogspot.com blir hvor den er, forhåbenbtlig med masser af dejligt jer i kommentarfeltet...
22 kommentarer:
Jeg synes altså, at dit hår er pænt for alvor. Og elsker din blog. Synes det er totalt føljeton-spændende at følge med også selvom vi ses i den virkelige verden :)
Jeg syntes du ser skide godt ud,med det hår!
Kram Mette
Kære søde Line,
Du vil gerne have kommentarer, men du vil så alligevel ikke have kommentarer om dit nye 'husmor-hår'? Det er en skizofren melding. I så fald skal du måske igen gøre din blog til noget, man skal være inviteret til.
For mig at se er den lille håndfuld blogs om moderskabet, døde børn og alt indimellem totalt envejskommunikation. Fra de blog-skrivende. Og der er bestemt konsensus om at klappe hinanden skrifligt på ryggen. Jeg læser de forskellige blogs som private betragtninger over dette og hint i det daglige liv. Nogen gange læser jeg dem også som offentlig hændervaskning i forhold til valg af specielt børneopdragelse. Som vel at mærke er en af de sværeste ting i verden. Og som man tit har brug for at få et ok til fra andre.
Og jeg tror også de mennesker, som læser lige præcis din blog, men ikke kender dig specielt godt, læser den som noget fiktionslignende, og fiktion er der ingen grund til at gå i debat-clinch med. Hvis du derimod havde lavet en faglig blog om, hvad ved jeg, så tror jeg den konstruktive kritik og debat, havde været desto større.
Jeg tror i det hele taget, det er svært at forstå effekten af det private i det offentlig cyberspace.
Men skriv endeligt videre, for jeg nyder at følge med af den simple grund, at du på et afgørende tidspunkt i vores liv, trådte til og hjalp os. Og så lad os diskutere døde børn og børneopdragelse over den kop kaffe, du skylder mig!
Alt godt fra Amager.
Jeg er en af de skumle (men trofaste) medlæsere der normalt ikke giver sig til kende. Men her er jeg så. Og jeg håber, at du fortsat vil publicere dine tanker, som tit sætter tingene i perspektiv for mig. Vi mennesker kan jo godt lide, at vide at der er andre føle-væsener som os derude et sted:)
Din blog giver mening for mig. Og jeg er imponeret over den energi du lægger i den. Det har jeg selv svært ved.
Anja og Mette; tak skal I have ;O)
Som mig, tak for ordene... Skøn lille fis du har :O) - Hvor gammel er hun?
Okay, som mig, kan se hun er næsten præcis på alder med Sibille...
- Og så fik jeg lige læst mit eget indlæg igennem og er du vimmer mand en gang tankespind ind imellem :O)
Kære Mathilde,
Det er jo lige netop det. Jeg vil gerne have kommentarer. Men det ville blive dødsurt hvis alt blev kommenteret ærligt... Fx mit nye hår.
Andre ting og indlæg er jo meget oplagte og givende at få kommentarer til...
Måske er det ikke så anderledes end i den virkelige verden.
Så når jeg siger at jeg egentlig er glad for at jeg ikke fik kommentarer med på vejen af hende her på bloggen om mit nye hår, så tænker jeg at det er fordi der jo egentlig er noget naturligt ved ikke at sige sin ærlige mening om fx. en frisure...
Og som jeg også skriver er det SÅ hårfin en balance.
Ud over at skrive om hvordan jeg lige har det lige nu, så skriver jeg jo også om hvordan jeg syntes nogle ting skal og bør gøres. Og det er der jo et klart budskab med - og her bliver jeg skam ikke spor forbavset over at få mange, og måske kritiske kommentarer...
Jep jep, kaffe snart... (Sibille og jeg får sgu ondt i maven af al den kaffe vi skal drikke)
KH Line...
Overordnet set mener jeg, at man da godt liiiiige må tænke over, hvad det er man netop MENER noget om. Præcis som i det virkelige liv.
Ja, hun er fra d.12. juli - så næsten lige så gammel som Jeres Sibille.
Tankespind er jo netop det gode! Men ja, man kan blive helt svedt når man læser sit eget nogle gange:)
.. Jeg var blevet træt af den sms..
Det der med en blog der fortælle om at være "de der anderledes forældre" grundet India, det giver for mig rigtig meget mening. Jeg læser tit med herinde, og jeg bliver klogere på resten af verden af at gøre det. Jeg læser også med hos dine blogsøstre som er i samme (lorte)båd som jer, med døde små børn i bagagen.
Det gør vildt ondt at læse, men det er bare rigtig vigtigt, at der er nogle der skriver alle de andre historier, som verden også er.
Så keep up the good work - med eller uden husmorhår ;)
Sidse
Hmmm, Heidi du kan sgu bar si tingene lige som de r! Kort og præcist, og her skulle jeg danse rundt om grøden i et monsterindlæg ;O)
Ja, Sidse... Som verden også er... Tak for den. Kæmpe kram...
Jeg vil lige huske på at sms'en jo aldrig skulle have ramt mig, den blev sendt galt :O)
Om vi taler kommentarer på en blog eller der hvor vi fysisk er sammen, så synes jeg, at man skal tænke før man taler. For det du siger IRL sårer jo ikke mindre end det du skriver som kommentar til et indlæg eller omvendt.
Og dybest set er det fuldstændigt overflødigt at kommentere negativt på din nye frisure. Det har seriøst ingen relevans for noget som helst. Du har taget en beslutning om at lade lokkerne falde og synes man ikke om det, så kan man jo bare lade være med at kommentere på det. Altså lidt efter devisen; har du ikke noget pænt at sige, så lad være.
Det er fint at sætte spørgsmålstegn, fint at ville spørge ind til dette og hint og fint at være uenige, men jeg synes også, at det er vigtigt, at man forbliver på egen banehalvdel.
Jeg synes dit hår er skidelækkert, Line!!
- og så er jeg simpelthen så uenig, som man næsten kan være, i at bloggeri er envejskommunikation. Det er bestemt ikke min oplevelse. Jeg synes derimod at der både her, hos andre og hos mig er en fin kommunikation begge veje - men det er selvfølgelig bloggeren, der sætter dagsorden for kommunikationen alt efter, hvad h*n ønsker at blogge om.
Nej, jeg sidder faktisk og er rimeligt målløs over den svada om at klappe hinanden på ryggen og vaske hænder...
Endnu en gang: Dit hår er pisselækkert og det er dine børn og din blog også!
Velkommen tilbage så :-)
Som jeg skrev til dig herinde for ikke længe siden er jeg en af de der fremmede der følger med. Faktisk skriver jeg selv blog - på kvium.blogspot.com - men valgte at gøre den "ikke synlig hver gang jeg viser mit navn" af lidt samme grund som et du beskriver. Min blog var for mig en mulighed for at få en masse smerte ud so jeg ikke kunne holde ud af ha i mig. Samtidig var det en mulighed for at dele det der var indeni med dem jeg havde tæt på og samtidig slippe for at skulle fortælle om og om igen.
Min historie handler ikke om døde børn, men om en fortvivlet kamp for at få barn nummer 2. En krop som ikke fungere overhovedet og et helvedes bøvl med det hele - mest indeni!!
Da kampen endelig lykkedes kom Mikas ud - for lille, for syg og for svag og så skrev jeg igen. Jeg skriver dagbog - og det er ikke nogen velskrevet blog overhovedet. Det var ikke meningen - men den er som du også skriver om din - MIG!
Det er MIN kamp, MIN sygdom - MINE tårer osv.
En dag læste jeg på en anden blog et indlæg om "at tude for meget over private ting" på sin blog.
Der var slet ingen tvivl overhovedet om at den var tiltænkt mig - og jeg blev sgu ked!!
Nu bliver det her langt langt - men summa summarum er vel egentlig bare at nogle kommentarer er så pisse nyttesløse! Hvis man ikke gider tuderi - så spring over de blogs eller de indlæg der handler om det. Og hvis man ikke kan li kort hår - så scroll over billedet og klap i.
- Der kan vist for f.... ikke være tvivl om at din blog netop ikke handler om at eksponere en ny frisure eller noget !! :o)
Du er sej - også med kort hår - og jeg er en af dem der er glad for at du ikke lukker :o)
Hey Sidse;
du vil elske min nye frisure - det er nemlig den helt samme som din :O)
K, tak for dit besyv... Jeg har den vildeste sympati overfor jer der kæmper for at blive gravide... Jeg er fuld af beundring for jeres kamp, og jeg kan nu forstå hvilken sorg det er for jer!
Fnis Rikke, du er så skæg... Simpelthen! Og jeg tænker på dig... Din blog er også skøn, men meget meget hårrejsende i disse tider!
Jeg er glad for, at du har besluttet at blive her.
De kloge ord er jo allerede sagt herinde. Man skal tænke før man taler, og det samme gælder, når man skriver. Både når man sætter kommentarer og når man skriver sine indlæg.
Jeg følger med i dine skriverier her. Omkring småbørn - levende og døde - og dine betragtninger i det hele taget.
Varme hilsner herfra
Hej Line.
Jeg er også skummel medlæser, og hvor er jeg glad for, at du er tilbage. Dine indlæg om dine tanker sætter rigtig mange tanker i gang hos mig, som jeg ellers ikke ville have tænkt!
Og så er du bare skide dygtig til at skrive!
Så tak fordi jeg må læse med.
Kirsten
Line, jeg var også engang en skummel medlæser. Og det er jeg SÅ glad for! For jeg synes at jeg fik det een ben lidt foran, da jeg lige pludselig var mor til en død baby, fordi jeg vidste at jeg ikek var den eneste og fordi jeg vidste at man kan være så... fuld af liv og følelser og spræl som du er, selv om man har et dødt barn.
Jeg ville helt, helt sikkert godt kunne forstå at din blog blev privat. For det er sgu ømt og følsomt at krænge hele sit moderhjerte ud. Men jeg er SÅ glad for at jeg havde læst om India, før jeg mistede Ask.
Send en kommentar